Dansk åbningsmål og 8 scoringer i stor klassiker

Kasper Dolberg i en situation mod to Feyenoord-spillere.  Foto: Olaf Kraak/Ritzau Scanpix
Kasper Dolberg i en situation mod to Feyenoord-spillere. Foto: Olaf Kraak/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Starten på forårssæsonen har været lidt af en nedtur for Ajax. For en ugen siden formøblede storklubben fra Amsterdam fire føringer på hjemmebane mod Heerenveen og søndag måtte holdet trods en åbningsscoring på frispark af Lasse Schöne indkassere et stort nederlag i Æresdivisionens største klassiker mod Feyenoord. Rotterdam-klubben vandt hele 6-2 på De Kuip. Nicolai Jørgensen blev skiftet ind for Feyenoord og lagde op til matchens sidste mål, mens Schöne og Kasper Dolberg spillede fra start for Ajax. Resultatet betyder, at PSV Eindhoven fører den bedste hollandske række med 52 point, Ajax har 47 og Feyenoord 39.

Håndbold. Efter et nederlag til København i Montenegro på 29-27 mod Buducnost er der lagt op til en dansk duel om avancementet fra mellemrunden i kvindernes Champions League. København på fjerdepladsen har halvvejs gennem gruppespillet 3 point for 5 kampe lige som Odense, der i går vandt 28-24 over franske Brest. De fire bedste hold avancerer til kvartfinalerne.

Fodbold. Landsholdsangriberen Yussuf Poulsen scorede sit 9. og 10. sæsonmål i den tyske Bundesliga, da han med Leipzig var med til at vinde 4-0 på udebane mod Fortuna Düsseldorf, der havde en alt andet end heldig målmand ved den danske åbningsscoring i 2. minut. Her tabte keeper Michael Rensing en hjørnesparksbold, der kom i spil igen og havnede i fødderne på danskeren, der scorede fra ca. 6 meters afstand, inden Poulsen midt i 1. halvleg halvt liggende sparkede bolden i nettaget til 3-0. Med sejren er Leipzig nummer 4 i den bedste tyske række. Bayern München er nummer 2 efter 4-1-sejr over Stuttgart i semiklassikeren i syd, ’Der Südgipfel’.

Fodbold. En helt igennem elendig pokaluge for Tottenham sluttede søndag med exit i FA Cuppen. Få dage efter straffesparksnedturen i Liga Cup-semifinalen til Chelsea, tabte et reservespækket Tottenham-hold på en anden udebane i London med 0-2 til Premier League-kollegaerne fra Crystal Palace. Christian Eriksen fik en pause og var slet ikke en del af truppen.

Fodbold. Barcelona cementerede sin førsteplads i La Liga ved at slå Girono i det rent catalanske lokalopgør. Lionel Messi scorede sit 19. sæsonmål, da Jordi Alba spillede den argentinske stjerne helt fri foran mål. Messi var kølig som altid ved 2-0-målet og lobbede bolden over Girona-keeper Bono, som havde bevæget sig ud af sit mål.

Fodbold. I Tyskland var der også et klassisk opgør på plakaten, og det afgjorde Bayern München til sin fordel. Stuttgart blev slået 4-1 i ’Der Südgipfel’ efter tre Bayern-mål efter pausen. Bayern er dermed 2’er i Bundesligaen med 6 point op til Dortmund.

Fodbold. Den 35-årige veteran Fabio Quagliarella tangerede lørdag aften en næsten 25 år gammel rekord i Serie A, da Sampdoria-angriberen i en 4-0-sejr over Udinese scorede for 11. ligakamp i træk. Det er ikke sket siden den legendariske argentiner Gabriel Batistuta gjorde det for Fiorentina i 1994-1995. Fabio Quagliarella scorede to gange i storsejren – begge gange på straffespark, og er med 16 træffere øverst på topscorerlisten i Serie A foran Duvan Zapata (Atalanta) og Cristiano Ronaldo (Juventus). Zapatas 15. sæsonmål fuldbyrdede Atalantas comeback og sikrede 3-3 hjemme mod Roma. Ronaldo var inden den sene kamp mod Lazio noteret for 14 mål.

Fodbold. Også i januars anden træningskamp holdt Superligaens tophold FC København nullet. På træningsturen i De Forenede Arabiske Emirater blev FC Astana fra Kasakhstan, der tidligere i denne sæson slog FC Midtjylland i Champions League-kvalifikationen, besejret 4-0. De fire mål blev alle scoret efter pausen: Rasmus Falk (47), Dame N’Doye (55), Pieros Sotiriou (77), Ahmed Daghim (84).

