Det startede lige efter slutfløjtet på en vigtig kamp, som deres hold rent faktisk havde vundet.
Alligevel valgte en gruppe af de op mod 2.000 Slavia Prag-fans i Parken at storme hegnet bag mål for at komme ned i banehøjde og tiljuble deres klubs spillere.
Et træk, som Parkens sikkerhedsvagter ikke ville lade dem foretage.
Derfor begyndte cirka 100 af tjekkerne at slå løs på sikkerhedsvagterne. Flere af Slavia Prag-tilhængerne var iført maskeringshætte. I et lille minut lykkedes det for den gruppe at bryde hegnet, hvorefter Parkens sikkerhedsfolk trak sig tilbage.
Herefter kom omkring 20 kampklædte politifolk ned til endetribunen, som måtte bruge knipler for at skabe orden.
Det gav mulighed for Andreas Bjelland til at svare på nogle spørgsmål, inden interviewet blev afbrudt, og han måtte trække ind i spillertunnellen, da sikkerhedsvagterne stormede igennem mixed zone for at nå ud på stierne bag Parken med retning mod Gunnar Nu Hansens Plads.
Her blev sikkerhedsfolk uden politihjælp nødt til selv at tvinge flere voldelige, tjekkiske hooligans ned på græsset. Andre steder på stierne gik nogle tjekkere til angreb på sikkerhedsvagter, hvis de ikke befandt sig i større grupper. Minimum en af Parkens sikkerhedsfolk blev slået med en knytnæve og blødte fra hovedet, mens han blev hjulpet væk.
Få meter derfra spurgte en sikkerhedsvagt en anden »Hvor fanden er politiet?«. Der var der ikke noget svar på de næste små 10 minutter, hvor Parkens sikkerhedsvagter førte minimum tre tjekkiske hooligans ind bag Parkens mure igen og væk fra urolighederne. I skrivende stund har urolighederne ført til minimum seks anholdelser.
Adspurgt forklarede en af de medrejsende fankoordinatorer fra Prag, at der ikke var noget egentlig motiv bag optøjerne.
»Der er desværre bare tale om hooligans. Det sker ofte, når Slavia Prag er på udebane. Så vidt jeg ved, havde det ikke noget med FCK eller deres fans at gøre«.
Efter cirka et kvarters uroligheder uden for Parken fik Københavns Politi sendt mere mandskab ned mod alle Slavia Prag-fans og sendt de ikke tilbageholdte væk fra stadion.
Og så til det rent sportslige på en aften, hvor FCK måtte sande, at man nu er to point efter netop Slavia Prag på andenpladsen i Europa Leagues gruppe C.
»Det bliver svært nu at gå videre, fordi Bordeaux ikke ser ud til at tage så mange point. Derfor skal vi i hvert fald ikke tabe den næste kamp i Prag og måske endda vinde de to næste kampe. Vi er lidt mere presset nu, men sådan er det. Vi kunne have tabt alle de tre kampe indtil nu, vi kunne have spillet uafgjort, og vi kunne have vundet«, sagde Ståle Solbakken efter kampen.
Han var generelt tilfreds med sit holds præstation på trods af 0-1-resultatet.
»Det er en kamp, som kan gå begge veje. De scorer på deres første rigtige chance, og så er vi hverken dygtige eller heldige nok til at komme tilbage. De står godt på banen og forsvarer straffesparksfeltet godt«, sagde han.
fortsæt med at læse




























