1994: Før kvalifikationsturneringen til EM i England i 1996 skulle landsholdet have en ny overenskomst, og spillerne havde bedt Mads Øland føre forhandlingerne på deres vegne. Allerede dengang ville DBU ikke bruge ordet løn, fordi spillerne efter unionens mening ikke var ansat til at spille på landsholdet, men derimod fik et honorar for at stille op. Det var tæt på en konflikt, og daværende landstræner Richard Møller Nielsen blev bedt om at finde spillere fra de lavere danske rækker, som eventuelt kunne stille op for landsholdet. Det lykkedes i sidste øjeblik at få forhandlet en aftale på plads.
1995: Den skelsættende Bosman-dom falder. Den forbyder klubber at opkræve transfer efter kontraktudløb, når en spiller skifter klub på tværs af en landegrænse i EU. I 1996 brød den såkaldte mælkekrig ud mellem DBU og landsholdsspillerne. Unionen havde Arla som hovedsponsor, og i kontrakten indgik en bestemmelse om, at spillerne ikke måtte reklamere for konkurrerende produkter som eksempelvis sodavand. Bl.a. havde daværende anfører Michael Laudrup en personlig aftale med bryggeriet Faxe. Et langvarigt forhandlingsforløb resulterede i, at parterne indgik en kollektiv landsholdsaftale om kommercielle rettigheder. Aftalen indeholder tre niveauer af rettigheder: på klubniveau, rettigheder på landsholdsniveau og rettigheder i privat regi.
