Det endte som tidernes måske kedeligste Super Bowl. Det var i hvert fald den mest pointfattige med kun 16 point i alt og et enkelt touchdown.
Men det er de nok bedøvende ligeglade med hos New England Patriots.
17 år på dagen for Tom Brady og Boston-klubbens første Super Bowl tilbage i 2002 kunne tidernes bedste quarterback atter løfte Vince Lombardi-trofæet efter en sejr på 13-3 over et svagt Los Angeles Rams-hold.
Brady og træner Bill Belichick har dermed vundet Super Bowl 6 gange. Begge er flest for både en spiller og en træner gennem tiderne. De 3 af sejrene er kommet de seneste fem år.
Den 53. udgave af NFL’s ultimative kamp var på forhånd udråbt som kontrasternes opgør.
Brady og Belichick stod i duoens 9. Super Bowl. Flere end nogen af de 31 andre NFL-klubber. Los Angeles Rams’ trio Jared Goff, Todd Gurley og træner Sean McVay befandt sig alle i rollen som debutanter.
Det var arbejderbyen i det østlige USA mod showbusiness-byen i det vestlige. Et af sportsverdenens mest forhadte hold mod et mandskab, der ikke havde formået at blive sin egen hjembys store sportshold på trods af Super Bowl-pladsen grundet tilflytningen fra St. Louis for tre år siden.
Rams og Patriots’ hidtidige præstationer i denne sæsons slutspil var med til at skabe store forventninger om en mindeværdig kamp.
Det blev alt andet. Dertil var de to forsvar flere niveauer bedre end angrebene.
Tom Brady lavede en interception på sit allerførste kast og fik på trods af meget tid med bolden ikke flyttet den ned i redzone i løbet af de tre første quarters.
Jared Goff lignede en ung mand, der var påvirket af den store scene. Los Angeles-quarterbacken brugte mere tid på at løbe væk fra de jagtende Patriots-forsvarsspillere end forholde sig roligt og kaste bolden til sine receivere. Running back Todd Gurley virkede hæmmet af en knæskade, der har drillet ham i løbet af slutspillet og gjorde, at den store Rams-stjerne løb bolden under fem gange i første halvleg.
Alt sammen gjorde, det gav mening, at stillingen ved pausen var 3-0 til New England. Den næstlaveste score i en Super Bowl siden 1975, hvor Pittsburgh Steelers førte 2-0 over Minnesota Vikings.
Skal man være lidt spydig, var det heldigt for spillerne, at Maroon 5-forsanger, Adam Levine, på trods af de offensive præstationer i første halvleg ikke ligefrem fik aftenens hovedaktører til at se dårlige ud.
Nu kan denne skribent ikke bryste sig at være musikanmelder, men det var heller ikke nødvendigt for at konstatere, at Levine havde problemer med at synge kraftfuldt. Og decideret rent i flere tilfælde af koncerten. Derudover var det tvunget samarbejde med rapper Travis Scott og Big Boi fra Outkast lige så naturligt som shorts i februar-kulde.
Maroon 5 gik i panik og smed tøjet til Super Bowl: Adam Levine har lige så meget Jagger-moves som størknet smelteost over nachosVed starten af 4. quarter var der med stillingen 3-3 tale om den første Super Bowl i historien uden et eneste touchdown inden det afgørende kvarter.
Patriots’ receiver Julian Edelman havde indtil da været eneste offensive spiller, der havde vist noget særligt ved at gribe bolden på vigtige 3. downs. Kun for dernæst at se Patriots-offensiven gå i stå, når han blev dækket op af den stærke Rams-defensiv.
De kedelige 3 første timer endte endda ikke med at skabe en rigtig spændende afgørelse.
I stedet kom kampens første og eneste touchdown midt i 4.quarter, da Tom Brady først fandt Rob Gronkowski på et dybt kast, hvorefter Sony Michel løb bolden ind i endzone til stillingen 10-3.
Det tvang Jared Goff til at finde et niveau, han ikke havde været i nærheden af hidtil i kampen. En opgave, den unge quarterback ikke formåede at løse, da han kastede en håbløs, høj bold ned mod endzone, som Patriots’ Stephon Gilmore nemt kunne gribe.
Og så kunne Rams blot gå fra banen og iagttage Patriots-jublen.
»To mennesker har været med til at give Patriots de her seks mesterskaber i løbet af de seneste 17 år. Tom Brady og Bill Belichick. De er de bedste på deres felt gennem tiderne«, sagde Patriots-ejer Robert Kraft på podiet efter sejren, hvor Julian Edelman blev udnævnt som kampens mest værdifulde spiller.
fortsæt med at læse


























