Italiensk verdensmester skal to år i fængsel

Det første af sine seks mål på landsholdet scorede Vincenzo Iaquinta mod Ghana under VM-slutrunden i 2006, hvor Italien vandt over Frankrig i en finale med Iaquinta som indskiftet efter en time. Anja Niedringhaus/AP
Det første af sine seks mål på landsholdet scorede Vincenzo Iaquinta mod Ghana under VM-slutrunden i 2006, hvor Italien vandt over Frankrig i en finale med Iaquinta som indskiftet efter en time. Anja Niedringhaus/AP
Lyt til artiklen

Fodbold: 12 år efter at være blevet verdensmester med Italien skal Vincenzo Iaquinta i fængsel. Den 38-årige angriber med 40 landskampe i sin tid i Udinese og Juventus blev som del af en større retssag rettet mod mafiaen i Norditalien idømt 2 års fængsel for våbenbesiddelse og tilknytning til mafiaen. Anklagemyndigheden havde krævet 6 års fængsel. Vincenzo Iaquintas far blev idømt 19 års fængsel ved retssagen i Reggio Emilia, der havde tiltrukket et kolossalt opbud af sikkershedvagter.

Tennis: En skadet mavemuskel koster Rafael Nadal førstepladsen på verdensranglisten. Spanieren har meldt fra til kampen mod landsmanden Fernando Verdasco i 2. runde af Paris Masters, og dermed overtages førstepladsen af Novak Djokovic, der spillede sig videre fra 2. runde ved at besejre Joao Sousa. Serberen er dermed tilbage som verdensetter efter i sommer at have været nede som nummer 21 på ranglisten.

Håndbold: Mesterklubben København vandt for sjette kamp i træk, da det i Frederiksberghallen- med 11 forskellige målscorere - blev 31-27 over Nykøbing-Falster.

Fodbold: Lionel Messi er tilbage på træningsbanen 11 dage efter Barcelonaspilleren brækkede en knogle i den ene arm. Messi vil dog fortsat ikke være i betragtning til at spille hverken pokalkampen i aften mod Leonesa eller lørdagens ligakamp ude mod Rayo Vallecano.

Fodbold: Den nye Real Madrid-træner Santiago Solari siger, at det er en mentalt smadret trup, han har overtaget. »Jeg har mødt en gruppe spillere, der er i smerte«, siger den 42-årige argentiner ifølge Ritzau. »Men de er ivrige efter at vende tingene rundt«, lød det fra Solari efter sin første træning tirsdag.

Tennis: Første test af samarbejdet mellem den bulgarske profil Grigor Dimitrov og den amerikanske legende Andre Agassi er bestået. Dimitrov vandt onsdag sin 2. runde-kamp ved Paris Masters 7-6 (12/10), 6-4 over spanske Roberto Bautista Agut. I næste runde stiger kravene til Dimitrov, for her venter den 5.-seedede kroat Marin Cilic.

Kontroversiel præsident har et storforbrug af trænere og stjernespillere Fortørnet Michael Laudrup kalder Real-rygte for »pure opspind«

Fodbold: FC København har tabt samtlige fire opgør mod mesterholdet FC Midtjylland i Superligaen i 2018. Torsdag mødes ligaens to tophold så i DBU Pokalens ottendedelsfinaler. FCK’s midtbanespiller Nicolaj Thomsen forsøger at glemme årets tidligere kampe mod FCM. »Vi skal ikke tænke så meget på de seneste kampe mod dem. For os handler det om, at vi skal bygge videre på den form, vi er i lige nu«, siger Nicolaj Thomsen til klubbens hjemmeside. Der er kickoff torsdag kl. 19.30 i Herning.

Fodbold: Den 47-årtige svensk-bosnier Azrudin Valentic er ny cheftræner i 1. divisionsklubben Fremad Amager, der tirsdag efter gensidig aftale stoppede samarbejdet med Jan Michaelsen. Azrudin Valentic blev i maj fyret i den svenske Allsvenskan-klub Dalkurd.

Fodbold: Der er danskermøde i nordamerikas MLS-liga, når DC United natten til fredag har hjemmebane i en vind eller forsvind-kamp i slutspillet mod Columbus Crew. I DC-målet står David Ousted og hos Colombus er den 24-årige dansk-amerikaner Niko Hansen brandvarm efter han leverede oplægget til det mål, der i søndags sikrede Ohio-holdet plads i slutspillet. Mens 33-årige David Ousted har en lang superligakarriere bag sig, er Niko Hansen er ubeskrevet blad i Danmark. Kantspilleren, der er født i Randers, flyttede til USA som barn og via New Mexico Lobos fra University of New Mexico kom han til MLS i 2017. 3 mål og 3 assist er det blevet til i denne sæson for Columbus Crew. Niko Hansen har aldrig repræsenteret Danmark på landsholdsplan, men blev for et par år siden udtaget til en træningssamling med det amerikanske U23-hold.

Gymnastik: Ikonet Simone Biles vandt karrierens 11. VM-guldmedalje, da hun tirsdag aften med sine amerikanske kammerater sejrede i holdkonkurrencen i Doha i Qatar foran Rusland og Kina. Torsdag, fredag og lørdag går den 21-årige texaner på jagt efter mere guld i de individuelle konkurrencer, hvor hun er favorit i samtlige discipliner.

Fodbold: Rosenborg har lagt en stram plan for Nicklas Bendtner, der skal møde i retten i København fredag morgen – blot 12 timer efter, han har spillet pokalkamp i Norge. »Nicklas er til rådighed for at kunne spille. Der er gode flyforbindelser mellem Trondheim og København. Han rejser fredag og kommer hjem samme dag og er tilbage til træning lørdag«, siger Tove Moe Dyrhaug til den lokale Trondheim-avis Adresseavisen.

Fodbold: VM i Qatar i 2022 kan blive med 48 hold. Det siger Fifa-præsidenten Gianni Infantino. Det er ellers først planen, at VM-turneringen fra 2026 skal afvikles med 48 hold. »Vi er i gang med at se på det. Hvis det er muligt, så hvorfor ikke?« siger Infantino ifølge Ritzau. Men hvis VM udvides allerede i 2022, så kræver det ifølge Infantino, at andre lande tæt på Qatar bliver medværter.

Fodbold: Den ghanesiske angriber Godsway Donyoh og FC Nordsjælland har forlænget samarbejdsaftalen yderligere, så den nu gælder til 2021. Godsway Donyoh er som 24-årig en vigtig brik, da han er en af truppens mest rutinerede spillere. 23 mål i 57 kampe er det blevet til i FCN foreløbigt.

Fodbold: Bayern München er en runde videre i den tyske pokalturnering efter en 2-1-sejr på udebane mod SV Rödingshausen fra den fjerdebedste tyske række.

Fodbold: Efter sejre i sine to første kampe som Gent-træner led Jess Thorup sit første nederlag i Belgien, da det tirsdag blev 1-2 ude i den belgiske række mod bundholdet Mouscron. Gent er nummer fem i den belgiske liga. Gent har 20 point efter 13 kampe.


Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her