Velkommen til tirsdagens udgave af Politikens sportsdøgn. Her er de vigtigste nyheder netop nu.
Direkte sport i tv
Motorsport: Christian Lundgaard ryddede sidste år bordet i to internationale formel 4-serier. Og stortalentet har lige så meget fart på i år, hvor det gælder formel Renault. Ved sæsonens første test på Paul Ricard i Frankrig satte den 16-årige dansker hurtigste tid, og han fik dermed en god optakt til sæsonen, der starter samme sted 13. april.
Ishockey: Aalborg tog første stik i DM-semifinaleserien mod Esbjerg. Nordjyderne vandt på hjemmebane 3-1 efter at gæsterne ellers havde ført 1-0. De 3.138 tilskuere kunne dog med tilfredshed konstatere, at Martin Lefebvre (2) og Mikkel Højbjerg sikrede Aalborg sejren. Serien afgøres over maksimalt syv kampe.
Tennis: US Open-vinderen Sloane Stephens blev første kvinde i semifinalen i Miami Open. Amerikaneren slog den tidligere tyske verdensetter Angelique Kerber klart i to sæt med cifrene 6-1, 6-2. I semifinalen skal Stephens møde enten Victoria Azarenka eller Karolina Pliskova.
Fodbold: Åge Hareide har rystet posen i sin startopstilling før torsdagens møde med Chile i Aalborg. Sammenlignet med torsdagens 1-0-sejr over Panama er der fem nye spillere i startopstillingen. Danmark stiller op med følgende 11: Kasper Schmeichel - Jens Stryger Larsen, Simon Kjær, Nicolai Boilesen, Jonas Knudsen - Lasse Schöne, Thomas Delaney, Christian Eriksen - Andreas Cornelius, Nicklas Bendtner, Pione Sisto.
Fodbold: Ruslands VM-værter har haft en skidt uge og tabt to kampe med sammenlagt 1-6. Forleden blev det 0-3 til Brasilien, og tirsdag aften vandt Frankrig 3-1 i Sankt Petersborg. Kylian Mbappe (2) og Paul Pogba scorede de franske mål, mens Fjodor Smolov stod fro den russiske scoring. Umiddelbart ligner det ikke noget stort VM for Rusland.
Fodbold: Til sommer skal Island for første gang i landets historie spille med ved et VM i fodbold. Det bliver dog uden repræsentation fra det officielle Island. Landets regering har nemlig valgt at følge Englands eksempel og boykotte slutrunden i Rusland af politiske årsager efter giftangrebet i den engelske by Salisbury, der skete i begyndelsen af marts.
»Blandt de skridt, som tages af Island, er den midlertidige udsættelse af al højtstående bilateral dialog med de russiske myndigheder. Som en konsekvens heraf vil islandske ledere ikke deltage ved VM i Rusland til sommer«, skriver det islandske udenrigsministerium.
Den islandske beslutning kommer efter, at 16 EU-lande, herunder Danmark, mandag udviste en række russiske diplomater.
Den danske regering har endnu ikke meldt ud, om man vil følge det engelske og nu islandske eksempel og boykotte sommerens VM-slutrunde.
Tennis: Der er to debutanter i truppen, når det danske Davis Cup-hold møder Egypten i Europa/Afrika gruppe II i Gentofte 7.-8. april. Det er 14-årige Holger Nødskov Rune og 16-årige Sebastian Grundtvig, der supplerer de erfarne Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann. Samtidig er der comeback til Christoffer Kønigsfeldt, der senest var med på holdet i 2013 mod Rumænien.
Fodbold: Det danske U21-landshold vandt de første fire kampe i EM-kvalifikationen, men i de seneste to opgør er det gået mindre godt. Efter det seneste nederlag på udebane til Polen spillede Danmark tirsdag 2-2 ude mod Georgien. Trods det skuffende pointtab fører Danmark fortsat gruppe 3 med 13 point efter seks kampe. Kun gruppevinderen er sikker på at komme med til EM, der spilles i Italien næste år. Robert Skov og Rasmus Nissen scorede de danske mål.
Håndbold: Den ungarske storklub Veszprem griber nu til utraditionelle metoder efter en række dårlige resultater på det seneste - herunder et nederlag til Skjern i Champions League. Klubledelsen oplyser i en meddelelse på Veszprems hjemmeside, at den gage, der ligger udover grundlønnen, er suspenderet indtil afslutningen af det ungarske mesterskab. »Klubben vil træffe en endelig beslutning om emnet i henhold til holdets præstation i de kommende kampe«, hedder det blandt andet på hjemmesiden.
Fodbold: Fra den kommende sæson får holdene i de europæiske klubturneringer, Champions League og Europa League, mulighed for at foretage en fjerde indskiftning fra ottendedelsfinalen og frem til finalen, skriver Ritzau. Den ekstra substitut må dog kun bringes i spil i en eventuel forlænget spilletid, oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ifølge bureauet på sin hjemmeside. Det faste starttidspunkt for Champions League-kampe bliver også ændret til klokken 21 i stedet for det nuværende 20.45.
