Rungsted vinder i sønderjysk heksekedel, Bayern tilbage på toppen.

23-årig fra Herning sikrer sig EM-titel efter heroisk forsvar

 Rajbek Bisultanov var i 2018 nomineret til Politikens Årets Fund-pris. Søndag viste han ved EM i Bukarest hvorfor.  Foto: Nima Hajarzadeh/Nima Hajarzadeh
Rajbek Bisultanov var i 2018 nomineret til Politikens Årets Fund-pris. Søndag viste han ved EM i Bukarest hvorfor. Foto: Nima Hajarzadeh/Nima Hajarzadeh
Lyt til artiklen

Brydning. Den 23-årige Herning-bryder Rajbek Bisultanov er europamester. Søndag sejrede han i EM-finalen 82 kilos klassen (græsk romersk) i Bukarest ved at levere et heroisk forsvarsarbejde i slutfasen mod Lasha Gobadze fra Georgien. Rajbek Bisultanov med de tjetjenske rødder leverede en kraftpræstation, der umiddelbart efter fik ham til at løbe hallen rundt med det danske flag over sig i vild jubel. Rajbek Bisultanov kom som 12-årig til Danmark som krigsflygtning fra Tjetjenien.

Nomineret til Årets Fund 2018: Fra krigens rædsler til opgør på madrassen

Ishockey. Finaleserien om DM-titlen kan blive en hurtig affære. Rungsted vandt det andet opgør på udebane mod Sønderjyske med 3-2 og fører nu 2-0 i kampe. Der var 4.812 tilskuere dannede en hektisk atmosfære til matchen, der havde periodecifrene 0-0, 0-2, 2-1 og med den sidste sønderjyske reducering få sekunder før tid. Holdene mødes igen tirsdag og fredag.

Fodbold. To Kingsley Coman-mål i de første 45 minutter banede vej for en 4-1-sejr til Bayern München på udebane over Düsseldorf i den tyske Bundesliga. Bayern München fører rækken med 67 point mod Dortmunds 66 point. Der resterer 5 runder.

Fodbold. Raheem Sterling scorede sine ligamål nummer 16 og 17 i denne sæson, da Manchester City med en 3-1-sejr på udebane mod Crystal Palace spillede sig et lille skridt nærmere et succesfuldt titelforsvar i Premier League. Palace-anfører Luka Milivojevic reducerede små 10 minutter før tid på et direkte frispark, der fandt vej gennem City-muren, og skabte en smule spænding i slutfasen, men Gabriel Jesus fik i tillægstiden genetableret tomålsforspringet for de voldsomt dominerende mesterskabskandidater.

Overblik: Fodboldresultater fra ind- og udland

Golf. Både Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard er med fremme i feltet inden sidste runde af US Masters. Olesen gik tredje runde i fire slag under par og er nr. 14, mens Lucas Bjerregaard via en runde i tre slag under par er samlet nr. 20. Inden fjerde og sidste runde af majorturneringen søndag finder man italienske Francesco Molinari på førstepladsen i samlet 13 slag under par. Amerikanerne Tony Finau og Tiger Woods deles om andenpladsen i 11 slag under par.


Fodbold. Jeppe Grønning og Mikkel Agger scorede to gange på tre minutter lige efter pausen, inden Andreas Albers med yderligere to mål sikrede Viborgs tophold i 1. division en knusende 4-0-sejr i Thisted mod bundproppen. Viborg fører rækken med 46 point foran Silkeborg med 44. Næstedved, der har spillet en kamp færre, har 43 point.

Håndbold. Team Esbjergs kvinder er for anden gang siden 2014 klar til at spille finale i EHF Cuppen. Herning-Ikast blev slået 30-16 i den anden semifinale og dermed samlet 53-36. I finalerne 4.-5. og 11.-12. maj skal vestjyderne møde den ungarske klub Siofok, som over to kampe besejrede Viborg 53-51. Viborg vandt ellers på hjemmebane 27-25, men det var altså ikke nok mod ungarerne, der havde vundet den første kamp på hjemmebane med fire overskydende mål.

Tennis. Polona Hercog vandt karrierens tredje WTA-titel, da hun i finalen i Lugano besejrede Iga Swiatek fra Polen i tre sæt med cifrene 6-3, 3-6 og 6-3. Den 28-årige slovener vandt senest for næsten syv år siden i svenske Båstad.

