Greta Andersen sidder i den bløde, brune sofa og kigger ud i luften. Hun ser eftertænksom ud, måske endda lidt bekymret.
Jeg lægger min notesblok fra mig og spørger hende, hvad hun tænker på.
Hun sukker højlydt, som hun faktisk har gjort det flere gange i de sidste par timer. Og så slår hun ud med højre arm og siger:
»Det er alle de krystalglas. Jeg kan ikke tage dem med mig. Hvad skal jeg dog med alle de glas? Savanna må få dem, hun er mig en god hjælp og støtte«.