Fodbold: Ajax har suspenderet midtbanespilleren Amin Younes for resten af sæsonen. Younes nægtede at lade sig indskifte i en ligakamp mod Heerenveen tidligere på måneden og blev i første omgang smidt ud af førsteholdstruppen i to uger. Nu er straffen blevet forlænget til sæsonafslutningen, hvorefter Younes' kontrakt udløber.
Sejlsport: Volvo Ocean Race er blevet ramt af en ulykke på syvende afdeling af kapsejladsen. Her røg den 47-årige brite John Fisher over bord undervejs på strækningen fra Auckland i New Zealand til Itajaí i Brasilien. Ifølge arrangørerne faldt Fisher i bølgerne 2.250 kilometer fra land vest for Cape Horn i ni grader koldt vand. Efter 12 timers redningsaktion har arrangørerne og redningshold nu opgivet at finde briten i live.
»Vi er knuste over nyheden, der involverer vores besætningsmedlem John Fisher, der faldt over bord i en ulykke mandag eftermiddag lokal tid. Besætningen har kæmpet i ekstreme forhold i det sydlige Ocean, og denne tragedie er hjerteskærende« har bådens ejere udtalt.
»Besætningen gjorde alt, hvad de kunne for at finde John, hvilket omfattede en intens eftersøgning i stormende forhold. Nu, hvor vejrudsigten forværres, og natten falder på, har holdet taget den vanskelige beslutning at søge mod land 1.930 kilometer væk i Sydamerika«.
»Over en lang årrække har vi lært ’Fish’ rigtig godt at kende, og på trods af faren ved sporten, elskede han at sejle. Han er en af de mest erfarne i besætningen. Han er en dygtig og erfaren sejler, det bedste menneske og en ægte ’Scallywag’«, har Team Sun Hung yderligere udtalt.
På grund af de svære forhold var det ikke været muligt for de seks andre deltagere på båden at navigere hen mod, hvor Fisher faldt i vandet. De befinder sig i stedet mindst 320 kilometer fra stedet i modsatte vindretning, men er ifølge arrangørerne i god behold.
Fodbold: Danmark møder i aften Chile i Aalborg i den sidste venskabskamp, inden landstræner Åge Hareide udtager sin bruttotrup til VM. En kamp, der blandt andet skal bruges på at teste en taktik, som kun skal anvendes som nødløsning ved sommerens slutrunde. Hareide har forud for kampen forklaret, at landsholdet vil forsøge sig med en del lange bolde mod angriber Andreas Cornelius. Præcis som det skete i stor stil i efterårets 4-0-sejr i Parken over Polen.
'Zanka' midt i succesen: »I drømmene er der bare sol og liv, men i virkeligheden er der også gråvejr«Cykling: Verdens mest vindende professionelle cykelhold de seneste år, Quick-Step, får endnu en dansker tilknyttet. Det belgiske hold har nemlig skrevet kontrakt med U23-europamesteren i enkeltstart, Kasper Asgreen, som fra 1. april skifter fra det danske kontinentalhold Virtu Cycling.
Kasper Asgreen endte på det danske hold, efter han i første omgang troede, at han havde sikret sig en plads på et World Tour-hold i 2018-sæsonen. En aftale, som sidenhen gik i vasken. Nu får han så sin chance på Quick-Step, hvor han også bliver kollegaer med sportsdirektør Brian Holm og rutinerede Michael Mørkøv. Asgreen kommer efter planen allerede til at køre sit første World Tour-løb for Quick-Step i den kommende uge.
Ishockey: Mens der i aften bliver taget hul på semifinalerne i Metal Ligaen, er man i Frederikshavn gået på jagt efter en ny træner, efter kontrakten med Mario Simioni er blevet ophævet. Simioni vandt sidste år bronze med Frederikshavn White Hawks i sin debutsæson, men nordjyderne måtte i denne sæson se sig slået i fire kampe i slutspillet af ærkerivalerne Aalborg Pirates.
Formel 1: Var man stået tilpas tidligt op søndag til at overvære Kevin Magnussens overhaling af Max Verstappen kort efter starten på Australiens grandprix, oplevede man et særsyn. Det blev nemlig kun til fem overhalinger i direkte dueller i løbet af de 58 omgange. Formel 1's sportsdirektør, Ross Brawn, har efterfølgende anerkendt at løbet havde for få overhalinger, og Formel 1 har et stort arbejde at gøre med at få flere overhalinger ind i sine løb fremover, hvis man vil holde på sine fans.
Christiansborgs Ridebane skal være dækdepot under Formel 1Amerikansk fodbold: Siden den første kamp i London i 2007 har NFL vist større og større interesse i at komme ind på det europæiske marked. Der arbejdes sågar på en dag at placere en NFL-klub i den engelske hovedstad. Men Londons borgmester, Sadiq Khan, har flere planer end det. I et interview med mediet Talksport udtaler han, at London vil gå efter en dag at være vært for Super Bowl. London har i alt i alt været vært for 21 NFL-kampe siden 2007. I år skal tre yderligere afvikles til efteråret på Tottenhams nye udgave af White Hart Lane.




























