Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

STEMNING. 2.500 højlydte tilskuere fyldte K.B. Hallen til et professionelt MMA-stævne. Man kunne bl.a. se den olympiske bryde-sølvvinder Mark O. Madsen (til højre)i kamp mod franskmanden Thibaud Larchet. Danske Madsen vandt.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Idrætsprofessor om kampsporten MMA: Jeg føler både afsky og fascination. For nu skal vi kæmpe til det yderste

Den tidligere europamester Hans-Henrik Palm siger: »MMA-sporten er farlig, men professionel boksning er farligere«. Læs her, hvad eksperterne mener.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det begyndte med brydning, og så kom boksning. Eller også var det omvendt. Med boksning først.

The Noble Art of Self Defence kaldte englænderne den såkaldte moderne udgave af boksningen fra 1800-tallet. Men ellers kan boksningen spores laaangt tilbage, bl.a. til de antikke olympiske lege – og boksningen har alle dage været en del af repertoiret i det store sportsudbud.

Også i Danmark, som i ’gamle dage’ havde mange fine boksere, både i amatørrækkerne og hos de professionelle.

Et godt stævne med markante og hårdtslående personligheder på programmet kunne fylde en hvilken som helst sal, hal eller forsamlingshus. Det var agtværdigt at overvære et godt boksestævne.

Sådan er det ikke længere. Amatørboksningen er en skygge af sig selv, i dag mere kvalificeret motion end egentlig dominerende konkurrencesport – og hos de professionelle søger den nu 85-årige promotor Mogens Palle ihærdigt at holde liv i traditionen og forretningen. Det er vanskeligt, for selv om hans passion er stor, er tilskuerne få og begejstringen behersket.

Professor ville være bokser

Det er på den baggrund, at Mixed Martial Arts, MMA – blandet kampsport i nådesløs amerikansk stil – kan føre sig frem på den danske sportsscene og melde alt udsolgt til et stævne i K.B.-Hallen på Frederiksberg i København. Den myteomspændte smukke hal, der er genopbygget efter en ødelæggende brand, og hvor danske boksere i årtiernes løb blev formet til europamestre og verdensmestre. Under Mogens Palle styring.

»Tiden har forandret sig«, siger forfatter, forsker og idrætsprofessor ved Aarhus Universitet, Verner Møller, der selv var tidligere topspiller i håndbold i Kolding.

»Du og jeg er fra dengang, da man stod op midt om natten for at se Muhammad Ali og Joe Frazier møde hinanden. Det var fantastisk. Og i de år var der kun én verdensmester. Jeg var vildt fascineret, og ja, jeg ville selv være bokser. Jeg var fuldstændig grebet«.

Men siden har boksningen mistet sin ’facon’, mener professoren, hvis boksedrømme hurtigt blev bremset af farmand Møller.

Der kom flere forbund i den globale bokseforretning, der kom således også flere verdensmestre i de forskellige vægtklasser, forbundene hed alle sammen noget med WB og et tredje og måske et fjerde bogstav – og det store publikum mistede helt orienteringen i den store skov. Og tabte interessen.Slå, sparke, kaste og bryde

»Men så kom der nyt fra USA – wrestling. Indstuderet og iscenesat skuespilsbrutalitet, der uden tvivl var meget krævende fysisk, men som også var aftalt sport. I mine øjne er det, vi i dag oplever med MMA, en mere brutal videreudvikling af wrestling, bare med en rigtig vinder. Men også et show med kæmperne lukket inde i et bur«, siger professoren.

MMA-sporten – også kaldet Ultimate Fighting – har rod i 1990’ernes Brasilien, men blev hurtigt adopteret til USA, hvor der er skabt et stort professionelt miljø.

Deltagerne må slå, sparke, kaste og bryde, ja man må også slå på en modstander, der ligger ned. Der er stort set kun den regel, at kamplederen må stoppe kampen, når han vurderer, at den ene atlet ikke længere er i stand til at forsvare sig. Eller at kæmperen slår hånden i måtten som tegn på overgivelse. Så er det overstået.

