Brøndbyspillerne var sønderknuste efter en jammerlig indsats og nederlaget til Esbjerg
Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Brøndbyspillerne var sønderknuste efter en jammerlig indsats og nederlaget til Esbjerg

Sport

Zorniger får nok at tage ansvar for efter Brøndbys tre kampe med ét point

Esbjerg havde læst på lektion, straffede Brøndbys vaklende defensiv og er på tredjepladsen.

Sport

For en uge siden raslede målchancerne rundt om ørerne på Brøndbymålmanden Marvin Schwäbe, der blev passeret på tre af dem i den underholdende 3-3-kamp mod FC Nordsjælland.

Den vakkelvorne forsvarsindsats fik i optakten til udekampen mod Esbjerg Brøndbytræner Alexander Zorniger til at stille sig foran sit hold og tage ansvaret for den skæve balance.

»Vores spillestil er baseret på, at hele holdet lykkes og lægger presset helt rigtigt. Lykkes vi ikke med vores presspil som hold, så sker det, at forsvaret kommer til at se skidt ud og dermed får kritikken. Det er dog ikke deres skyld, men derimod min skyld, da det er spillestilen, som er risikobetonet. I vores spillestil er vores angreb og midtbane lige så vigtig i vores defensive arbejde, som vores forsvar er«, forklarede Zorniger på Brøndbys hjemmeside.

Skal tyskeren på samme måde tage ansvaret for 2-1-nederlaget i Esbjerg, får han travlt, for mens forsvaret gav om muligt endnu flere chancer væk over for et klogt indstillet modstanderhold, så var offensiven nærmest usynlig i de første 75 minutter.

Esbjergtræner John Lammers havde instrueret sine spillere i, at afleveringer ind i rummet mellem forsvaret og midtbanen kunne volde Brøndby problemer, og det var godt set, men det var nu en klumpedumpefejl af Benedikt Röcker, der førte til den første chance, da bolden smuttede under foden på anføreren, så Adrian Petre fik en friløber og en afslutning fra en lidt for spids vinkel.

Den forudsete aflevering ind i tomrummet derimod udbytte, da Brøndby blev udspillet af et par flade afleveringer og et perfekt, fladt indlæg fra Mathias Kristensen, som Joni Kauko med forbløffende elegance dirigerede yderligt i mål med hælen bag om eget støtteben.

Så var Brøndby bagud for fjerde Superligakamp i træk, og det kunne sagtens have mere end det ene mål, for Mathias Kristensen fik en næsten tilsvarende chance for Kauko, som Schwäbe reddede, og Brøndby havde ikke én eneste afslutning inden for rammen i første halvleg.

»Der skal ske et eller andet«, som den tidligere Brøndbyagriber Peter Graulund i rollen som tv-ekspertkommentator kommenterede, og en indskiftning af Hany Mukhtar var ’et eller andet’, men 3 minutter efter pausen knasede Brøndbys defensiv igen.

Tre Esbjergspillere formåede at udspille syv modstandere med et par simple afleveringer, den sidste fra Jakob Lunghi Sørensen, der gav Adrian Petre chancen for oprejsning for afbrænderen ved at banke bolden fladt ind i det lange hjørne.

Adrian Petre fik endda frarøvet en friløber, da den rumænske angriber fejlagtigt blev vinket offside på egen banehalvdel, inden Brøndby i det sidste kvarter fik skabt nogle af de afslutninger, der havde været bemærkelsesværdigt fraværende i kampens første fem sjettedele.

Hany Mukhtar havde den første afslutning med et fladt skud lige på Jeppe Højbjerg, og så leverede Simon Hedlund en fremragende afslutning mod det lange hjørne, som tvang Esbjergmålmanden ud i det, der hedder fuld længe, og som i Jeppe Højbjergs tilfælde er ensbetydende med 1,94 meter.

Højbjerg reddede igen, da Simon Tibbling elegant drejede sig selv fri, svenskeren drønede ud og tog hjørnesparket hurtigt til indskiftede Nikolai Laursen, hvis indlæg sad lige i panden på Benedikt Röcker, der satte ind i slutfasen med sin reducering.

Röcker havde en kæmpe chance for at heade bolden i kassen på yderligere et indlæg fra Nikolai Laursen, men Esbjerg holdt hjem og holdt Brøndby nede på ét point i de seneste tre kampe.

»Alle er skuffede over indsatsen. Den måde, vi spillede på i dag, er ikke i orden«, konstaterede Alexander Zorniger i 3+’s tv-studie, hvor atter påtog sig ansvaret for holdet, der kun havde leveret tilfredsstillende i de sidste 10 minutter.

Esbjerg har nu overtaget tredjepladsen, og klubbens jyske slutprogram i grundspillet tæller tre af de fire nederste hold med Hobro (ude), AC Horsens (hjemme), Sønderjyske (ude) og Vejle (hjemme).



Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden