Med en trup bugnende af verdensklassespillere kan Manchester City tillade sig at udskifte fem spillere og alligevel kværne henover Bournemouth og forsvare førstepladsen i Premier League med en 3-1-sejr.
Den bredde er en af årsagerne til, at Mauricio Pochettino ikke tror på, at hans noget smallere trup i Tottenham kan udfordre de forsvarende mestre i topkampen. Det vender vi lige tilbage til senere.
Bernardo Silva og Ilkay Gundogan var to af de nye hos Manchester City i forhold til 2-2-kampen mod Lyon i Champions League, og de scorede det første og sidste mål mod Bournemouth, der gjorde fin modstand, men i sidste ende led et logisk nederlag.
Raheem Sterling scorede målet til 2-1, da han effektivt udnyttede en returbold, men så var der mere elegance over hans aktion kort inden, da en solotur ind i straffesparksfeltet forbi fem modstandere blev afsluttet med en afslutning på stolpen.
I den anden ende af rækken sendte Mathias ’Zanka’ Jørgensen med en scoring efter 56 sekunder Huddersfield på kurs mod en hjemmesejr, der kunne have skabt lidt luft til nedrykningspladserne, men Brighton profiterede af Steve Mounies hensynsløse tackling til direkte rødt kort og vandt 2-1.
Efter et langt indkast fra Philip Billing fik Brightons Bruno i forsøget på at sparke bolden væk sendt den højtop i luften, så ’Zanka’ fik mulighed for at heade sit andet sæsonmål i kassen.
Brighton udlignede lige inden pausen, da Shane Duffy kom højere end Jonas Lössl, men den danske målmand leverede til gengæld en dobbeltredning lige efter pausen. Florin Andone scorede dog sit første mål for Brighton, da rumæneren kom først på et indlæg fra Solly March.
Kasper Schmeichel holdt sit mål rent, da Leicester med en 2-0-sejr over Watford. Jamie Vardy scorede til 1-0 ved for tredje kamp i træk at udnytte et straffespark.
Søndag med tre lokalopgør
Søndagens kampe i Premier League er alle lokalopgør i henholdsvis London og Liverpool, og to af dem er desuden topopgør mellem hold fra top-6.
Men ifølge manager Mauricio Pochettino er Tottenham trods placeringen som nummer 3 ikke et bud på den engelske titel, som klubben kun har vundet i 1951 og 1961.
»Jeg mener ikke, at vi er titelaspiranter. Manchester City er på et andet niveau. Klubber som Liverpool, Chelsea, Manchester United og Arsenal har investeret mere end os. Det er et andet niveau. Det er i højere grad dem end os, der er titelaspiranter. Men vi er der, og hvis vi kan holde niveauet i de sidste måneder af sæsonen, så vil vi forsøge«, har Pochettino sagt i optakten til dagens North London Derby, udekampen mod Arsenal.
Uden at have købt en eneste spiller i sommerens transfervindue har Tottenham ikke desto mindre forbedret sig i forhold til sidste sæson, da de første 13 kampe resulterede i 24 point. I denne sæson har Tottenham med 10 sejre og 3 nederlag 30 point og er 3 foran Arsenal.
Siden det seneste nederlag, 0-1 hjemme mod stadig ubesejrede Manchester City, har Tottenham vundet 6 kampe i tre forskellige turneringer over navnkundige modstandere som West Ham (3-1 ude), Wolverhampton (3-2 ude), PSV Eindhiven (2-1 hjemme), Crystal Palace (1-0 ude), Chelsea (3-1 hjemme) og Inter (hjemme 1-0).
»Det er vigtigt at bygge på selvtilliden og tro på den måde, vi spiller. Men derbyet er en anden kamp og vores tilgang vil være anderledes. Vi ved udmærket, hvad det betyder for vores fans, og vi håber at kunne ramme det forventede niveau«, siger Pochettino til skysports.
Tottenham er på trods af den gode form oppe mod en skidt historik i udekampene mod Arsenal, der i de seneste 25 forsøg har givet én sejr: 3-2 i november 2010.
Seneste Evertonsejr på Anfield er fra 1999
Endnu værre ser det ud for Everton, der skal forsøge at vinder over Liverpool på Anfield for første gang siden 1999.
Liverpool er også ubesejret i Premier League i denne sæson, og er ubesejret i de seneste 17 indbyrdes kampe mod Everton, der i sæsonens udekampe mod de øvrige tophold har tabt til Arsenal og Manchester United og fået 0-0 mod Chelsea, men er kravlet op på 6.-pladsen.
Chelsea mistede sin status som ubesejret i sidste uge og møder Fulham, der efter syv kampe uden sejr og fyringen af Slavia Jokanovic kommer med en tidligere Chelseamanager i Claudio Ranieri, hvis debut med Fulham i sidste weekend gav en 3-2-sejr over Southampton.




























