Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
»LANDIN«, rungede det efterfølgende, hver gang han tog en bold.
Foto: Jens Dresling

»LANDIN«, rungede det efterfølgende, hver gang han tog en bold.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

15.000 brølede Danmark i mål og dansede, så Boxen gyngede

Arenaen gyngede, da et overlegent dansk landshold slog Norge 31-22. Nu er Hansen, Lauge og Landin også verdensmestre.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På række stod fem mænd med langhårede, brune parykker og pandebånd. Og nummer 24 på den rød-hvide trøje.

Selv om Mikkel Hansens idolstatus kunne afkodes på tilskuerpladserne med det samme, havde den danske megastjerne det samme ydmyge udtryk i ansigtet, som han havde haft hver eneste gang, han var gået på banen. Også selv om det gjaldt en VM-finale på hjemmebane, hvor Boxen bogstaveligt talt kogte over fra start.

Det skulle dog blive Norges svar på verdens bedste, 23-årige Sander Sagosen, der kunne score åbningsmålet i finalebraget. Hansen tog hurtig revanche og scorede kampens andet mål. Og så fik Boxen ellers, hvad de ville have. Overlegent dansk guld.

Den kongelige familie og statsministeren var der. Under stor sikkerhedsovervågning var de ankommet på den røde løber, tæt fulgt af betjente med Dannebrog på kinderne. Så ved man, at det er en stor aften i sportens verden.

Alt sydede

Næsten lige så vigtigt var, at håndboldlegenderne Lars Christiansen, Kasper Søndergaard og Jesper Nøddesbo også var på plads for at overvære danskerne hive den VM-medalje hjem, de aldrig selv formåede.

Det var, som om musikken bragede lidt højere ud gennem højttalerne end ved de ni foregående kampe. Publikum svarede med at brøle tilsvarende højere tilbage. Alt sydede.



En viking svøbt i Dannebrog med horn i hatten og fuldskæg rejste sig, da Danmark efter 10 minutter for første gang kom foran med to mål. Med hænderne over hovedet jublede han, præcis som de 15.000 andre euforiske tilskuere, der havde været fremsynede nok til at købe billetter til den udsolgte finale.

Spurgte man de danske tilskuere inden kampstart, var det Hansen, Lauge og Landin, de havde sat deres lid til. Og profilerne var heldigvis flyvende. Da det danske førstevalg i målet efter 22 minutter tog et straffekast, lød et lettet suk fra hallen, som var fyldt til bristepunktet. Så vidste Boxen, at ham i målet i hvert fald nok skulle gøre, hvad han kunne, for at give Danmark den guldmedalje, en hel nation havde sat næsen op efter.

»LANDIN«, rungede det efterfølgende, hver gang han tog en bold.

Nordmænd gik forgæves

»Vi er røde, vi er hvide«, sang publikum til et tydeligt lettet dansk hold efter de første 30 minutter.

Spillerne klappede hinanden på skuldrene, inden de forsvandt ud i omklædningsrummet. Nordmændene gik slukøret til pause, mens Boxen rejste sig og for første gang begyndte at hoppe. Med 18-11 til Danmark på måltavlen troede de 15.000 feststemte på sejr.

Når nordmændene i resten af kampen var i angreb, blev de mødt af danske hyl. Da deres nationalsang inden kampen blev spillet, udgjorde de medrejsende ellers turneringens stærkeste udebanekor. En styrke, der vidnede om, at en del norske tilskuere havde taget turen til Herning for at heppe på Sagosen og de andre.


De måtte dog gå forgæves.

Da danskerne med ti minutter igen var foran med ti mål, dansede tilskuerne på lægterne, så Boxen gyngede. Lasse Svan forlod banen og blev mødt med jubel fra bænken. Nu turde det danske hold for alvor sænke skuldrene.

Præstationen var overlegen. Niklas Landin blev ved med at redde i målet. Danskerne stak længere og længere fra et tynget norsk hold, mens publikum begyndte at synge om sejren.

Med femten sekunder igen gav dj’en anlægget den sidste ekstra styrke, inden holdet brød ud i jubel, og de danske spillere kunne mødes i en stor glædesrus midt på banen. Denne gang med sikkerheden om, at de endelig kunne kalde sig for verdensmestre. Og så regnede guldet ellers ned over dem på podiet.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden