Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDansk idræt markerede sig på imponerende vis i det forgangne år. 146 medaljer ved EM, VM og OL er et rekordår, der afspejler et succesfuldt talentarbejde i specialforbundene.
Men det er ikke kun inden for kridtstregerne, at dansk idræt har gjort sig bemærket på internationalt plan.
Også på den politiske scene har de hjemlige idrætsledere sat et markant aftryk i forsøget på at gennemtvinge en kulturændring i den verden, der i årtier har været præget af økonomisk svindel, doping og stemmefusk. En ny, men også helt nødvendig strategi, mener formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard.
»Erkendelsen af, at der er behov for at være med til at påvirke tingene, har helt klar flyttet sig. Og vores tro på, at vi også kan flytte tingene, har ændret sig«, siger formanden.
Jeg vil ikke kalde det et broderskab, men det er forsamlinger af idrætsledere, der ofte står lidt for tæt sammen
Niels Nygaard
»Derfor er jeg heller ikke så nervøs for at være fremme på banen, som jeg var for bare et halvt eller et helt år siden«.
Niels Nygaard har ved flere lejligheder brudt den internationale husfred.
Kort får De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i august valgte DIF at opfordre til en total udelukkelse af Rusland i kølvandet på afsløringerne et statsorkesteret russisk dopingprogram. Den melding gik stik mod Den Internationale Olympisk Komités (IOC) beslutning, der af Niels Nygaard blev beskrevet som »systemets fallit«.
OL har givet selvtillid til at råbe op
I oktober var det Den Europæiske Olympiske Komité, der fik hårde ord med fra Nygaard, da han kritiserede valget af Minsk som vært for European Games i 2019, som ifølge DIF-formanden foregik på et »uklart grundlag«, fordi ingen blev præsenteret for indholdet af det hviderussiske bud, før beslutningen skulle træffes. Kun Norge stemte som Danmark imod.
Også andre idrætsledere har talt med store ord i internationale forsamlinger. Blandt andet Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand, Jesper Møller, har flere gange været kritisk og direkte i forhold til tilstandene i international fodbold.
»Vi har i den grad fået bekræftet vores opfattelse af, hvad der foregår internationalt, hvor rådne tingene kan være og hvor stort behov, der er for at få sat en klar retning«, siger Niels Nygaard.
Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at de reaktioner, vi fik, da vi gik så åbent på banen i forhold til doping og senere i forhold til Minsk, har givet skrammer
Niels Nygaard
»Vi har sat os et mål for at engagere os mere internationalt for at skubbe tingene i en bedre retning. Det er mere aktuelt end nogensinde. Og her har det været et godt år. Det har givet pote, at vi har sikret bedre uddannelse af vores idrætsledere og mange af vores specialforbund har virkelig taget udfordringen op«, siger formanden med henvisning til, at antallet af politisk valgte danskere i internationale idrætsorganisationer er i pæn fremgang.
Hvorfor har vi ikke været mere åbenmundede tidligere?
»Det var en kombination af, at vi har været os selv nok, og at vi hellere ville bruge kræfterne herhjemme og hygge os i stedet for at tage kampen op. Når det har ændret sig, er det da et udtryk for, at vi har fået en større selvbevidsthed. Uden at man kan drage direkte paralleller til de 15 medaljer i Rio, er det et udtryk for, at vi tror på, at vi i Danmark kan gøre en forskel, når vi tager os sammen«.
Strategien giver øretæver
De seneste år er det lykkedes at trække en lang række af internationale sportsbegivenheder til Danmark. Blandt andet VM i kvindehåndbold, to gange EM i kortbanesvømning og VM i ishockey. Niels Nygaard er overbevist om, at Danmark fortsat vil have held med at lokke verdensidrætten til landet, men han mener samtidig, at strategien om at råbe op i internationale forsamlinger gerne må koste værtskaber, hvis det er nødvendigt.
»Ja, det kan være en konsekvens. Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at de reaktioner, vi fik, da vi gik så åbent på banen i forhold til doping og senere i forhold til Minsk, har givet skrammer. Men det har til gengæld overbevist mig om, at det er den eneste rigtige vej, hvis vi vil forbedre idrætten. Vi må tage de øretæver, der følger med. Jeg tror på, at vi kommer ud som de stærke på den lange bane«.
Hvordan har de skrammer, I har fået, taget sig ud?
»Vi møder kolleger i forskellige forsamlinger, som – om ikke kigger skævt til os – så stiller spørgsmål til, hvorfor vi har råbt op, og hvorfor det nu var nødvendigt. Det er en tung maskine at få ændret på, fordi man jo klapper hinanden på skulderen og fejer ting ind under gulvtæppet, som ikke burde være blevet det. Jeg vil ikke kalde det et broderskab, men det er forsamlinger af idrætsledere, der ofte står lidt for tæt sammen. Derfor skal vi have skabt en kulturændring«.
