Sporten lever af de store øjeblikke og de store stjerner. Men den leverer så sandelig også stjernestunder, når bitre eller bare store rivaler tørner sammen.
Ligesom alle andre dele af idrættens store spektrum er rig på rivaliseringer, har de også fundet sted ved vinter-OL.
I dag kårer vi de fem største rivaler i legenes historie.
5. Brian Boitano, USA vs Brian Orser, Canada, i kunstskøjteløb
Denne duel i herrernes kunstskøjteløb i Calgary 1988 har stået lidt i skyggen af kampen mellem Katarina Witt og Debi Thomas hos kvinderne - den såkaldte kamp mellem to gange Carmen. Men rivaliseringen mellem de to gange Brian var ikke mindre hård, og den kulminerede ved legene i Canada for 30 år siden.
Boitano og Orser var de års helt store skikkelser i herrernes kunstskøjteløb. Orser havde allerede vundet olympisk sølv i Sarajevo fire år forinden, og han blev verdensmester i 1987 op til OL i Calgary. Boitano vandt verdensmesterskabet i 1986, så regnskabet skulle gøres op i Canada - hvem var bedst. De to stod helt lige inden friløbet, men i finalen virkede Orser presset af at være på hjemmebane, og i friløbet undlod han blandt andet at gennemføre en ellers planlagt triple Axel. Det udnyttede Brian Boitano, der vandt friløbet og guldet.
4. Ingemar Stenmark, Sverige vs Phil og Steve Mahre, USA, i alpint skiløb
Svenskeren er almindelig anerkendt som den største alpine skiløber gennem tiderne, men de amerikanske tvillinger Steve og Phil Mahre gav ham fra sidste i 1970'erne og nogle år frem kamp til stregen. Det helt store opgør mellem de tre stod ved de olympiske lege i Lake Placid 1980. Ligesom Stenmark var tvillingerne specialister i de tekniske discipliner, og på hjemmebane var der store forventninger til at svensken skulle have dada.
Den flegmatiske Stenmark lod sig dog påvirke af at være på udebane, og han præsterede måske bedre end nogensinde. I storslalom var svenskeren næsten et sekund hurtigere end sølvvinderen Andreas Wenzel fra Liechtenstein og knap to sekunder bedre end Hans Enn på 3. pladsen. Det var kort sagt en magtdemonstration af den dansende svensker, alt imens Phil og Steve Mahre endte som henholdsvis nr. 10 og 15.
I slalom gik det lidt bedre for familien Mahre. Stenmark kørte fortsat sit helt eget løb og vandt overlegent guld. Men Phil kunne trods en afstand på 0,5 sekunder til svenskeren glæde sig over sølvet. Steve Mahre udgik.
I 1984 i Sarajevo havde brødrene Mahre håbet på revanche, men Ingemar Stenmark blev erklæret professionel og nægtet deltagelse ved legene.
3. Apolo Ohno, USA vs Ahn Hyun Soo/Kim Dong Sung, Sydkorea, i speedskating shorttrack
Siden Sydkorea i 1992 vandt nationens første medalje ved vinter-OL, har paradedisciplinen været speedskating på den korte bane. Ved legene i Salt Lake City stod den helt store duel mellem det amerikanske hjemmebanehåb Apolo Ohno og de to sydkoreanere Ahn Hyun Soo/Kim Dong Sung. Den bitre rivalisering endte i den helt store skandale og slutfacit blev, at sydkoreanerne måtte rejse hjem uden en eneste medalje på herresiden.
De mest berømte og berygtede løb fandt sted på 1.000 og 1.500 meter. Finalen på 1.000 meter-distancen er ofte omtalt, og den endte efter et massestyrt, som blandt andet involverede Apolo Ohno og Ahn Hyun Sun med at den upåagtede australier Steven Bradbury vandt.
På 1.500 meter kom det til endnu et opgør mellem Ohno og Sydkorea - denne gang i skikkelse af Kim Dong Sung. Koreaneren førte indtil sidste omgang, hvor Apolo Ohno forsøgte at gå forbi. Amerikaneren følte sig blokeret, og efterfølgende blev Sung diskvalificeret, så guldet gik til manden på hjemmebane.
2. Norge vs Italien i langrend
I perioden 1994-2002 kæmpede Norge og Italien ved tre olympiske lege om herredømmet på den prestigefulde 4x10 kilometer lange stafet. Sjældent har opgør på løjpen været så indædt og ikke mindst tæt, som de var i Lillehammer, Nagano og Salt Lake City.
Norge og Italien delte ved alle tre lejligheder guldet og sølvet mellem sig, og den sammenlagte afstand mellem de to hold i de tre løb var 0,9 sekunder. Det lyder fuldstændig skørt, men er ikke desto mindre sandt. Ved OL i 1994 i Lillehammer chokerede Italien ved at slå Norge med store navne som Vegard Ulvang og Bjørn Dæhlie. Med et forspring på 0,4 sekunder tog Maurilio de Zolt og co. guldet, men der var revanche fire år senere i Japan. Her var de små marginaler på norsk side, og efter 40 kilometer på ski, kom guldmedaljen i hus 0,2 sekunder foran Italien.
Og minsandten om ikke den knivskarpe duel gentog sig i Salt Lake City, hvor Norge igen vandt - denne gang lød forspringet på 0,3 sekunder. I Torino i 2006 var magien desværre , for nordmændene kunne ikke følge med og endte som nr. 5 over et minut efter de italienske guldvindere.
1. Nancy Kerrigan, USA vs Tonya Harding, USA, i kunstskøjteløb
Rivaliseringen mellem de to amerikanske kunstskøjteløbere før under og efter de olympiske lege i Lillehammer 1994 er ofte beskrevet og kan den dag i dag trække overskrifter. Nancy Kerrigan blev før de amerikanske mesterskabet overfaldet og slået og knæet med en knippel, og hun måtte trække sig fra konkurrencen, der samtidig fungerede som udtagelse til OL. I stedet vandt Harding, men Kerrigan blev udtaget på forventet efterbevilling og viste sig tilliden værdig ved at vinde sølv.
Det viste sig hurtigt, at der var noget mystisk omkring overfaldet på Kerrigan, og Hardings eksmand samt bodyguard indrømmede, at de havde hyret en mand, Shane Stant, til at brække Kerrigans højre ben, så hun ikke kunne deltage ved legene i Norge. Rivaliseringen mellem de to kunstskøjteløbere havde dermed taget en uventet drejning, men på isen blev den store vinder Nancy Kerrigan, der altså vandt sølv. Tonya Harding blev nr. 8.
fortsæt med at læse
