Med vanlig sans for selvironi mødte Jürgen Klopp pressen:
»Jeg er ikke den klogeste mand i verden, men jeg er heller ikke en rigtig idiot ... i hvert fald ikke altid«, sagde den tyske træner.
Det udsagn havde han netop også bevist ved at sætte sit mandskab dygtigt op til at vinde med hele 5-1 over Arsenal, så Liverpool øgede forspringet i Premier League. Men det var nu ikke sine egne fortræffeligheder, som Jürgen Klopp adresserede den sene decemberdag i 2018.
Nej, det handlede om holdets situation. At han var for klog til at udråbe Liverpool til mesterskabsfavorit og konkludere noget som helst, selv om de rødklædte havde sikret sig et pænt hul i tabellen ned til Tottenham og Manchester City, som de møder i aften. Med en sejr vil de være 9 point foran nærmeste konkurrent.
»Det er ingenting. Det er absolut ikke vigtigt, hvor mange point man fører med i december, end ikke sidst i december«, sagde Jürgen Klopp ifølge BBC:
»I øjeblikket er vi i gang med et maraton. Når man løber sådan et i nye sko og en ny trøje, siger alle omkring en, at det ser fantastisk ud. Men det er altså os, der skal klare løbet«, sagde han.
Derfor bejler Liverpool seriøst til Premier League-tronen – og derfor kan det gå galtDet er blot en af de mange gange, hvor Klopp er gledet af på spørgsmål om Liverpools chancer for at vinde dets første engelske mesterskab siden 1990. Umiddelbart er det ellers logik at udråbe klubben som klar favorit til at tage titlen.
I 20 kampe har holdet kun tabt 6 point, det er fortsat ubesejret, det scorer mange mål og lukker få ind, mens alle stjernerne samtidig funkler for tiden. Fra den nye målmand Alisson over forsvarsmajestæten Virgil van Dijk og midtbaneknokleren Georginio Wijnaldum til de offensive esser Sadio Mané, Roberto Firmino samt ikke mindst Mohamed Salah. Og så er bredden i truppen endda eminent.
Med alt det in mente kan det da også klinge hult i nogle ører, at Liverpool-træneren gør sådan en dyd af at skubbe enhver snak om mesterskab og favoritværdighed på afstand.
»Personligt synes jeg, at det er på kanten af det komiske, når man ser på, hvor god en sæson Liverpool har spillet. Men det er nærmest blevet Klopps mantra, og det må vel bunde i en eller anden frygt for at jinxe noget – at kaste uheld over det. Jeg tror bare hverken på jinx eller nisser. Salah stopper næppe med at score mål, bare fordi de pludselig skulle stoppe med at sige, at de tager én kamp ad gangen«, siger Morten Bruun, tidligere topspiller og nu kommentator på Eurosport.
Liverpool indleder julen på toppen efter Salah-show»Efter min opfattelse hænger det sammen med det, jeg vil kalde small club mentality. Det siger jeg ikke for at provokere Liverpool-fansene, men jeg ser primært sådan en retorik benyttet af klubber, som enten præsterer over evne eller – som i det her tilfælde – ikke har vundet for eksempel et mesterskab så længe, at de næsten ikke tør tænke tanken til ende. Hverken tanken om at vinde eller om endnu en skuffelse. Den slags udtalelser finder man ikke på samme måde i Bayern München, Barcelona og Real Madrid«, siger han.
Også sportspsykolog Nikolaj Bonde Korsgaard har noteret sig, at klubber håndterer det forskelligt, når de fører. I dansk kontekst udråber FC København sig gerne som favorit, mens AaB har kæmpet mod det prædikat i sine guldsæsoner.
»Det kan altså hænge sammen med historikken i klubben. Jeg tror, at det er for at minimere forventningspresset fra omgivelserne og at holde fokus på den enkelte opgave – altså næste kamp, som jo også er blevet lidt af en kliché. Hvis man mister fokus på den enkelte opgave, øger man risikoen for at komme til at snuble«, siger Nikolaj Bonde Korsgaard, som har konsulentfirmaet In Momentum.
Manchester City taber overraskende til Crystal PalaceSamtidig siger han, at de interne mål i sagtens kan være større end de ord, som Jürgen Klopp hyppigt gentager om at ville kvalificere sig til Champions League. For »det indre er i højere grad inden for ens egen kontrol«, mens de ydre forventninger kan skabe mere uro.
»Når trænere bruger meget energi på at få spillerne til at fokusere på én kamp ad gangen, er det psykologisk set faktisk smart«, siger Carsten Hvid Larsen, sportspsykologisk konsulent i Team Danmark og lektor ved Syddansk Universitet:
»Psykologisk set er den gode præstation konstrueret af, at spilleren er fokuseret på sine konkrete opgaver og sin rolle i den enkelte kamp. Hvis man begynder at hvile for meget på en føring i tabellen, risikerer man at miste fokus, ligesom det kan fungere som et pres at påtage sig favoritværdigheden. Det kan for eksempel gøre, at man ikke er helt klar eller hænger sig for meget i fejl, så man laver flere efterfølgende. Det handler om de små mekanismer for den enkelte, og på et hold kan det så skaleres op til at være en dynamik, der kan sprede sig til et kollektivt kollaps«, siger han.
Derfor kan der også være en pointe i at lægge favoritværdigheden over på modstanderen. Netop det har Manchester Citys chef, Pep Guardiola, da også forsøgt op til aftenens kamp mod Liverpool, som han har beskrevet med ordene:
»Måske det bedste hold i Europa eller hele verden lige nu«.
fortsæt med at læse




























