Det er et ikonisk fotografi og nedslag i engelsk fodboldhistorie. Et papskilt med skriften »Vi er rigere end jer« blev i 2008 holdt i vejret af en Queens Park Rangers-fan til et naboopgør mod Chelsea i FA Cup.
Humor, symbolik og med mere sandhed, end den vittige fan formentlig var klar over. For engelsk fodbold blev med Roman Abramovichs indtog i Premier League i 2003 med købet af Chelsea all about the money. Da de italienske Formel 1-milliardærer og playboys Bernie Ecclestone og Flavio Briatore med den indiske stålgigant Mittal i ryggen købte Queens Park Ranges (QPR), blev den ellers noget falmede klub fra londonbydelen White City med ét verdens rigeste klub. I hvert fald målt på ejerkredsens aktiver.
Newcastle til salg
Den russiske forretningsmand Roman Abramovich var den første udenlandske rigmand, men bestemt ikke den sidste, der erhvervede sig en engelsk fodboldklub. Flere russere kom til og senere asiatiske, mellemøstlige og amerikanske rigmænd. For omtalen, passionen, pengenes og legetøjets skyld.
Af Premier Leagues 20 hold er 14 helt eller delvis på udenlandske ejerhænder, og i den næstbedste række er 66 procent af klubberne ejet af udlændinge. Newcastle kan være næste klub. Upopulære og koleriske Mike Ashley er angiveligt i dialog med flere udenlandske investorgrupper om et salg af den store nordengelske traditionsklub.
Længere nede i rækkerne er der markant færre ikkebritiske ejere, og køb af klubber langt fra rampelyset skal ses som langtidsprojekter eller køb af dem, der ikke havde pengene til at slå et stort brød op.
En tendens går igen. Så længe klubberne med udenlandske ejere holder sig oppe i The Premier League, er alt godt, men når nedrykningen melder sin socialrealistiske ankomst med budgetnedskæringer, færre stjernespillere, tv-tid og tirsdag aften med en regnfuld udekamp i Rotherham, så smelter voksen.
Det er et Ikaros-gen, der går igen. Som Portsmouth, der vandt FA-cuppen i 2008 under ledelse af Harry Redknapp med et dyrt indkøbt mandskab. Som Leeds United, der var synonym med engelsk fodboldstorhed i årtier, men ikke har været i den bedste række siden 2003/04 og tilmed har rundet League One.
Husker du Charlton? Med en skønsom blanding af britiske knoklere og teknikere som Claus Jensen fra kontinentet? Ligeledes forsvundet fra overfladen på slingrekurs med den belgiske erhvervsmastodont og politiker Roland Dutchatelet ved roret.
Coventry? Sunderland? Eller Blackburn Rovers, hvor ejerkredsen bestående af indiske kyllingeproducenter omkring firmaet Venky’s lovede fansene Ronaldinho og storhed ved overtagelsen i 2010, men endte med en nedrykning takket været en uprøvet skotsk træner og dennes tvivlsomme agent, Jerome Anderson. Selvsamme Anderson spillede en hovedrolle i Venky’s klub og efterfølgende fyreseddel til den erfarne træner Sam Allardyce. I 2012 rykkede Blackburn Rovers ned, og fem år senere blev de de første vindere af Premier League (1994/95-sæsonen, red.) til at rykke ned i den tredjebedste række. Stadig uden Ronaldinho i truppen.
Dyr regning på Loftus Road
Tilbage på Loftus Road fyrede Ecclestone og Briatore 11 trænere i deres regeringstid fra 2007 til 2011, der vist bør betegnes som impulsstyret.
Forretningscasen virkede ellers fornuftig set udefra. QPR, der var tynget af at være sat under administration i 2010 og kun blev reddet med et 10-millioner punds højrentelån samt fedtet ind i en pengeafpresnings- og våbenskandale, blev købt af de to italienske velhavere for 10 millioner danske kroner. Et røverkøb med tanke på den lukrative placering i den engelske hovedstad, der med Arsenal og Chelsea som frontløbere manifesterede sig som magtens centrum i Premier League.
Ecclestone og Briatores køb af QPR blev set som et oplagt brohoved for to kreativt tænkende investorer, der så muligheder i at etablere traditionsklubben i Premier League og få del i den lukrative pakke med tv-penge.
Efter vilde rygter om køb af Figo og Zinedine Zidane og indtægter fra store sponsoraftaler som italienske Lotto stod det hurtigt klart, at Briatore og Ecclestones investeringslyst var begrænset. Førstnævnte blev fedtet ind i en sag om matchfixing og blev købt ud af sidstnævnte, der tromlede videre og blandt andre fyrede Ian Dowie, der står tilbage som den QPR-træner med den højeste sejrsprocent til dato på 53,3 procent.
En dokumentarfilm om The R’s viste en ilter Ecclestone, der fra tribunen truede med at fyre (og gjorde det) træneren og krævede (og fik det) indskiftning eller udskiftning af den ene eller den anden spiller. Bernie Ecclestone viste sig som en snu forretningsmand, da han indså, at drømmen om Premier League kun ville realiseres ved betragtelige investeringer i spillertruppen, hvorfor han solgte sin ejerandel til den malaysiske flymilliardær Tony Fernandes for en kvart milliard kroner. Ikke en dårlig forretning. På papiret.
Op og ned og op og ned
Tony Fernandes med AirAsia i ryggen pumpede penge ind i truppen – og mere end godt var, da klubben senere blev idømt en bøde på 300 millioner kroner for at overtræde reglerne om finansielt fairplay – og oprykning i to omgange blev en realitet.
Først op med veteranen Neil Warnock, der udvirkede mirakler med problembarnet Adel Taarabt på banen, og senere Harry Redknapp efter en mellemliggende nedrykning, hvor Mark Hughes havde brugt formuer på udbrændte eller fejlcastede spillere som José Bosingwa, Kieron Dyer samt spillere som Manchester Uniteds Fabio og Park til astronomiske lønninger, der så QPR bruge rekordhøje 85 procent af deres indtægter på lønninger.
12 kampe og blot 4 point senere var det forbi for storforbrugeren Mark Hughes. Harry Redknapp kunne ikke redde QPR, men fik dem op igen i første hug blot for at forlade klubben i februar 2015. Nedrykning var uundgåelig og prisen høj. Nu satses der på egne talenter og spillere på lejeaftaler, mens QPR økonomisk slikker sårene. Som så mange andre engelske klubber på udenlandske ejerhænder gør det.
»Jeg var naiv«, svarede Tony Fernandes, da han blev spurgt til de høje lønninger og den sportslige nedtur efter tiden med Mark Hughes.
»Jeg drømte om at bygge noget op, men man får intet foræret i Premier League. Man bliver nærmest forblændet«, sagde flymilliardæren, der stadig ejer klubben, men nu har en passiv ejerrolle.
Drømmen om at flyve mod solen direkte ind i Premier Leagues rampelys ender ofte med en milliondyr maveplasker. Spørg bare på Loftus Road.
fortsæt med at læse
