Fodbold: FC Barcelona har i den seneste halvsæson udlejet Arda Turan til Istanbul Basaksehir i hans hjemland, men midtbanespilleren kommer ikke til at spille foreløbig. Efter at have skubbet til en linjedommer i forbindelse med en udvisning i en kamp mod Sivasspor i sidste uge er Arda Turan blevet idømt 16 spilledages karantæne: 10 dage for at skubbe til linjedommeren, 3 dage for at fornærme ham og 3 dage for at true ham. Det er tale om den længste karantæne, der er givet i tyrkisk klubfodbold.
Golf: Lucas Bjerregaard deler føringen med englænderen Ryan Evans efter første runde af European Tour-turneringen Sicilian Open. Danskeren, der blev nummer 6 for to uger siden efter at have misset cuttet i fire gange i træk, gik med syv birdies og en bogey en runde i 65 slag tidligt på dagen, inden det var begyndt at blæse op, mens englænderen lavede en eagle og fire birdies. Jeff Winther og Thomas Bjørn brugte begge 71 slag, Søren Kjeldsen kom rundt i 73 slag og Thorbjørn Olesen brugte 74.
Fodbold: Djurgården vandt for første gang i 13 år den svenske pokalfinale. Det skete en sejr på 3-0 over Malmö FF, der havde Lasse Nielsen og Søren Rieks i startopstillingen. Kampen blev afbrudt efter 86 minutter, da der udbrød uroligheder blandt Malmö FF's fans, men kampen blev genoptaget og færdigspillet.
Fodbold: 32-årigeWayne Rooney er ifølge BBC enig med DC United om at skifte til MLS-klubben efter denne sæson.
Ishockey: Efter sejren på 3-2 har TV 2 besluttet at rykke Danmarks VM-kamp mod Norge fredag eftermiddag fra TV 2 Sport til hovedkanalen TV 2. Det skriver stationens ishockeykommentator Jimmy Bøjgaard på twitter. Kampen i Boxen i Herning starter kl 16.15, og ifølge Bøjgaard Nyhederne kl. 17 og kl. 18 samt Go' Aften Danmark på bekostning af det nordiske brag.
Håndbold: De regerende danske mestre fra Aalborg tabte det første opgør i DM-semifinalen til BSV Bjerringbro-Silkeborg, der hjemme vandt komfortabelt 28-20. Jacob Lassen var med 9 mål bedste skytte hos hjemmeholdet. Der spilles bedst af tre kampe, og næste opgør, hvor BSV kan nøjes med uafgjort, spilles søndag i Aalborg.
I den anden semifinale vandt GOG på udebane 31-28 over Skjern. Dermed tog fynboerne et stort skridt mod DM-finalen, som holdet senest vandt i sæsonen 2006-2207.
Tennis: Kvartfinalen i grusturneringen i Madrid blev endestationen for verdensranglisten nr. 1, Simona Halep. Rumæneren tabte i to sæt med cifrene 6-4 og 6-3 til den formstærke Karolina Pliskova. Tjekken, der er nr. 6 på verdensranglisten, vandt senest den store grusturnering i Stuttgart. Trods nederlaget vil Halep fortsat være nr. 1 i verden, når ranglisten bliver opdateret på mandag.
Cykling: Chris Anker Sørensen har brækket kravebenet i et styrt på 1. etape af løbet Fleche du Sud i Luxembourg. Det skriver den 33-årige rytters hold, Riwal, på Facebook.
Håndbold: Fire unge danske spillere er med i kampen om at blive sæsonens bedste unge spillere på hver deres position. Kristina Jørgensen (Viborg) er nomineret i kategorien venstre back, Mette Tranborg (Odense) på højre back, Lærke Nolsøe (NFH) på højre fløj og endelig er Atthea Reinhardt med i afstemningen på målvogterpladsen. Det er Handball-planet.com, der for femte år i træk står for kåringen.
Håndbold: Japan har fået et wildcard til herre-VM i Danmark og Tyskland næste år. Det meddeler Det Internationale Håndboldforbund på sin hjemmeside. Dermed er 12 af de 24 deltagende nationer klar til slutrunden.
Fodbold: Den danske målmand Jonas Lössl leverede en storkamp, da Huddersfield onsdag aften sikrede sig endnu en sæson i Premier League. Med flere gode redninger - inklusive en fornem refleksredning på et hovedstød fra landsmanden Andreas Christensen i slutningen af opgøret - spillede han en afgørende rolle, da oprykkerne fik 1-1 ude mod Chelsea og dermed endegyldigt sikrede sig overlevelse. »Det er en overvældende følelse lige nu. Det er det her, vi har kæmpet for hele sæson. De seneste to uger har været op og ned, men at vi slutter sådan her mod de her hold, det er utroligt«, siger Lössl til Sky Sports, der kårede danskeren til kampens spiller.
Direkte sport i tv
TV 2
14.10 Håndbold: BSV-Aalborg (m)
16.10 Håndbold: Skjern-GOG (m)
TV 2 Sport
12.00 Tennis: Mutua Madrid Open (k)
16.15 Ishockey: VM-USA-Letland
20.15 Ishockey: VM-Norge-Canada
TV3+
17.00 Fodbold: Brøndby-Silkeborg
TV3 Sport
12.00 Tennis: Mutua Madrid Open (m)
19.00 Håndbold: Rhein-Neckar Löwen- Magdeburg (m)
20.45 Dart: Premier League
TV3 Max
19.00 Håndbold: Kiel-Flensburg (m)
6’eren
20.45 Fodbold: West Ham-Man. United
Eurosport 1
13.15 Cykling: Giro d’Italia
Håndbold: Landsholdsfløjen Casper U. Mortensen skifter fra Bundesligaen til storklubben FC Barcelona. Skiftet har været ventet i længere tid, og nu bekræfter hovedpersonen det selv på twitter. Casper U. Mortensen har spillet for en række danske klubber inden han skrev kontrakt med Hamburger SV i 2015. Da den tyske klub gik konkurs i starten af 2016 skiftede fløjen til Hannover-Burgdorf. Han er aktuelt topscorer i Bundesligaen.
Basketball: Alle semifinalister er nu fundet i verdens bedste basketball-liga, NBA. Det står klart, efter at Boston Celtics natten til torsdag dansk tid spillede sig videre i slutspillet med en tæt 114-112-sejr over Philadelphia 76ers. Dermed er det traditionsrige Boston-mandskab klar til Eastern Conference-finalen, hvor Cleveland Cavaliers med stjernen LeBron James for anden sæson i træk venter. Konferencefinalen svarer til NBA-semifinalen. De øvrige semifinalister er Houston Rockets og Golden State Warriors, der mødes i Western Conference-finalen.
Skydning: Frederik Larsen sluttede som nr. 14 i 10 m pistol ved World Cup-stævnet i Fort Benning, USA. Den 22-årige danske skytte var med blandt de otte bedste, som skulle i finalen, efter tre serier, men han formåede ikke at bevare den placering i sit blot 3. World Cup-stævne. Wu Jiayu og Wang Meng Yi fra Kina tog henholdsvis gulv og sølv. Bronzen gik til spanske Pablo Carrera.
fortsæt med at læse




























