Som tophold i Premier League og med udsigten til en Champions League-ottendedelsfinale mod Bayern München har Liverpool rigeligt at se til de kommende fire måneder.
Manager Jürgen Klopp tog derfor en chance i FA Cup-udekampen mod Wolverhampton og stillede med Dejan Lovren og anfører James Milner som de to eneste gengangere fra sidste uges topkamp mod Manchester City.
Det kostede chancen for at hjemføre den sjældne The Treble i denne sæson, for Wolverhampton i tæt på stærkeste opstilling vandt 2-1 og sendte Liverpool ud i tredje runde af FA Cuppen for første gang siden 2011.
FA Cuppen
Lodtrækning til 4. runde
- Swansea - Gillingham
- Wimbledon - West Ham
- Shrewsbury/Stoke - Wolverhampton
- Millwall - Everton
- Bristol City - Bolton
- Brighton - West Bromwich
- Accrington Stanley - Derby/Southampton
- Doncaster Rovers - Oldham Athletic
- Chelsea - Sheffield Wednesday/Luton
- Newcastle/Blackburn - Watford
- Middlesbrough - Newport County
- Manchester City - Burnley
- Barnet - Brentford
- Portsmouth - Queens Park Rangers
- Arsenal - Manchester United
- Crystal Palace - Tottenham
Debut til en 16-årig
Dejan Lovren måtte endda udgå med en skade efter 6 minutter, og blev erstattet af den 16-årige debutant Ki-Jana Hoever, der blev alle tiders tredjeyngste Liverpoolspiller, men det var den 33-årige James Milner, der med et boldtab midt på banen kostede kampens første mål, som mexicaneren Raul Jimenez scorede efter 38 minutter.
Divick Origi udlignede efter 50 minutter med en stærk afslutning fra kanten af straffesparksfeltet, men blot 4 minutter senere scorede den 21-årige portugiser Rúben Neves et endnu flottere langskudsmål til 2-1.
Klopp reagerede og sendte Mohammed Salah og Roberto Firmono på banen til de sidste 20 minutter, men løbet var kørt, og Liverpool er som det første af de syv tophold i Premier League ude af turneringen.
Op til fem rene Premier League-kampe i 4. runde
I næste runde ryger der endnu et, for lodtrækningen umiddelbart efter mandagens gav parrede Arsenal og Manchester i 4. rundes topkamp om tre uger.
Yderligere to kampe er rene Premier League-opgør, Manchester City-Burnley og Crystal Palace-Tottenham, og der kan komme yderligere to til, hvis Stoke og Newcastle vinder deres kampe i næste uge.
Barnet FC er det eneste tilbageværende hold uden for ligaen, og efter udesejren over Sheffield United fra Championship venter endnu en kamp mod et hold fra den næstbedste række.
Brentford med Thomas Frank som træner skal en tur til det nordvestlige hjørne af London for at møde den lavest rangerede klub, der er i 4. runde for tredje gang, men aldrig har været blandt de sidste 16 i verdens ældste pokalturnering.


























