Jess Thorup, pokalvinder både som spiller og træner i Danmark, har fået en perfekt 2019-start med KAA Gent i Belgien, hvor Morten Olsen og Frank Arnesen ærgrer sig over, at Kasper Hjulmand ikke kom til Anderlecht.

Danskeren, der er ekspert i pokalfinaler, vil også slå til i Belgien

Jess Thorup har fået en god start i Gent.  Foto: Jan Sommer/POLFOTO
Jess Thorup har fået en god start i Gent. Foto: Jan Sommer/POLFOTO
Lyt til artiklen

Pokalfodbold og Jess Thorup passer perfekt sammen. Det har den 48-årige danske træner i Belgien på ny bevist. Han har i sin første sæson som cheftræner i KAA Gent nu ført klubben i finalen mod KV Mechelen. Thorup, mestertræner med FC Midtjylland i sidste sæson og dansk mester (1989) med OB som spiller, elsker pokalfinaler.

Han blev pokalvinder med OB i 1991 og 1993, da AaB begge gange var modstanderen, og som Esbjerg-træner triumferede Thorup med sit vestjyske mandskab med en finalesejr over Randers FC i 2013.

»Vi har fået en fin start i 2019, og det er meget vigtigt for klubben at komme i finalen. Vinderen kan få adgang til et europæisk gruppespil. Det er klubbens målsætning. Vi satser også på at slutte i top-6 og dermed i mesterskabsspillet i ligaen, men der bliver utrolig hård kamp om topplaceringerne«, siger Jess Thorup.

Gent er favoritten i finalen

KAA Gent er en stor klub, men har kun været belgisk mester én gang (2015) og vundet pokalturneringen tre gange, senest i 2010.

»De fleste vil nok mene, at vi er favorit i pokalfinalen, fordi Mechelen spiller i den næstbedste række. Men de hører til i den bedste, og de vender helt sikkert tilbage i næste sæson. De har et stærkt hold og får mindst 15.000 fans til opbakning i finalen«.

For Jess Thorups assistent, Johnny Mølby bliver det en speciel oplevelse at møde KV Mechelen i finalen. Midt i 90’erne spillede han for klubben i et par sæsoner.

Gent har efter den korte vinterpause lagt ud med to sejre i Jupiler League og gik ind til 24. spillerunde her i weekenden på 6. pladsen. Søndag er modstanderen Club Brugge. I den første kamp efter den korte vinterpause vandt Gent over Anderlecht, hvor Frank Arnesen er ny sportsdirektør.

Den kamp kunne have været et møde mellem to danske trænere – hvis Arnesen havde fået held til at hente Kasper Hjulmand fra FC Nordsjælland til Anderlecht. Det lykkedes som bekendt ikke, givetvis til skuffelse for bl.a. også Morten Olsen. Den tidligere landstræner bor i Belgien, hvor han i sin tid spillede bl.a. for Anderlecht.

Jess Thorup har fået gevinst ved at hente den forhenværende FCM-spiller Alexander Zørloth til Gent. Nordmanden scorede både i åbent spil og på straffespark efter forlænget spilletid, da Gent langt om længe besejrede semifinale-modstanderen Oostende. Det var kamp to, og begge kampe var dramatiske. Tre spillere blev vist ud i den første. I anden kamp kom Gents sejrsmål på straffespark nummer seks.

Gent-interesse for Onuachu

Alexander Sørloth er lejet i engelske Crystal Palace. Jess Thorup siger, at da vinterens transfervindue var åbent, havde Gent interesse for FCM-forwarden Paul Onuachu. Men han blev ikke helt aktuel for den belgiske klub. Angiveligt fordi den pris, som midtjyderne forlangte for den lange nigerianer, var for høj.

I KAA Gent har Jess Thorup, der havde pæn succes som ansvarlig for Danmarks U21-landshold, hurtigt vist, hvem der bestemmer og udstikker retningslinjerne for, hvordan der skal spilles, hvilke værdier der skal lægges vægt på, og hvordan spillerne skal opføre sig.

To gange har han, for at statuere et eksempel, som han siger, sendt etablerede førsteholdsspillere ned i B-truppen. Den første var Dylan Bronn. Den tunesiske landsholdsspiller fik ret hurtigt en plads på holdet igen, og Jess Thorup roser ham nu for gode præstationer.

»Vi er ved at bygge et stærkt hold op«, siger han og ser meget frem til en kæmpekamp, når pokalfinalen spilles for 50.000 tilskuere i Bruxelles.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her