Fodbold: Mindre end tre døgn før storkampen med mesterskabsundertoner på hjemmebane mod Atlético Madrid satte FC Barcelona uventet point til i udebaneopgøret mod Las Palmas. Barcelona måtte nøjes med 1-1 efter to scoringer på dødbolde. Lionel Messi åbnede med sit venstreben og en direkte frisparksperle i 21. minut, mens Messis argentinske landsmand, Jonathan Calleri, udlignede på straffespark kort efter pausen, inden gæsterne uden held pressede på i jagten på et forløsende sejrsmål. Med 1-1-resultatet mod det nedrykningstruede hold på Gran Canaria - ubesejrede Barcelonas sjette uafgjorte kamp i 26 ligaopgør i denne sæson - er topholdet nu kun 5 point foran Atlético, der onsdag storsejrede 4-0 på fire kasser af Antoine Griezmann.
Messi og co. viser svaghedstegn få dage før titelstriden spidser til
Lyt til artiklen