Dagens olympiske top-5: Rivalerne på kælk har flest medaljer af alle

Med seks medaljer i kælk er italieneren Armin Zöggeler den mest vindende i en disciplin ved olympiske lege. Shizuo Kambayashi/AP
Med seks medaljer i kælk er italieneren Armin Zöggeler den mest vindende i en disciplin ved olympiske lege. Shizuo Kambayashi/AP
Lyt til artiklen

Ved vinter-OL er det ligesom ved sommerlegene muligt for en atlet at vinde medaljer på flere forskellige distancer i for eksempel i langrend eller skiskydning.

Men så er der også specialisterne, der er gode til lige netop en særlig disciplin. De har forfinet deres færdigheder på et område, og vinder medaljer lige netop her igen og igen.

I dagens top 5 ser vi på de atleter, der har vundet flest vinterolympiske medaljer i en disciplin.

5. Sven Kramer, Holland, speedskating, 5.000 meter, 2006-2018 , 3 guld, 1 sølv

Sven Kramer er en del af den hollandske tradition i hurtigløb på skøjter og et af de største navne gennem de seneste 10 år. Årsagen er hans dominans på en særlig distance i den elegant sportsgren - 5.000 meter.

Han grundlagde sit olympiske eventyr i Torino for 12 år siden, da det blev til sølv på distancen. Men siden er den nu 31-årige frieslænder ubesejret i olympisk sammenhæng. Tre guldmedaljer på stribe er det blevet til - senest i Pyeongchang.

Her var han ikke storfavorit, men med et helt eminent løb slog han den canadiske verdensrekordholder Ted-Jan Bloemen.

4. Gillis Grafström, Sverige, kunstskøjteløb, 1920-1932, 3 guld, 1 sølv

Den svenske elegantier er fra en tid, da kunstskøjteløb startede sit olympiske liv ved sommerlegene. Det var i 1920 i Antwerpen, og her blev Grafström den første guldvinder. Svenskeren var især kendt som en mester i det obligatoriske program og som en god fortolker af den musik, han løb til. Han lagde navn til en pirouette, og fortsatte sin dominans, da sportsgrenen kom på det vinterolympiske program i 1924.

Gillis Grafström er den eneste, der har vundet tre guldmedaljer på stribe 1920-1928, og han sluttede sin olympiske karriere af med at vinde sølv i Lake Placid i 1932. Her kolliderede han ellers med en fotograf inde på isen, men blev alligevel nummer 2 i konkurrencen.

3. Claudia Pechstein, Tyskland, speedskating, 5.000 meter, 1992-2006, 3 guld, 1 sølv, 1 bronze

Det tyske fænomen optræder på mange forskellige lister på grund af sin lange og medaljetunge karriere. Således også på denne i kraft af sine fem medaljer på 5.000 meter.

Pechstein er stadig aktiv, og hun har stillede op på distancen i Pyeongchang med en 8. plads som resultat. I sin olympiske debut i 1992 vandt hun bronze på distancen, men tyskeren tog derefter tre guldmedaljer på stribe i 1994, 1998 og 2002. I Torino blev det sølv, og det er samtidig den hidtil seneste olympiske medalje til Claudia Pechstein.

2. Georg Hackl, Tyskland, kælk, 1988-2002, 3 guld, 2 sølv

Kælk har i mange år været en tysk paradedisciplin, og landets ypperste udøver i sporten er uden tvivl Georg Hackl fra Berchtesgarden.

Han debuterede med sølv ved legene i Calgary for 30 år siden, og han blev hurtigt kendt under det kærlige tilnavn den hurtige weisswurst. Dels var han fra Bayern, dels minde han om en den berømte delstats berømte pølse, når han i stram hvid trikot drønede rundt på banen.

For hurtigt gik det, når Hackl kørte kælk. Efter sølvet i Calgary vandt han guld ved de tre næste lege og føjede en sølvmedalje til samling i Salt Lake City. Tyskerens sidste OL var i Torino 2006, hvor han blev nr. 7.

1. Armin Zöggeler, Italien, kælk, 1994-2014, 2 guld, 1 sølv, 3 bronze

Italieneren havde nogle gevaldige opgør med Georg Hackl, og i 1994-1998 var det tyskeren, der trak det længste strå. Her fik Zöggeler henholdsvis bronze og sølv.

Men i 2002 i Salt Lake City fik Armin Zöggeler fra Sydtyrol skovlen under sin tyske rival og vandt guld. Italieneren gentog sin triumf fire år senere på hjemmebanen i Torino, og det blev til yderligere to bronzemedaljer i 2010 og 2014.

Målt på antallet af guldmedaljer er Georg Hackl bedst af de to, men Armin Zöggeler har totalt vundet en olympisk medalje mere end den tyske legende.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her