Følelsesladet sejr til Leicester, heldig sejr til Manchester United

Demarai Gray  blev matchvinder mod Cardiff. Leicester-truppen rejser nu til den afdøde klubejers begravelse i Thailand. Darren Staples/Ritzau Scanpix
Demarai Gray blev matchvinder mod Cardiff. Leicester-truppen rejser nu til den afdøde klubejers begravelse i Thailand. Darren Staples/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold: I 2016 var det sensationelt Leicester, der vandt Premier League. I sidste sæson stak Burnley særligt i første halvdel af turneringen næsen langt frem og op i nærheden af de etablerede topklubber. I denne sæson er det så Watford og Bournemouth, der står for overraskelserne i den bedste engelske række. Lørdag eftermiddag så det længe da også ud til, at Bournemouth skulle have point på hjemmebane mod Manchester United, men Marcus Rashford reagerede hurtigst og hamrede i tillægstiden en løs bold ind til United-sejr på 2-1. I tabellen holder Bournemouth dog United bag sig på bedre målscore. Bournemouth-manager Eddie Howe er på den britiske rygtebørs i øvrigt et varmt navn – til at afløse José Mourinho i Manchester United, såfremt den fortsatte lettere kriseramte storklub vælger at skille sig af med portugiseren. »Vi var virkelig heldige, da vi defensivt spillede elendigt«, lød kampanalysen fra Mourinho.

Fodbold: Andetsteds i Premier League var Leicester for første gang på banen efter klubejer Vichai Srivaddhanaprabhas og fire andres helikopterdød i sidste uge. I Cardiff hentede Kasper Schmeichel og co. en følelsesladet 1-0-sejr, da Demarai Gray scorede kampens enlige mål i 55. minut, smed trøjen og hyldede den afdøde klubejer, inden dommer Lee Probert i henhold til reglerne gav Leicester-wingen en advarsel for at smide trøjen. Dommerens manglende fingerspitzengefühl fik hurtigt Twitter-massen op i det røde felt.

Overblik:Fodboldresultater og stillinger fra ind- og udland

Fodbold: Landsholdsangriberen Andreas Cornelius scorede sit første mål for sin franske klub Bordeaux, da han i Ligue 1-kampen på udebane mod storklubben Lyon udlignede til slutresultatet 1-1 små 20 minutter før tid. Andreas Corneliusblev skiftet ind efter en time.


Fodbold: Den danskemanager Thomas Frank fik sin første sejr i spidsen for Brentford i den engelske Championship, da Millwall blev slået med 2-0. Efter lørdagens sejr er Brentford på 13.-pladsen i Championship.

Fodbold: Med fire ligamål på tre uger i oktober og en stime på fem kampe i træk med scoring, er det svært at komme udenom FC Københavns midtbanemand Robert Skov i øjeblikket. Dødboldspecialisten er således vinder af hæderen som månedens spiller i Superligaen i oktober. Skov fik prisen foran FC Midtjyllands Paul Onuachu og Esbjergs Jeppe Højbjerg, og han er den tredje FCK’er, der tager hæderen i denne sæson. Tidligere har Viktor Fischer og Dame N’Doye fået den. Landstræner Åge Hareide skal snart udtage en trup til de to afgørende kampe i Nations League mod Wales og Irland. Umiddelbart er det svært at finde et argument for, at Robert Skov ikke hører til blandt rigets 23 bedste fodboldspillere.

Egentlig ærgrede det Robert Skov, at der blev gjort et nummer ud af, at han tager bussen til træning, mens kollegerne kører Audi og Mercedes

E-sport: Det danske Astralis-hold tabte to gange i de indledende runder og nåede dermed ikke frem til finalen ved Blast Pro Series, der lørdag samlede 12.000 tilskuere i Royal Arena i København.

Astralis dræber for millioner med en tømt rygsæk og god søvn om natten


Fodbold: Jacob Bruun Larsen var med i opspillet og Thomas Delaney headede på mål, inden Dortmund-anfører Marco Reus scorede og blev 1-0-matchvinder i udekampen i Wolfsburg. Med sejren øgede Dortmund sin føring i Bundesligaen til 4 point, da Bayern München på ny skuffede og måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Freiburg, der udlignede i næstsidste minut.

Foreningsliv: Efter blot et år som næstformand rykker den 42-årige Charlotte Bach Thomassen helt til tops som formand for de ca. 1,5 millioner medlemmer i DGI - Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger. I et kampvalg på DGI’s årsmøde i Aarhus sikrede Charlotte Bach Thomassen sig formandsposten med 215 stemmer mod Mogens Kirkebys 92. Charlotte Bach Thomassen er den første forkvinde i DGI’s 150 år lange historie. Hun afløser Søren Møller, der var formand i 17 år.


Håndbold: Københavns kvinder tabte for anden gang på to uger i Champions League til Rostov Don i kvindernes Champions League. Lørdag sluttede det 30-25 til det russiske hjemmehold. Københavnerkvinderne ligger dog fortsat lunt i svinget til avancement i mesterligaen.

Boksning: Gafur Rakhimov, der er mistænkt for organiseret kriminalitet, herunder verdensomspændende heroinhandel, er blevet valgt som ny præsident for Det Internationale Amatørbokseforbund (AIBA). Usbekeren fik ifølge nyhedsbureauet AFP 86 af 134 stemmer, da der blev valgt ny præsident i Moskva. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har tidligere truet med at udelukke boksesporten fra OL, såfremt den dybt kontroversielle 67-årige Rakhimov skulle sætte sig tilrette på præsidentposten permanent. IOC gentog truslen om boksnings OL-udelukkelse kort efter valget af Rakhimov.