Fuldt hus i K.B.-Hallen til en kampsport med fuld fysisk kontakt. Jamen, hvad er gået galt, er det billedet på en forråelse af samfundet? Et udtryk for et ultraliberalt syn på, at kun den stærkeste har ret til at ’overleve’? Eller bare det moderne menneskes trang til brutal virkelighedsunderholdning?

Det gemte dyr

»Jeg oplever, at vi har fået en sportsgren med nogle deltagere, der vil prøve det helt ekstreme. Det er det gemte dyr i mennesket, der vokser og bryder ud. På en anden måde end i klassisk kampsport«.

Det siger Hans-Henrik Palm, tidligere professionel europamester i boksning og nuværende forretningsmand med op- og nedture – og også tidligere arrangør af MMA-stævner i Brøndby-Hallen med cirka 3.000 tilskuere.

»Jeg tror dog ikke, at MMA bliver en folkesport på linje med boksning her i landet. Den er for brutal. Men den skal nok have sit publikum i København, og den kreds kan godt blive større, hvis man får de rigtige trækheste blandt kæmperne – typer som den olympiske bryder, Mark O. Madsen. Han er kendt, tiltaler folk og så hedder han Madsen og ikke Abdul«, lyder det fra Palm.

Bæstet slippes løs

Susanne Ravn, der er forskningsleder, lektor og idrætsforsker på Syddansk Universitet, er tidligere rytmisk sportsgymnast på olympisk niveau, og hun har også det sorte bælte i den japanske kampsport Aikido. Hun siger, at der vanskeligt kan gives ét præcist svar på, hvorfor kampsporten MMA trænger sig ind på os.

»Men i de forskningsprojekter, hvor man har spurgt udøverne, taler de om at gøre sig fri af de begrænsninger, der lægges ned over individet. Dertil kommer, at der i tiden også er en vis forståelse for den ultimative udfordring; mere end den, vi kan møde i boksning«.

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

BANG. Det er tilladt at slå på en modstander, der ligger ned. Her sker det i kampen mellem Danny Mathiasen og Manolo Zecchini ved MMA-stævnet på Frederiksberg.

Forskningslederen siger også: »MMA kan forekomme grotesk i et samfund, hvor vi søger at passe på hinanden«.

»Men ikke desto mindre synes der at være tre forhold, der er vigtige for MMA-kæmperne. For det første, som sagt, at bæstet i os slippes løs og får frit løb. For det det andet, at der er et ønske om at konfrontere sig selv og komme helt ud på kanten – og for det tredje at finde sammen med ligesindede i et træningsfællesskab, der står i kontrast til det, der sker inde i buret«.

Besøgte 37 kæmpere

På universitetet i Odense har Susanne Ravn haft et par studerende, Mariam Rosenwanger og Eva Lee, der rejste til USA for at undersøge, hvorfor nogle går op i et bur med risiko for at blive slået til plukfisk.

I staterne interviewede de to danskere 37 MMA-kæmpere i alderen 21 til 48 år, der i snit havde haft 12 kampe i buret. 8 af dem havde en collegeuddannelse, 7 en universitetsgrad og en enkelt en erhvervsuddannelse – resten var uden uddannelse. Selv om kæmperne havde professionel status, arbejdede de fleste ved siden af deres sport for at få økonomien til at hænge sammen.

Mariam Rosenwanger og Eva Lee fulgte 12 af kæmperne tættere. Alle 12 lever af kampsporten, af selve kampene, sponsorer og træningsjobs – og de 12 kunne pr. kamp tjene mellem 66.000 og 6,6 mio. kroner.

I den artikel, de to studerende skrev på baggrund af deres hovedopgave, og i samarbejde med Susanne Ravn, og som bærer titlen ’Mixed Martial Arts og det totale engagement’, hedder det – med citat fra kæmperne – at »MMA giver mulighed for at følge sine dyriske instinkter og plads til at kanalisere frustrationer ud på en fysisk måde«.

Og videre: »Til forskel fra for eksempel det nordiske ideal om at sørge for, at eliteidrætsudøverne også indgår i andre handlekontekster end de, der har med deres sport at gøre, er MMA-udøvernes måde at organisere deres liv på, karakteriseret ved et totalt engagement«.

