Lindsey Vonn jublede euforisk og nåede at blive fotograferet sammen med sit forbillede, den legendariske svensker Ingemar Stenmark, inden hun tog plads i tronstolen som den førende i VM-styrtløbet.
Her fik den 34-årige amerikaner lov til at sidde i cirka 10 minutter, for både den forsvarende verdensmester og en schweizisk overraskelse kom hurtigere ned ad den forkortede VM-løjpe, men Lindsey Vonn sluttede sin imponerende karriere med en VM-medalje, da hun fik bronze i Åre.
Lindsey Vonn
Otte VM-medaljer
- 2007 Sølv i super-G
- 2007 Sølv i styrtløb
- 2009 Guld i super-G
- 2009 Guld i styrtløb
- 2011 Sølv i styrtløb
- 2015 Bronze i super-G
- 2017 Bronze i styrtløb
- 2019 Bronze i styrtløb
Ilka Stuhec blev efter schweizeren Maria Walliser den første kvinde i 30 år til at genvinde VM-titlen i styrtløb, da den 28-årige slovener med en forholdsvis sikker marginal på 0,23 sekund henviste schweizeren Corinne Suter til andenpladsen.
Trods en dårlig start på det blot 62-63 sekunder lange løb vandt Lindsey Vonn sin ottende VM-medalje, hvilket kun seks kvinder har gjort bedre i den alpine skihistorie.
Til gengæld blev Vonn som 34-årig den ældste VM-medaljevinder nogen sinde, og hun er den første til at vinde medaljer ved seks forskellige VM-stævner.
Corinne Suter blev juniorverdensmester i både styrtløb og super-G i 2014, men den nu 24-årige schweizer havde ikke været på podiet ved hverken World Cup eller VM inden denne uge i Åre, hvor det nu er blevet til to medaljer efter bronzemedaljen i super-G.
Umiddelbart efter konkurrencen fik medaljevinderen overrakt blomster af Ingemar Stenmark, der med sine 86 World Cup-sejre som den eneste overgår Lindsey Vonns 82.
fortsæt med at læse


