Et spor af heroin kan flå de olympiske ringe af ikonisk kampsport

Football Leaks: Følg med i Politikens og andre store internationale mediers afsløringer om Fifa, storklubbers skumle planer og meget mere. Se hele samlingen af historier her.

Fodbold: Atlético Madrid forpassede muligheden for at smutte forbi FC Barcelona i toppen af La Liga, da Leganes-spilleren Guido Carrillo i slutningen af opgøret udlignede den 1-0-føring Antoine Griezmann havde givet storklubben midt i 2. halvleg. Den nye Real Madrid-træner Santiago SolariLa Liga-debuterede med 2-0 hjemme over Valladolid, der først knækkede i de sidste 10 minutter.


Overblik:Fodboldresultater og stillinger fra ind- og udland

Golf: Joachin B. Hansen sluttede som nummer 13 i sæsonens sidste turnering på Challenge Tour, og danskeren sluttede dermed som en samlet nummer et i det gennemgående sæsonregnskab. Det er blot anden gang, en dansker løber med den hæder. Den første var Thomas Bjørn i 1995. »Det er fedt, at jeg har spillet så stabilt gennem hele året. Jeg er lidt skuffet over, at det skulle blive så tæt her i de sidste turneringer, det går mig en lille smule på nerverne. Men heldigvis sluttede det, som jeg håbede, det ville«, siger Joachim B. Hansen efter 13.-pladsen i Ras Al Khaimah i De Forenede Arabiske Emirater. Sæsonsejren giver adgang til europæisk golfs øverste niveau, European Tour, i den kommende sæson.

Golf: I European Tours Turkish Open gik Thorbjørn Olesen 3.
runde i tre slag under par og danskeren er med en score på 200 slag dermed nummer 4 inden søndagens finalerunde. Her er det kinesiske Haotong Li (196 slag) samt franske Alexander Lévy (199) og englænderen Justin Rose (199), han skal forbi, hvis sæsonens anden turneringsgevinst skal i hus.

Tennis: Det bliver verdensranglistens nummer 19 og 22, der kommer til at dyste om sæsonens sidste prestigefyldte trofæ på WTA Tour. I kinesiske Zhuhai har de 12 spillere, der ligger lige udenfor top-10 eller har vundet en turnering i denne sæson, været samlet til WTA Elite Trophy. Her sejrede Qiang Wang fra Kina mod spanske Garbine Muguruza i den ene semifinale med 6-2, 6-0, mens verdens nummer 19 Ashleigh Barty fra Australien, gjorde det af med tyskeren Julia Görges, som dermed ikke får mulighed for at forsvare det trofæ, hun vandt i 2017.

Fodbold: Det er populært at gå til superligabold. Det viser tilskuertal efter de første 14 runder af Superligaen, hvor alle har mødt alle en gang. Tilskuergennemsnittet er på 6.720 per kamp, hvilket er 11 procent flere end i sidste sæson, skriver Ritzau. Tilskuerfremgangen er størst i FC København med ca. 3.600 flere tilskuere i gennemsnit til holdets hjemmekampe. Derefter følger Brøndby og AGF med små 2.000 flere og FC Midtjylland og AC Horsens med omkring 1.000 flere tilskuere per hjemmekamp. De 14 første spillerunder har trukket 658.588 tilskuere på stadion mod 592.581 i sidste sæson.

Fodbold: Den tidligere landsholdsmålmand og nuværende målmandstræner på landsholdet og i Brøndby IF, Lars Høgh, har fredag gennemgået en operation. Høgh var ramt af kræft i bugspytkirtlen. »Vi kan med glæde informere, at operationen gik godt, og at indgrebet var vellykket«, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Fodbold: Så kom den tidligere AaB-angriber Jannik Pohl på tavlen for Groningen i den hollandske Æresdivision. Den 22-årige kom på banen i 73. minut og cementerede to minutter senere Groningens 4-2-sejr i Rotterdam mod Excelsior.

Gymnastik: Amerikaneren Simone Biles fortsætter med at høste guld ved VM i Doha i Qatar. Fredag blev det til guld for tredje gang på fire dage, da hun var bedst i øvelsen spring over hest. Guldet var samtidigt Biles’ 13. VM-guld i karrieren, hvilket er rekord.

Fodbold: FC København-anfører Carlos Zeca siger, at holdet har lagt torsdagens nederlag i pokalturneringen til FCM i glemmeskuffen og er klar til sejr i søndagens derby mod Brøndby. »Der er ikke noget, vi hellere vil end at vinde et derby, fordi vi ved, hvor meget det betyder for vores fans«, siger Zeca til FC Københavns hjemmeside.

Fodbold: Eintracht Frankfurt uden Frederik Rønnow i målet vandt fredag 3-0 ude over Stuttgart i Bundesligaen. Dermed indtager Frankfurt en delt tredjeplads med 17 point, mens Stuttgart fortsat er bundprop med fem point efter ti kampe.

Fodbold: Også i denne sæson viser Napolis belgier Dries Mertens blændende form. Fredag scorede den lille angriber tre gange, da Napoli slog Empoli 5-1 og halede ind på Juventus i toppen af Serie A.





Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her