Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Hooligans havde planlagt aktioner mod stadion i Samara, hvor blandt andet Danmark skal spille.
Foto: Oleksandr Stashevskyi/AP

Hooligans havde planlagt aktioner mod stadion i Samara, hvor blandt andet Danmark skal spille.

Sport

Rusland afslører voldsplot mod stadion, hvor Danmark skal spille ved VM

NBA-mestrene tryller også uden Stephen Curry, og Fifa åbner sag mod Rusland for racisme.

Sport

Fodbold: De russiske myndigheder har forhindret et komplot planlagt af højreekstremistiske hooligans i forbindelse med sommerens VM-slutrunde, skriver AP. Den russiske statsanklager Yuri Chaika skriver i en rapport til parlamentet, at hooligans fra en gruppe med navnet T.O.Y.S. havde planer om at forstyrre afviklingen af kampe på Cosmos Arena i Samara. Det bliver ikke oplyst, hvordan de nævnte hooligans konkret havde tænkt sig at forstyrre VM-kampene. Stadion i Samara lægger græs til fire indledende kampe herunder Danmarks opgør mod Australien 21. juni. De russiske VM-værter spiller mod Uruguay 25. juni og derudover  to øvrige gruppekampe skal der spilles en ottendedels- og en kvartfinale i Samara.

Fodbold: Neymar ventes tidligst tilbage på træningsbanen 17. maj, oplyser den brasilianske stjerne på et pressemøde i hjemlandet. PSG-spilleren blev opereret opereret i sin højre fod og ankel i begyndelsen af marts, men han håber, at blive klar til VM i Rusland.

Håndbold: De forsvarende danske mestre fra Aalborg tog en vigtig sejr i slutspillet, da det blev 33-30 over Skjern. Dermed nåede nordjyderne på på 5 point og er på 2. pladsen i slutspilspuljen blot et enkelt efter Skjern. Martin Larsen scorede 10 gange for Aalborg, mens Anders Eggert med syv mål blev bedste skytte hos vestjyderne.

Basketball: Stevnsgades kvinder slog hjemme på Nørrebro Hørsholm 76-66 i DM-finaleserien og udlignede dermed til 1-1 i kampe. Der spilles bedst af fem kampe. Den tredje finale spilles lørdag i Hørsholm.

Fodbold: Bayern Münchens midtbaneslider Arturo Vidal er ude af spillet resten af sæsonen. Chileneren har gennemgået en knæoperation, og Vidal må derfor sidde udenfor i blandt andet Champions League-semifinalen mod Real Madrid.

Fodbold: Den tidligere landsholdsspiller Uffe Bech har vundet en appelsag, efter at han ellers i februar var blevet idømt 50 dagsbøder à 1000 euro i byretten for at have bidt en mand i armen. I stedet er danskeren blevet frikendt, da retten har vurderet, at Uffe Bech handlede i selvforsvar. Det oplyser en pressetalsmand for byretten i Hannover til Tipsbladet, skriver Ritzau.

Fodbold: Det Russiske Fodboldforbund har fået en disciplinærsag om racisme på halsen. Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) meddeler ifølge nyhedsbureauet AP, at en sag er blevet åbnet mod Rusland, der om under to måneder er vært for VM. Det sker, efter at tilskuere angiveligt kom med racistiske ytringer mod franske spillere under en landskamp mellem Rusland og Frankrig i marts. Sorte franske spillere som Paul Pogba blev angiveligt mødt med abelyde fra tilskuerpladserne under kampen i Sankt Petersborg.

Frankrigs sportsminister, Laura Flessel, krævede på Twitter handling, uden at hun dog kommenterede den konkrete kamp direkte. »Racisme hører ikke hjemme på en fodboldbane. Vi bør handle sammen på et europæisk og internationalt niveau for at stoppe den utålelige opførsel«, skrev ministeren på Twitter. Det er langt fra første gang, at der er problemer med racisme i russisk fodbold.

