Direkte sport i tv
Fodbold: Pierre-Emile Højbjerg fik en uheldig hovedrolle, da hans klub Southampton på hjemmebane tabte 1-2 til Leicester. Den danske midtbanespiller fik i 1. halvlegs 26. minut det gule kort, og da han 13 minutter før slutfløjtet igen pådrog sig dommerens opmærksomhed for at filme var det lige med rødt kort efter to advarsler. På det tidspunkt var stillingen 1-1. men i kampens sidste minut scorede den engelske landsholdsspiller Harry Maguire sejrsmålet for Leicester, der havde Kasper Schmeichel på mål. Southampton havde Jannik Vestergaard med i midterforsvaret hele kampen.
Fodbold: Huddersfield med Mathias 'Zanka' Jørgensen og Philip Billing på banen fra start fik sæsonens første point i Premier League, da holdet hjemme spillede 0-0 mod Cardiff. Udeholdet havde Kenneth Zohore med i de første 59 minutter, og i kampens 13. minut kom en 4. dansker i skikkelse af Huddersfield-målmanden Jonas Lössl på banen. Han afløste en skader Ben Hamer.
Kajak: Den danske firerkajak med Pernille Knudsen, Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch og Bolette Nyvang Iversen roede sig overraskende direkte i finalen ved VM i Portugal. Efter de 500 meter sluttede den danske kvartet i et tæt heat som nr. 3, og det gav direkte adgang til finalen søndag.
Golf: Jeff Winther måtte efter en runde i 75 slag - tre over par - se sine muligheder for en topplacering i Czech Masters i Prag smuldre. Danskeren var efter de to første runder samlet nr. 2, men med fem bogeys og to birdies på 3. runde røg han ned på 25. pladsen. Bedste dansker i turneringen er nu Lucas Bjerregaard på 16. pladsen. Bjerregaard gik 3. runde i fem slag under par. Han er otte slag fra 1. pladsen.
Fodbold: Manchester City satte for første gang i den endnu unge sæson point til i Premier League, da det på udebane blev 1-1 mod Wolverhampton Wanderers. City kom endda bagud, da hjemmeholdets Willy Boly scorede til 1-0 efter 12 minutter i 2. halvleg. Aymeric Laporte udlignede til slutresultatet 12 minutter senere.
Wolves havde flere store chancer og fik i 1. halvleg et mål underkendt på grund af offside. City har nu 7 point, mens oprykkerne fra Wolverhampton har to.
Fodbold: Frederik Rønnow holdt målet rent, da han debuterede i den tyske bundesliga for Eintracht Frankfurt. Pokalvinderne vandt 2-0 på udebane over Freiburg og fik dermed taget revanche for nederlaget til Bayern München i Super Cuppen samt nederlaget i 1. runde af denne sæsons pokalturnering. Begge oprykkere til Bundesligaen, Fortuna Düsseldorf og FC Nürnberg, tabte i 1. spillerunde. Düsseldorf hjemme 1-2 til Augsburg og Nürnberg ude 1-0 til Hertha Berlin.
Kajak: Med en 2. plads i det indledende heat efter slovakken Ivana Mladkova Emma Aastrand Jørgensen sikkert videre til søndagens semifinale i 200 meter enerkajak ved VM i Portugal.
Tennis: I sine to seneste turneringer har Caroline Wozniacki blandt andet på grund af skader blot spillet halvanden kamp, men den danske stjerne melder sig nu 100 procent klar til årets sidste Grand Slam-turnering, US Open.
»Det var helt sikkert mere foruroligende på det tidspunkt. Jeg har det godt nu. Jeg har spillet dueller og sæt og alt muligt i de seneste dag, og det føles godt. Jeg er glad for de fremskridt. Ja, jeg er på 100 procent nu«, siger Wozniacki til WTA's hjemmeside.
Danskeren, der i januar vandt Australian Open og to gange har været i US Open-finalen, møder i 1. runde 34-årige Samantha Stosur.
Kajak: René Holten Poulsen fik langtfra den VM-finale i den olympiske 1.000 meter enerkajak, han havde ønsket sig. Den tidligere verdensmester var kommet i VM-finalen i bedste tid, men en kikset start, hvor han nærmest sad fast i vandet, kostede alle muligheder for en topplacering. Før René Holten Poulsen fandt sin rytme, var resten af feltet stukket af med flere længder, og danskeren endte i lighed med VM sidste år på en 8. plads.
Hjemmebanehåbet og storfavoritten, Fernando Pimenta fra Portugal, vandt VM-guld fra spids, tyske Max Rendschmidt fik sølv og tjekken Josef Dostal bronze.
Håndbold: Efter tre år i Magdeburg vender den tidligere landsholdsspiller Mads Christiansen efter denne sæson tilbage til dansk håndbold. Den 32-årige højreback har skrevet en tre år lang kontrakt med Aalborg. Mads Christiansen var for to år siden med til at vinde olympisk guld i Rio de Janeiro, men stoppede efterfølgende på det danske landshold.
Vægtløftning: Iraneren Sohrab Moradi knækkede ved det asiatiske lege i Jakarta en næsten 20 år gammel verdensrekord, da han i 94 kg klassen løftede 189 kg i disciplinen træk. Grækeren Akakios Kakiasvilis løftede i 1999 188 kg. Sohrab Moradi vandt olympisk guld for to år siden i Rio de Janeiro efter at havde afsonet en toårig dopingkarantæne fra 2013-2015.
Tennis: Finalen i Connecticut Open bliver et opgør mellem hviderusseren Aryna Sabalenka og spanske Carla Suárez Navarro. Sabalenka nåede sin tredje WTA-finale i år ved at besejre Julie Görges fra Tyskland, der er nr. 9 på verdensranglisten. Sejren var i to sæt med cifrene 6-4, 7-6. Carla Suárez Navarro var kun på banen i 34 minutter i sin semifinale mod Monica Puig. Så måtte den olympiske mester opgive med en skade ved stillingen 4-4 i 1. sæt.
Fodbold: Monarcas Morelia fra Mexico har købt AaB-angriberen Edison Flores. Det skriver klubben på sin hjemmeside. Flores var med på Perus hold ved VM i Rusland, men har ikke været den store succes i den nordjyske klub. AaB har ikke bekræftet salget af 24-årige Flores.
Cykling: Javier Otxoa døde fredag efter en længere sygdomsperiode, skriver spanske medier ifølge Ritzau. Han blev 43 år gammel. Otxoa kørte fra 1997 til 2001 for det nu hedengangne Kelme-hold. Karrierens største triumf kom i 2000, da han vandt en bjergetape i Tour de France foran Lance Armstrong. I 2001 blev han under en træningstur med sin bror ramt af en bil. Ulykken resulterede i brorens død, og Javier Otxoa endte en måned i koma og måtte stoppe sin professionelle karriere på grund af sine skader. Senere vandt han tre guldmedaljer i cykling ved de paralympiske lege i 2004 og 2008.
fortsæt med at læse




























