Offensiven svigtede FCK i nøglekamp om at få et europæisk forår

Jens Dresling/POLFOTO
Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det var ikke lige planen. Efter flotte indsatser og fire point mod henholdsvis FC Zenit og Bordeaux tabte FC København klubbens tredje gruppekamp i dette års Europa League med 0-1 til Slavia Prag.

Et hold, der lignede gruppens svageste, men nu ligger to point foran FCK.

Nederlaget til FCK var klubbens første på hjemmebane i et europæisk gruppespil de seneste fire år. Det efter en aften, hvor defensiven lavede en fejl, der førte til scoring, og den københavnske offensiv hverken fik ramt målet en eneste gang eller havde europæisk niveau på dagen.

FC København måtte undvære den normale anfører Carlos Zeca. Det efter en noget opsigtvækkende episode i den seneste Europa League-kamp på udebane mod franske Bordeaux.

I sekunderne efter Robert Skovs afgørende 1-2-scoring i overtiden løb Zeca med holdkammeraterne ud til fansene for at fejre målet. Midt i glæden valgte Zeca dog også at kravle et par skridt op i hegnet foran de jublende FCK-tilhængere. Det fik han sit andet gule kort i kampen for og skulle derfor se opgøret mod Slavia Prag fra en af Parkens tribuner.

En situation, som FCK-fansene protesterede over med et hvidt banner, inden kampen blev fløjtet op.

»Celebrating a goal with your fans should never get you ejected. Passion and emotions should always be respected«. Fejring af en scoring bør aldrig få dig vist ud. Passion og følelser bør altid respekteres.

Med Zeca ude overtog slovakiske Jan Gregus pladsen inde centralt på banen ved siden af Rasmus Falk.

Det var dog ikke den eneste ændring i forhold til det, der bliver anset som Ståle Solbakkens stærkeste opstilling. Pierre Bengtsson startede nemlig på venstre back i stedet for Nicolai Boilesen, mens svenskeren med det utroligt lange navn, Sotirios Papagiannopoulos, udgjorde midterforsvaret ved siden af Andreas Bjelland i stedet for Denis Vavro. I målet fik Stephan Andersen europæisk genvalg efter sin flotte, flotte præstation mod Bordeaux.

Og hvad kom der så ud af det hele?

Ikke det helt store målt på antal åbne chancer, men endnu en af de præstationer, som kendetegner FCK, når klubben spiller europæisk fodbold. Hårdt arbejde i duellerne og en solid defensiv. Derfor kunne DR Sportens Andreas Kraul med god grund for Gud ved hvilken gang pege selvtilfreds op på måltavlen efter 30 minutter, da hans spiltip om ingen mål i løbet af den første halve time af en europæisk FCK-kamp atter viste sig at blive virkelighed.

Generelt formåede FC København dog både at holde Slavia Prag fra åbne muligheder og samtidig have bolden mest. Det førte bare ikke til et eneste skud inden for målrammen af hjemmeholdet i første halvleg, hvor Dame N’Doyes hovedstød og et langskudsforsøg fra Jan Gregus var de bedste muligheder.

Derfor blev det højeste brag i de første 45 minutter af den bogstavelige slags, da en af de godt 2.000 tjekkiske fans tændte et kanonslag.

Mål og jubel kom der allerede 60 sekunder efter pausen. Mens stort set alle i Parken havde fokus rettet mod endnu en FCK-protest på den ene endetribune, der krævede fairplay for alle klubber i Europa, scorede Slavia Prag. Det ganske uventet set ud fra kampens hidtidige billede.

Tjekkerne formåede trods det at bryde igennem den venstre del af FCK’s forsvarslinje og slå et fladt indlæg ind i feltet, som Jan Matousek sparkede ind bag Stephan Andersen.

Den udvikling satte set i lyset af de manglende chancer FCK på lidt af en opgave med at få scoret, hvis man ikke skulle lide det første nederlag på hjemmebane i et europæisk gruppespil siden 2014. Her tabte man i Europa League både til Club Brügge og Torino.

I gruppens anden kamp vandt Zenit over Bordeaux med 2-1.

Søren Lissner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her