Fodbold: Uanset om 1. FC Köln rykker ud af Bundesligaen eller ej skal klubben have ny træner, og det bliver Markus Anfang. Den 43-årige træner har for øjeblikket stor succes i 2. Bundesliga med Holstein Kiel, der aktuelt ligger nr. 3 i rækken. Anfang afløser Stefan Ruthenbeck, der ikke får forlænget sin kontrakt.

Fodbold: Efter 8 måneders pause på grund af en korsbåndsskade er FC Københavns Erik Johansson tæt på et comeback. Den svenske midterforsvarer er med i truppen, når FCK onsdag møder AaB på hjemmebane i mesterskabsslutspillet.

Tennis: I en fremragende 2. runde-kamp ved Monte Carlo Masters mellem den unge russer Andrej Rublev og østrigske Dominic Thiem, vandt sidst nævnte tirsdag eftermiddag 5-7, 7-5, 7-5. Den 5.-seedede Thiem vaklede adskillige gange undervejs, måske fordi han ikke har spillet kamp siden Indian Wells, og han får brug for mere stabilitet i 3. runde, hvor han skal møde enten Novak Djokovic eller den unge kroat Borna Coric.

Håndbold: For første gang siden sæsonen 2003/2004 har et andet hold end Larvik vundet det norske mesterskab for kvinder. Det blev en kendsgerning, da Vipers Kristiansand slog Gjerpen 28-23 og dermed vippede Larvik af pinden.  Vipers råder blandt andet over tvillingerne Kristine Lunde-Borgersen og Katrine Lunde, der i en årrække var ledende skikkelser på det norske landshold.

Tennis: Danmarks kvindelige landshold bestående af Karen Barritza, Emilie Francati, Clara Tauson og Maria Jespersen trak Egypten og Grækenland i den indledende pulje ved årets Fed Cup-turnering. Grækerne har hjemmebane, når Tatoi Club i Athen lægger grus til kampene i Europe/Africa Zone Group II, der er det fjerdehøjeste landsholdsniveau.  Det danske hold spiller sin første kamp onsdag mod Egypten. Fredag gælder det så Grækenland. Mens Grækenland og Egypten mødes torsdag.

Idrætspolitik: Danmarks Idrætsforbund (DIF)  sætter i den kommende tid fokus på at fastholde teenagepigerne i idræts- og foreningslivet ved blandt andet at lancere en ny pulje, hvorfra foreninger kan søge om økonomisk hjælp til at afholde camps for piger. Teenagepigerne  er en svær gruppe at fastholde i den organiserede idræt, skriver DIF i en pressemeddelelse. Mange specialforbund oplever et frafald af piger – specielt når de begynder på ungdomsuddannelserne, og medlemstallene i DIF understreger da også, at der stadig er langt flere teenagedrenge end piger, som dyrker foreningsidræt.

DIF sætter nu spot på teenageudfordringen blandt piger via en kampagne på de sociale medier, bogudgivelsen ’Gode idrætsmiljøer for piger’ samt et samarbejde med Always med henblik på at udbyde pigecamps for unge piger i foreningslivet.
»Målsætningen er at skabe bedre idrætsmiljøer, således at pigerne ikke opgiver idrætten og foreningslivet«, siger DIF-konsulent på børne- og ungeområdet Helle Carlsen i pressemeddelelsen.

Motorsport: Den hollandske racerkører Max Verstappen (Red Bull) kørte søndag Sebastian Vettel (Ferrari) af banen i forbindelse med en overhaling i weekendens formel 1-grandprix i Shanghai. Tirsdag får den 20-årige hollænder kritik af sin far, Johannes Verstappen, der selv har begået sig i formel 1 1994-2003. Faren mener ikke, at der var plads til at lave en overhaling. »Det var ikke muligt. Han tog den forkerte beslutning. I den slags situationer er han nødt til at tænke sig bedre om«, siger Johannes Verstappen til den hollandske tv-station Ziggo.