Motorsport. Med Lewis Hamilton og Valtteri Bottas på de to første pladser i Kinas formel 1-grandprix i Shanghai skrev Mercedes motorsportshistorie i. Dobbeltsejren i formel 1-løb nummer 1.000 var nemlig de to Mercedes-køreres tredje på stribe, og det er kun sket en gang tidligere, at et hold har besat de to første pladser i sæsonens tre første løb. Det var Nigel Mansell og Riccardo Patrese i 1992, der dengang begge kørte for Williams. Hamilton og Bottas kan overtage rekorden alene, hvis de bliver nr. 1 og 2 i næste grandprix i Aserbajdsjan om to uger.

Her skal Kevin Magnussen forbedre sig. Danskeren var småfrustreret over sig over, at han og Haas-raceren ikke kunne følge med konkurrenterne i Shanghai. Magnussen startede som nr. 9, men sluttede som nummer 13. »Det er ærgerligt, at vi ikke kan omsætte farten fra tidtagningen (kvalifikationen, red.) til løbet. Det må vi arbejde på«, siger Kevin Magnussen til 3+.

Magnussen blev overhalet flere gange i jubilæums-grandprix

Tennis. Den 20-årige nordmand Casper Ruud er en sejr fra sin unge karrieres største triumf. Med en sejr i to sæt over Daniel Elahi Galan Riveros fra Colombia ved US Men’s Clay Court Championship i Houston er Ruud nemlig i sin første ATP-finale. Modstanderen er Christian Garin fra Chile. Casper Ruud er søn af den tidligere norske tennisspiller, der på sig højeste var nr. 39 på verdensranglisten.

Motorsport. I kampen om det amerikanske sportsvognsmesterskab, IMSA, blev Jan Magnussensammen med makkeren Antonio Garcia nr. 2 i GTLM-klassen, da sæsonens 3. afdeling blev kørt i Long Beach. Magnussen kører for Corvette.

Håndbold. I februar 2018 pådrog en af verdens bedste kvindelige håndboldspillere, norske Nora Mørk, en korsbåndsskade og senere fulgte yderligere en skade efter. Lørdag fik hun så comeback for den ungarske storklub Györ, der i Champions League nedsablede Odense 33-21. Nora Mørk scorede to af målene i sit comeback efter den meget lange pause.

Atletik. Ethiopiske løbere dominerede Paris Marathon, der søndag blev afviklet for 43. gang i den franske hovedstads gader. Hos mændene var Abrha Milaw hurtigst i tiden 2.07,20 timer, mens den hurtigste kvinde var Gelete Burka. Hendes tid var 2.22,47 timer.

Badminton. Japaneren Kento Momota vandt Singapore Open, da han i finalen besejrede Anthony Ginting fra Indonesien i tre sæt med cifrene 10-21, 21-19, 21-13.

Ishockey. Alt gik op i en højere enhed for det danske kvindelandshold ved VM i den næstbedste gruppe. Først slog Danmark Norge 4-0, og da Ungarn efterfølgende besejrede Østrig 2-1, var det lig med dansk oprykning til den bedste gruppe. Danmark VM-facit lyder på ni point efter tre sejre og to nederlag, og det rakte altså til oprykning til VM’s fineste lag som nr. 2 efter Ungarn.

Fodbold. Ipswich og danske Jonas Knudsen måtte lørdag vinke farvel til den næstbedste engelske række, da holdet hjemme spillede 1-1 mod Birmingham. Dermed kan Ipswich ikke længere undgå nedrykning fra Championship.

Fodbold. Kasper Dolberg scorede et enkelt mål, da Ajax Amsterdam besejrede Excelsior 6-2 i den hollandske Æresdivision. Den helt store spiller var dog veteranen Klaas-Jan Huntelaar, der lavede hattrick.

Fodbold. Borussia Dortmund rejste sig efter 5-0-øretæven sidste weekend til Bayern München og vandt hjemme 2-1 over Mainz i den tyske Bundesliga. Dermed holder Dortmund, der havde både Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen i startopstillingen, sig ind i kampen om det tyske mesterskab. Jadon Sancho scorede begge mål for hjemmeholdet.

Fodbold. West Ham United vil give livsvarig karantæne til de fans, som bliver identificeret i en antisemitisk video, der cirkulerer på sociale medier. Karantænen vil betyde, at tilhængerne får forbud mod at komme på London Stadium, ligesom at de ikke længere må rejse sammen med klubben. Det oplyser West Ham United i en erklæring lørdag aften ifølge Ritzau.

»Vi væmmes over indholdet af videoen, der cirkulerer på sociale medier lørdag aften. Vi skrider til handling med det samme for at forsøge at identificere gerningsmændene, hvis oplysninger vi vil overdrage til politiet«. Meddelelsen kommer, efter at West Ham-fans tidligere på dagen blev filmet, mens de sang en antisemitisk sang om rivalerne fra Tottenham Hotspur.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her