Historiens vingesus giver os en smuk tresserfortælling om to amatørklubber på Vestegnen. I 1964, da fodbolden endnu ikke havde oplevet den kommercialisering og grådighed, som senere skulle blive et kedeligt karakteristika, fusionerede Brøndbyvester IF og Brøndbyøster IF.
Brøndbyernes Idrætsforening blev stiftet, og hensigten med fusionen var at få råd til et stadion, ligesom man ønskede at styrke den lokale ånd omkring idrætten og fodbolden i Brøndby.
Historiens vingesus giver os ligeledes en fortælling fra 1992, der på alle parametre, bortset fra et enkelt, er et absolut modstykke til tresserfortællingen fra Vestegnen.
I 1992 slagtede man to hæderkronede og historiske fodboldklubber, K.B. fra Frederiksberg og B 1903 fra Gentofte. Man slettede dem fra landkortet for at kunne skabe et større og mere moderne brand – et byens hold – hvorfra der i højere grad kunne tænkes i økonomiske interesser. Football Club København blev til.
Samme ophav som fusioner
Det er i sagens natur en smule forunderligt, at to så store modpoler til hinanden har det samme ophav som såkaldte fusionsklubber. Der er imidlertid en afgrundsdyb forskel på de to klubbers hensigter med de respektive fusioner.
I Brøndby IF’s tilfælde fusionerede to klubber i samme kommune, midt i tresserne, for at få råd til at opføre et stadion og samle og styrke fodbolden i byen. Man kan ikke alene tale om en bevarelse af det værdisæt og den ånd, som allerede var gennemsyrende for klubben – den styrkedes kun i de næste mange årtier frem.
I Football Club Københavns tilfælde fusionerede to klubber med ingen geografisk tilknytning til hinanden, i 1990’erne, med profit og marketingstrategier for øje. Man ønskede ikke, bevidst og med fuldt overlæg, at bevare eller fortsætte en kultur og ånd. Man ville kunstigt føde en ny.
Det smukke ved fodbold er for mig den kollektive indsats, der ligger til grund for en fodboldklubs eksistens. Det er samspillet mellem et lokalområde, de frivillige, der bærer klubben, og spillerne, der bæres frem af de fans, som dels udgør et forsvar af egne spillere, dels også lægger pres på modstanderen.
Alt dette har Football Club København taget ud af ligningen. De har sprunget lokalområde, frivillige og klub over og har, dygtigt, men primitivt og uden ånd, reduceret det til at skabe en organisation omkring et professionelt fodboldhold. Man har gennem retorik og markedsføring skabt en myte om lokalt tilhørsforhold og forsøgt at tilegne sig symbolik i form af Københavns våbenskjold. En forespørgsel, som Københavns Kommune i øvrigt ved flere lejligheder har pure afvist, da Football Club Københavns oprindelse i sagens natur ikke har det fjerneste med København at gøre.
Brøndby IF og Football Club København har mange modsætninger, men den helt afgørende forskel er, at der i Brøndby, ud af tressernes univers, naturligt er opstået en kultur og ånd, mens man i Football Club København har forsøgt at tilegne sin klub en ånd og kultur ved kunstige virkemidler. Brøndby IF er til for fodbolden, mens Football Club København, gennem fodbolden, er til for pengene.
Dele af stadion er lilla
En anden afgørende forskel på de to klubber er, hvad man er villig til at ofre for at opnå sportslig succes. Football Club København har ingen moralske skrupler ved at sælge ud af sin identitet for at opnå økonomisk råderum og potentielt flere titler. Senest har man solgt sit stadionnavn til Telia og farvet dele af stadion lilla.
I Brøndby IF’s tilfælde vil vi også gerne vinde titler og have sportslig succes, men aldrig nogensinde på bekostning af dem, vi er, og hvad vi kan genkende som værende Brøndby IF. Vi ville utvivlsomt være markant bedre stillet rent sportsligt, hvis vi også solgte vores stadionnavn, satte vores klubfarver til salg eller på anden vis solgte ud af vores identitet. Men jeg ville finde større ære i at spille anden division og være Brøndby IF, end jeg vil vinde titler og være de bedste, hvis prisen er at være en fodboldklub, jeg ikke kender – eller som er løbende til salg for ussel mammon.
Football Club København har et kompetent fodboldhold. Det er imidlertid rigtig ærgerligt, at netop deres gode sportslige resultater har gjort, at Danmark i stigende grad har glemt, hvilken bastard Football Club København er. Vi skylder nuværende og fremtidige generationer at minde hinanden om godt og ondt. Der er brug for ånd, liv og farver, som kan stå op for kynisme og æreløs eksistens.