Generelt er Max Verstappen kendt for at gøre aggressivt og indimellem over grænsen. »Det er ikke sådan, at jeg ønsker, at han ændrer stil. Han overhalede to biler i forbindelse med starten på løbet. Det gjorde han perfekt. Det er den slags, vi ønsker at se. Men vi ønsker ikke at se sådan noget«, siger faren om den hasarderede overhaling af Vettel i Shanghai.

Ishockey: Odense Bulldogs skal have ny træner efter en skuffende sæson i Metal Ligaen i ishockey. Klubben oplyser i en pressemeddelelse, at Mikael Gath stopper i klubben efter et halvt år. Odense Bulldogs formåede ikke at spille sig frem til kvartfinalerne i denne sæson.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Toronto Maple Leafs-målmand Frederik Andersen bliver ved med at imponere i NHL, og denne gang blev det til en redningsprocent på over 95 for danskeren i en 4-2-sejr over Boston Bruins.
Foto: Nathan Denette/AP

Toronto Maple Leafs-målmand Frederik Andersen bliver ved med at imponere i NHL, og denne gang blev det til en redningsprocent på over 95 for danskeren i en 4-2-sejr over Boston Bruins.

Ishockey: Den danske målmand Frederik Andersen imponerede alt og alle, da han sammen med Toronto Maple Leafs natten til tirsdag dansk tid vandt med 4-2 over Boston Bruins i NHL-slutspillet. Den 28-årige dansker reddede 40 skud og endte med en imponerende redningsprocent på 95,2. Det var nok til at sikre prisen som kampens bedste spiller. Og det var altså også nok til at sikre en tiltrængt sejr på hjemmebanen i Toronto. Sejren betyder, at Toronto reducerer til 1-2 i kampe i slutspilsserien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Badminton: Viktor Axelsen er helt skadefri og klar til at gå på banen ved EM i Huelva, der begynder i næste uge. Den danske verdensmester i single har dog svært ved at gennemskue, hvad han skal forvente sig af turneringen. »Det er svært at sige, hvor jeg ligger henne niveaumæssigt, da jeg ikke har spillet særlig mange kampe. Heller ikke til træning. Men jeg har en forventning om, at jeg nok skal have et fornuftigt niveau. Jeg vil ind og nyde, at jeg er tilbage, og forhåbentlig kan jeg bruge EM til at finde tilbage til mit niveau«, siger Viktor Axelsen til TV2 Sport.

Den 24-årige dansker blev i februar opereret i sin ene fod. I sidste måned stillede han derfor ikke op ved All England i Birmingham. Axelsen vandt EM i 2016, mens han ved sidste års EM hentede bronze. EM bliver spillet 24.-29. april.

Fodbold: Når Danmark 21. juni møder Australien ved VM i fodbold i Rusland, står hollænderen Bert van Marwijk i spidsen for det australske hold. Men under andre omstændigheder kunne træneren for Australien måske have været Morten Olsen, Danmarks landstræner fra 2000 til 2015. Den 68-årige dansker fortæller ifølge TV2's hjemmeside, at Det Australske Fodboldforbund kontaktede ham, da forbundet var på udkig efter en landstræner. »Det var som landstræner. Jeg blev bedt om at komme til samtale og vidste, at der var to trænere. Men jeg sagde nej. Det ville jeg ikke. Det havde været spændende for medierne, men nej, nej«, siger Morten Olsen.

Kritikken falder med jævne mellemrum ned over José Mourinho, men Manchester Uniteds manager er begyndt at sende den videre i systemet i retning af sine spillere.
Foto: Matt Dunham/AP

Kritikken falder med jævne mellemrum ned over José Mourinho, men Manchester Uniteds manager er begyndt at sende den videre i systemet i retning af sine spillere.