Kælk. Tyskeren Felix Loch havde forud for weekendens VM ikke vundet en konkurrence i et år, men hans timing var perfekt, og på hjemmebane i Winterberg hentede den 29-årige sin 6. VM-titel. Felix Loch tangerede dermed også det italienske ikon Armin Zöggelers rekord på 6 individuelle VM-titler.

Fodbold. Efter 8 Bundesligakampe i træk uden sejr har Hannover 96 fyret cheftræner André Breitenreiter. Lørdag blev det 1-5 mod Borussia Dortmund uden at Uffe Bech, der er vendt tilbage efter lejeophold i Brøndby, var i Hannovers trup.

Golf. For fjerde dag i træk leverede Thorbjørn Olesen en solid runde i Dubau Desert Classic, men sejren var han aldrig i nærheden af. Den sikrede amerikaneren Bryson Dechambeau sig på fuldstændig suveræn vis. Forspringet inden sidste runde blev øget med birdies på de tre første huller, og med en runde i 64 slag endte amerikaneren 7 slag foran sidste års engelske Made in Denmark-vinder, Matt Wallace. Olesens runder i 69, 67, 68 og 69 slag resulterede i en delt 8.-plads, 9 slag efter Dechambeau. Thomas Bjørn og Lucas Bjerregaard blev nummer 29 og Joachim B. Hansen nummer 61.

Fodbold. For første gang i nøjagtig fem måneder scorede Pione Sisto i den spanske liga, men trods hans smukke føringsmål med venstrebenet tabte Celta Vigo 2-1 på udebane mod Real Valladolid. Andrew Hjulsager kom på på banen for Celta, da Oscar Plano og Keko havde scoret efter pausen, mens Mathias Jensen forblev på bænken og fortsat kun har spillet én kamp for Celta.

Skisport. Den norske styrtløbsspecialist Aksel Lund Svindal stopper karrieren efter det kommende VM i svenske Åre. Det meddelte den 36-årige nordmand lørdag aften ved VIP-arrangement i Kitzbühel. Aksel Lund Svindal har vundet 36 World Cup-løb samt OL- og VM-guld.

Tennis. Novak Djokovic var suveræn i Australian Open-finalen mod Rafael Nadal, der blev slået 6-3, 6-2, 6-3. Serberen har nu vundet de tre seneste grandslamturneringer - Wimbledon, USA Open og Australian Open. Det troede han ikke på for et år siden. »Det er 12 måneder siden, jeg blev opereret, og det er helt fantastisk, at jeg kan stå her i dag og have vundet en grand slam-turnering«, lød det fra Novak Djokovic i sin sejrstale på Rod Laver Arena. Vinder Novak Djokovic også French Open i Paris, der starter i slutningen af maj, gentager han sin succes fra 2015 og 2016, da han sad på de fire store titler samtidigt. Triumfen i Melbourne var Djokovic’ 7. og dermed rekord i Melbourne og den 15. i alt.

Novak Djokovic tværer Nadal ud i Australian Open-finale

Badminton. Anders Antonsen tog karrierens største skalp, da han slog den japanske verdensmester Kento Momota i et 1.19 timer langt finaledrama med 21-16, 14-21, 21-16 ved Indonesia Masters. »Det er kæmpestort at slå Kento Momota. Han er nok den bedste i verden lige nu, så jeg er virkelig glad«, lød det fra Anders Antonsen i sin sejrstale i Jakarta, inden han strøg til tasterne på Instagram: »Hvad sker der lige? Vinder af Indonesia Masters 2019 efter at have slået verdens nummer 1 Kento Momota! Mange, mange tak for støtten til alle. Der var en vanvittig atmosfære – det vil jeg aldrig glemme«. Sejren indbragte ca. 173.000 kroner til Anders Antonsen.

Parasport. Malaysia er blevet frataget årets VM i svømning, fordi landet ikke vil lade atleter fra Israel deltage. Det skriver AP. Malaysia er overvejende muslimsk og landet har ikke diplomatiske relationer til Israel.

Fodbold. AaB har forlænget kontrakten med den 18-årige forsvarsspiller Mathias Ross Jensen til 2023.

Håndbold. Sverige sluttede på femtepladsen ved VM ved at slå Kroatien 34-28 (16-13), mens kampen om syvendepladsen sluttede med sejr til Spanien på 36-31 over Egypten.

Fodbold. Fyringen af træner Thierry Henry havde ikke den ønskede effekt. Monaco tabte lørdag aften til Dijon med 2-0 og er fortsat næstsidst i Ligue 1. I bestræbelserne på at komme væk fra den plads har Monaco lejet den 23-årige portugisiske kantspiller Gelson Martins, der kun har været på banen i 8 af Atlético Madrids ligakampe, siden han skiftede fra Sporting inden denne sæson.



Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her