Da døden var en nydelse

Forfatter, forsker og idrætsprofessor ved Københavns Universitet, Hans Bonde, der er tidligere dansk mester og landsholdskæmper i judo, kan godt føle sig fristet af at sammenligne kæmperne med romertidens gladiatorer.

»Vi er ude i det ekstreme af den moderne underholdningsindustri, som måske ikke er så forskellig fra den underholdning, romerne blev budt. Gladiatorerne døde af det, og det var det, der var publikums gys og nydelse – døden. Det sker ikke i dag, men vi nærmer os det«, mener Hans Bonde.

På spørgsmålet om han tror, martialkæmperne tiltrækkes af døden, svarer han: »Måske. Måske vil de i den sidste ende den andens død«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan har Hans Bonde det selv med MMA-sporten? »Meget blandet«, svarer professoren.

»Det er en udpræget maskulin kultur, det helt modsatte af den meget indpakkede og beskyttende kultur, drengeverdenen oplever i dag«.

»Kæmperne bryder ud for at mærke pulsen, for at teste det ultimative i en sport, hvor der er færre regler, og hvor man er lukket inde i et bur som dyr. Hvis man er ond, kan man sige, at det er for at mærke blodtørsten. Personligt føler jeg en blanding af afsky og fascination – for jeg kan godt se det dragende. Nu skal den have hele armen, nu skal vi kæmpe til det yderste. Mærke det farlige«.


Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

AV. Danskeren Søren Bak bliver hårdhændet behandlet af Morgan Charriere foran cirka 2.500 tilskuere, der fyldte KB-Hallen ved MMA-stævnet. Det var en kamp i fjervægtsklassen.

Noget andet end dygtige Lotte

En anden professor, Verner Møller, kan godt følge tankegangen – og se opgøret med det ’pæne civiliserede’.

»Vi har tabt forståelsen for det at slås. Ingen slås jo i skolegården, som man gjorde tidligere. MMA kan måske være en ventil, for den maskulinitet, der er under pres«, mener Verner Møller – som henover de sidste 10 år har set, at hans mandlige studerende i Aarhus har fået muskler.

»De træner sig op, men det er ikke muskler, de bruger til noget. »Jeg ved godt, at jeg ikke må slå«, siger de til sig selv, men de kan vise sig frem som de mænd, de føler sig som. Og også vise, at de har noget andet at byde på, end hende Lotte med de gode karakterer«.

Tilbage til de rå kæmpere og farligheden i buret.

»Og det er farligt«, fastslår eksbokseren Hans-Henrik Palm, der i dag driver tre københavnske træningscentre med navnet Sporting Health Club, hvor netop boksning er en del af træningen.

»Man kan virkelig blive banket inde i buret, men som jeg ser det, er professionel boksning langt farligere. Ja, der er færre regler i MMA, men i boksning kan du få mange slag til hovedet i løbet af 12 omgange. Og det er slemt, værre end den korte tids brutalitet, du kan opleve i buret«, mener Palm.

For voldsom til DIF

Har en ’regelløs’ sport som MMA nogen som helst chance for at blive en del af den etablerede, samlede danske idræt? Morten Mølholm, der er direktør for Danmarks Idrætsforbund, DIF, er skeptisk.

»MMA-sporten er et udtryk for, at nogle befolkningsgrupper vil have en mere og mere brutal form for underholdning. Det skal være mere og mere ekstremt, ingen grænser – som i reality-tv, hvor der overskrides grænser hele tiden. Af dem, der deltager, og af dem, der kigger på«, siger Mølholm.

»Med tiden bliver denne kampsport nok mere organiseret, mere struktureret i sin opbygning og med større ansvarlighed. Det tror jeg. Men det er stadig en meget voldsom sport, og nok også for voldsom til Danmarks Idrætsforbund. Det er ikke lige os. Vores holdning præges af de signaler, en sportsgren sender til børn og deres forældre, og det værste, der kan ske for os, er, at vi mister forældrenes tillid«.

»Der er ganske meget, der handler om etik. Og her har denne kampsport et problem«, siger DIF’s administrerende direktør.


Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce






Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden