Direkte sport i tv
Tirsdag 20. november
Curling. For fire år siden stod Ryan Fry på toppen af karrieren som OL-guldvinder. Nu ligger han på bunden i færd med at genopbygge sit ry. Den 40-årige canadier og et par holdkammerater skandaliserede nemlig sig selv godt og grundigt i søndags, da de blev smidt ud af den meritgivende Red Deer Curling Classic-turnering i hjemlandet. »De var på vej ud på isen og var ekstremt fulde«, forklarer manageren i curlinghallen, Wade Thurber, til tv-stationen CBC. Ryan Fry og co. er kede af den opsigtvækkende opførsel, som også konkurrenter lagde mærke til. Der blev bundt på smadrede koste og hærgen i omklædningsrum. På isen forsøgte de mere end overrislede spillere endda at sparke til sten. »Jeg vil gerne undskylde til alle personligt. Jeg vil nu stræbe efter at blive en bedre version af mig selv samtidigt med at jeg bidrager positivt til den sport og det fællesskab, jeg elsker så højt«.
Fodbold. England gav det danske U21-landshold en ordentlig lussing, da de to mandskaber mødtes i en testkamp i Esbjerg. hele 5-1 vandt de engelske gæster, der var foran 2-1 ved pausen. Både Liverpools Dominic Solanke og Evertons Dominic Calvert-Lewin scorede hver to mål efter at Leicesters Demarai Gray havde åbnet målfesten. Marcus Ingvartsen scorede det enlige danske mål, som var en reducering til 2-1.
Ishockey. Edmonton Oilers, der netop har givet debut til danseren Patrick Russell, får ny træner i skikkelse af Ken Hitchcock. Han afløser Todd McLellan, der er fyret i NHL-klubben, efter en række skuffende resultater.
Cykling. Næste års udgave af etapeløbet PostNord Danmark Rundt skal køres i perioden 21.-25. august. Det bekræfter løbsdirektør Jesper Worre overfor feltet.dk. Dermed kommer løbet til at kollidere med Vuelta a España, men alligevel håber Worre at kunne tiltrække et stærkt felt. »De ryttere, der kører Tour de France, skal meget sjældent køre Vuelta a España, og skal man ikke køre Vueltaen, så ligger vores løb rigtig godt i forhold til, at vi kan få mange gode danskere med«, siger Jesper Worre til feltet.dk.
Motorsport. Sophia Flörsch, der søndag var udsat for et voldsomt uheld i forbindelse med Macaos formel 3-grandprix, er i bedring efter en 11 timer lang rygoperation. Den 17-årige tysker har skrevet et langt indlæg på sin facebook-profil, som hun afslutter med et løfte om at komme stærkt tilbage.
Curling. De danske kvinder måtte notere det 4. nederlag i seks kampe ved EM i Estland, da Schweiz vandt 10-6 efter at skipper Madeleine Dupont og hendes mandskab havde ført 4-3. Med tre kampe tilbage er Danmark på en delt 6. plads. I B-gruppen er det danske hold på en delt andenplads med to sejre og to nederlag.
Boksning. Ved stævnet Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne 24. november, skal Sarah Mahfoud op imod Stephanie Ducastel. Franskmanden er tidligere europamester, og på den uafhængige computerrangliste (BoxRec) er Ducastel nummer 4 i verden i fjervægt. Her er Sarah Mahfoud nummer 36. Det bliver danskerens 7. kamp som professionel, og den tidligere vinder af Vild med dans har vundet det seks første.
Fodbold. Som 38-årige sluttede Tim Cahill en 15 år landsholdskarriere for Australien med at vinde 3-0 over Libanon. Cahill nåede dermed 108 kampe og 50 mål for mændene fra Down Under. Tim Cahill spillede ved fire VM-turneringer og hans dommedagshelflugter mod Holland i Brasilien i 2014 står som et af de bedste VM-mål i nyere tid.
Håndbold. Selv om København kunne notere klubbens første danske mesterskab i sæsonen 2017-2018, var det ikke nok til at sikre en økonomisk succes. Mesterholdet har offentliggjort et underskud på 7,3 millioner kroner, og det er femte år i træk, der er røde tal i millionstørrrelsen på bundlinjen. »Den foregående sæson og også indeværende sæson vil fortsat vise store underskud på driften som følge af sportslige og administrative oprustninger, og disse investeringer er der fra ejeren givet grønt lys til i forventning om, at det vil medføre gode sportslige resultater og dermed en klar vækst i de kommercielle indtægter, hvilket i sæsonen 2019/2020 og 2020/2021 skal bære frugt og dermed danne grundlag for et faldende underskud«, siger klubbens administrererende direktør, Janni Møller Thomsen, til Københavns hjemmeside.
Motorsport. Mick Schumacher træder videre i sin fars fodspor og danner makkerpar med Sebastian Vettel i det såkaldte Race of Champions. 19-årige Mick, der er søn af den legendariske syvdobbelte formel 1-verdensmester, er i år blevet europamester i formel 3 og skal nu sammen med landsmanden Vettel dyste mod par fra andre nationer i det årlige opvisningsløb. Michael Schumacher og Sebastian Vettel vandt løbet seks rå i træk fra 2007-2012. Race of Champions køres i Mexico City 19.-20. januar 2019.
Håndbold. Den tyske målvogter Sabine Englert har forlænget sin kontrakt med Herning-Ikast, så den løber yderligere et år til 2020. 36-årige Englert har spillet i klubben - dengang under navnet FC Midtjylland - siden 2009. »Så længe min krop er okay, og så længe jeg føler, at jeg stadigvæk kan bidrage på holdet - så er jeg ikke klar til at stoppe. Jeg har det rigtig godt på holdet og i klubben, og jeg glæder mig til endnu et år med pigerne«, siger Sabine Englert i en pressemeddelelse.
Fodbold. 36 minutter. Det er den spilletid, Christian Nørgaard har fået i italienske Fiorentina efter skiftet fra Brøndby i august. Seks midtbanespillere kæmper om tre pladser på holdet, forklarer Nørgaard til Ekstra Bladet. »Det er ikke så sjovt. Det er en hård kamp i øjeblikket, og det er en god test for hovedet«, siger Nørgaard, der nu er begyndt at bruge en mentaltræner for at komme gennem skuffelsen. Han har dog ingen planer om at forlade Fiorentina lige med det samme.
Fodbold. Fiktion, en drøm, fri fantasi. Sådan beskriver præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) Aleksander Ceferin de dokumenter om en europæisk superliga, som det tyske magasin Der Spiegel, Politiken og 13 andre medier har beskrevet i en række artikler i Football Leaks-serien. »En superliga kommer ikke til at se dagens lys«, siger Ceferin i et interview med BBC. Andrea Agnelli, formand for det indflydelsesrige kluborgan ECA (European Club Association) og tillige formand i Juventus bakker op: »Jeg kan bekræfte, at vi aldrig har set, aldrig har diskuteret ej eller har været involveret i de dokumenter« siger Agnelli om de lækkede skrivelser, som 15 medier har offentliggjort indholdet af.
Fodbold. Pernille Harder (Wolfsburg) er sammen med Janni Arnth (Linköping) og Sanne Troelsgaard (Rosengård) nomineret til Spillerforeningens pris som årets kvindelige danske spiller. Pernille Harder, der i af august blev kåret til Europas bedste kvindelige fodboldspiller, ligner en klar favorit. Prisen uddeles 5. januar.
Atletik. 16 år i træk er vinderen af det prestigefyldte London Marathon kommet fra Afrika. Det vil briten Mo Farah, der i øvrigt har rødder i Somalia, lave om på. Han står allerede på startlisten til 2019-udgaven. »Jeg føler, at jeg har udviklet mig meget de seneste år med tredjepladsen i London i april og med min første sejr i et stort maraton i Chicago i oktober«, siger Mo Farah ifølge Ritzau. Den firedobbelte OL-guldvinder på banen satte i sidste måned europarekord med tiden 2.05,11 timer.
Amerikansk fodbold. Los Angeles Rams og Kansas City Chiefs skrev natten til tirsdag et lille stykke NFL-historie og Rams tog sig af sejren. 54-51 sluttede det til LA-holdet mod Chiefs. De 105 point i kampen er det tredje højeste antal nogen sinde og det er samtidigt første gang, at to hold scorer over 50 point i en kamp. Kun i 58-48-sejren til Cincinnati Bengals over Cleveland Browns i 2004 og Washington Redskins’ storsejr på 72-41 over New York Giants i 1966 er der blevet scoret flere point.
Ishockey. Som i NHL-finalen i juni var det Lars Eller, der blev matchvinder for Washington Capitals i NHL-kampen natten til tirsdag mod Montreal Canadiens. Eller sikrede hovedstadsholdet en 5-4-sejr, da han tre et halvt minut inde i overtiden da han med et blødt skud sendte pucken mellem benene og i nettet bag canadiernes keeper. Andetsteds i NHL snuppede Frederik Andersen 37 af 39 skud i sit Toronto-holds 4-2 sejr mod et Oliver Bjorkstrand-løst Columbus-mandskab. Nikolaj Ehlers assisterede en enkelt gang, da Winnipeg Jets vandt 6-3 over Vancouver Canucks.
Fodbold. Med to sene scoringer fik Holland 2-2 på udebane mod Tyskland i Nations League og sikrede sig dermed toppositionen i en stærk gruppe med også Frankrigs verdensmestre. Anfører Virgil van Dijk var manden bag udligningen i 90. minut. »Det her er belønningen for vores hårde arbejde… Det var godt at få udligningen og kvalificere os«, siger han med henvisning til kvalifikationen til Nations League-semifinalerne i sommeren 2019. »Vi viste karakter«, lyder det fra Virgil van Dijk.
Fodbold. Norge har sikret sig oprykning til Nations League B-række. Det sker efter en 2-0-sejr på Cypern. Dermed slutter landstræner Lars Lagerbäcks mandskab foran Bulgarien, Cypern og Slovenien i gruppespillet. Ola Kamara fra LA Galaxy blev dobbelt målscorer for de norske gæster.
Fodbold. Andreas Bjelland spillede sin første landskamp i et år, da Danmark og Irland spillede 0-0 i Aarhus mandag aften i Nations League. Der er hård konkurrence i landsholdets forsvar, men han er klar til at tage kampen op for at generobre den stamplads, han havde, inden han blev skadet og til sidst sorteret fra til VM. »Der er mange gode stoppere, og anføreren (Simon Kjær, red.) var ikke med denne gang, og så var der nogle af os andre, som fik lov til at prøve. Hierarkiet skifter lidt hele tiden, så det er svært at konkludere for meget på«.
Økonomi. Sønderjysk Elitesport A/S, som blandt andet rummer Sønderjyskes fodboldhold, ishockeyhold samt håndboldhold for både mænd og kvinder, kan for ottende regnskabsår i træk fremvise overskud. Der er endda positive tal på bundlinjen i samtlige afdelinger og dermed et totaloverskud på 1,93 millioner kroner.
fortsæt med at læse




