Fodbold: Efter Manchester Uniteds overraskende hjemmebanenederlag til West Bromwich Albion søndag, hvilket sikrede lokalrivalen Manchester City den engelske titel, er United-manager José Mourinho ikke i sit bedste humør. »Spillernes præstationer er den eneste måde, jeg kan vælge mit hold på. Nogle af spillerne mod WBA har ikke en plads på holdet til semifinalen på Wembley«, siger portugiseren på et pressemøde. Han henviser til lørdagens FA Cup-semifinale mod Tottenham, men inden da skal United onsdag aften spille ligakamp i Bournemouth.

Basketball: Golden State Warriors er godt på vej videre fra første runde af NBA-slutspillet. De regerende mestre måtte dog kæmpe noget hårdere end i den første kamp mod San Antonio Spurs, inden det tidligt tirsdag morgen dansk tid blev til en sejr på 116-101 hjemme i Oracle Arena i Oakland. San Antonios LaMarcus Aldridge scorede 34 point og lavede 12 rebounds. For Golden State var Kevin Durant topscorer med 32 point. Mestrene var lige som i den første slutspilskamp mellem holdene uden den skadede superstjerne Stephen Curry. I nattens anden kamp i NBA-slutspillet vandt Miami Heat 113-103 ude over Philadelphia 76ers, så Miami fik udlignet til 1-1 i kampe.

Topscorerne fra nattens kamp mellem San Antonio Spurs og mesterholdet Golden State Warriors, LaMarcus Aldridge (th.) og Kevin Durant, i kamp om bolden.
Foto: Ben Margot/AP

Topscorerne fra nattens kamp mellem San Antonio Spurs og mesterholdet Golden State Warriors, LaMarcus Aldridge (th.) og Kevin Durant, i kamp om bolden.

Fodbold: Mandag aftens sene kamp i Premier League blev spillet i London mellem West Ham og Stoke, og med resultatet 1-1 ser det stadig sort ud for Stoke under nedrykningsstregen. Med 28 point er der fem op til Swansea over stregen, mens der er syv op til West Ham. Efter pausen var det to indskiftere, der stod for målene på Laondon Stadium. Først veteranen Peter Crouch for Stoke og i sidste minut Andy Carroll for hjemmeholdet.  I aften spiller Brighton hjemme mod Tottenham med Christian Eriksen.

  • Bundstilling, Premier League:
  • 14. West Ham 33 kampe/35 point
  • 15. Huddersfield 33/35
  • 16. Crystal Palace 34/34
  • 17. Swansea 33/33
  • 18. Southampton 33/28
  • 19. Stoke City 34/28
  • 20. West Bromwich 34/24

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mainz 05's Pablo de Blasis scorer fra straffepletten, da spillerne var hentet tilbage på banen mandag aften.
Foto: Arne Dedert/AP

Mainz 05's Pablo de Blasis scorer fra straffepletten, da spillerne var hentet tilbage på banen mandag aften.

Fodbold: Spillerne havde forladt banen efter første halvleg, men de blev kaldt tilbage af dommeren, så der kunne sparkes et straffespark. Den noget atypiske handling udspillede sig i opgøret i Bundesligaen mandag aften, da Mainz hjemme besejrede Freiburg 2-0 på to scoringer af Pablo De Blassis. Målet til 1-0 var et sjældent syn, da første halvleg var fløjtet af, og spillerne havde forladt banen. Pludselig blev de kaldt tilbage, da VAR-systemet (Video Assistant Referee) havde talt.

Videosystemet er brugt i denne sæson i den bedste tyske række til stor debat, og det var således også i brug i opgøret i Mainz. Her opdagede videodommeren så, at bolden i første halvleg var blevet rørt med hånden af en Freiburg-spiller i eget felt. Resultatet gjorde, at Mainz og Freiburg byttede plads i bunden af rækken, hvor begge hold har 30 point. Dermed ligger Freiburg nu på nedrykningspladsen foran Hamburger SV og FC Köln, mens Mainz er lige over stregen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce