Otte point og en mulighed for at hente tre af dem i Haderslev i eftermiddag skiller FC Nordsjælland fra førstepladsen i landets bedste række fra positionen som Danmarks førende fodboldklub. Der er samtidig 13 point ned til den afgørende skillelinje i Superligaen, så det skal gå ualmindelig grumme galt for holdet fra Farum, hvis det om 7 spillerunder ikke er kvalificeret til slutspillet om det danske mesterskab.
Muligheden for at vinde guldmedaljerne vil enhver fodboldspiller og klub selvfølgelig forfølge til det yderste, men siden FC Nordsjælland højst overraskende nåede det ultimative nationale mål i 2012, har den overordnede målsætning skiftet fundamental karakter. Siden Pathway Group for to år siden købte klubben og indsatte Tom Vernon som bestyrelsesformand, har det selvfølgelig været og vil altid være helt legitimt at vinde mesterskaber og trofæer undervejs, men det altafgørende og overordnede succeskriterium er ikke desto mindre helt utvetydigt at udvikle talenter og skabe overskud ved at sælge dem til fodboldforretninger på et højere internationalt niveau.




























