Direkte sport i tv
Fredag 3. maj
Atletik: Fredag aften løb sydafrikanske Caster Semenya sit måske sidste 800 meter-løb uden at skulle være medicineret mod det høje testosteron-niveau, hun er født med. Hun har netop tabt en sag mod Det Internationale Atletikforbund (IAAF) ved sportsdomstolen CAS vedrørende et nyt IAAF-regelsæt, men ved Diamond League-sæsonpremieren i Doha var hun en klar vinder, da hun krydsede stregen i tiden 1:54.98 minutter under store ovationer fra tribunerne. Årets hidtil suverænt bedste tid på distancen. Semenya lod ikke til at være påvirket af, at onsdagens dom gik hende imod.
»Handlinger tæller højere end ord. Hvis man er stor mester, skal man altid kunne levere«, siger hun til BBC ifølge AFP efter løbet. »For mig har livet altid været simpelt. Jeg er her for at levere noget for de mennesker, der elsker og støtter mig. Jeg nyder hvert øjeblik af mit liv«. Adspurgt om hvorvidt hun vil tage testosteronnedsættende medicin, svarer hun med et stort smil: »Nej! Det er en ulovlig fremgangsmåde«.
Sportsdomstol tillader, at forbund må tvinge kvindelige eliteatleter til at tage medicin mod testosteronFodbold: Fredag aftens topkamp i 1. division mellem Fredericia og Silkeborg blev ikke mindeværdig, og der blev misbrugt et par gevaldige målchancer undervejs. Men opgøret i Fredericia endte med smilende Silkeborg-spillere, for kort før afslutningen scorede Ronnie Schwartz til 1-0, hvilket betyder, at Silkeborg forsvarede sin førsteplads, mens Fredericia stadig er placeret uden for top-3.
Tennis: Turneringsdirektør Sergio Palmieri bekræfter over for AP, at Serena Williams har meldt sig til start ved Italian Open på gruset i Rom, hvor turneringen påbegyndes 13. maj. Den amerikanske stjerne har ikke spillet, siden hun måtte opgive at stille op til 3. i Miami i marts på grund et dårligt knæ. Det bliver også første gang siden 2016, Williams deltager i Rom. De to eneste andre turneringer, hun har deltaget i under forårssæsonen, resulterede i halvanden kamp i Indian Wells og så en ellers lovende kvartfinale ved Australian Open, hvor hun tabte i tre tætte sæt til tjekken Karolina Pliskova. Til gengæld oplyser Palmieri, at det er tvivlsomt, om han kan lokke Roger Federer til at være med i Rom. »Han har godt nok indskrevet sig, men han kommer nok kun, hvis han spiller godt i Madrid«, siger turneringsdirektøren til AP.
Cykling: David Gaudu (Groupama-FDJ) vandt fredag 3. etape af Romandiet Rundt. Den 22-årige franskmand slog akkurat Rui Costa (UAE) og Primoz Roglic (Jumbo-Visma) i kampen om etapesejren efter 160 kuperede kilometer. I den samlede stilling fører Roglic stadig med seks sekunder ned til fredagens etapevinder. Der resterer to etaper af løbet.
Fodbold: Jonas Knudsen skal finde en ny arbejdsgiver, når sæsonen slutter. Her udløber hans kontrakt med den engelske klub Ipswich, og aftalen bliver ikke forlænget. Det siger klubbens manager, Paul Lambert, ifølge klubbens hjemmeside. Siden starten af marts har Ipswich-manageren heller ikke kigget Knudsens vej, hvorfor danskeren har set de seneste ni ligakampe fra bænken eller tribunen. Ipswich ligger sidst i The Championship og er for længst rykket ned. Jonas Knudsen har spillet for klubben siden sommeren 2015, hvor han kom til fra Esbjerg.
Tennis: Den unge tyske stjerne Alexander Zverev har foreløbig haft det svært i grusbanesæsonen, og fredag gik det igen galt og det endda på hjemmebane ved BMW Open i München. I kvartfinalen vandt chilenske Christian Garin efter en lang og tæt dyst 6-4, 5-7, 7-5 og er dermed klar til lørdagens semifinalen mod italienske Marco Cecchinato. I den kommende uge skal Zverev forsøge at forsvare sin store titel i Madrid, men det ser rigtig svært ud, når formen ikke er der.
Fodbold: Der kommer gang i svingdøren i superligaklubben Sønderjyske til sommer. Fredag eftermiddag meddeler klubben, at den tager afsked med minimum fire af de ni spillere i førsteholdstruppen, der har kontraktudløb ved sæsonens udgang. Således siger klubben farvel til Mads Hvilsom, Victor Smedsrud, Ramon Rodrigues og Silas Songani. Førstnævnte er allerede præsenteret som ny spiller i Hobro, mens de tre øvrige spillere endnu ikke har meldt ud, hvad fremtiden byder på. Også flere tungere navne i Glen Riddersholms trup står foran et kontraktudløb, men det er fortsat usikkert, om de underskriver en ny kontrakt med Haderslev-klubben. Det drejer sig om Johan Absalonsen, Niki Zimling, Eggert Jonsson, Thomas Juel-Nielsen og Nikola Mirkovic. Sportschef Hans Jørgen Haysen fortæller, at han er i gang med at holde møder med spillerne om deres fremtid.
Tennis: Caroline Wozniacki får rutineret fransk modstand i 1. runde af den store grusturnering i Madrid, hvor kampene begynder allerede lørdag. Det er nemlig den 29-årige Alizé Cornet, der er danskerens modstander i søndagens sidste kamp på den næststørste bane opkaldt efter Arantxa Sánchez. Cornet var for 10 år siden helt fremme som nummer 11 på ranglisten, men er nu nede som nummer 54. Wozniacki og Cornet har mødt hinanden 8 gange tidligere med 7 danske sejre som udbytte. Faktisk har Wozniacki ikke tabt til den franske kvinde i 12 år. Caroline Wozniacki har holdt en turneringspause på en lille måned, siden hun nåede finalen i Charleston i USA, men er trods en periode med flere gigtsmerter altså klar til sæsonens første udfordring i Europa. Hun er seedet 11 i Madrid.
Golf: Joachim B. Hansen klarede lige akkurat cuttet ved China Open i Shenzhen, hvor den helt store historie er en lokal teeanger. Kuang Yang på 14 et halvt år deler efter to runder i 71 slag en 55. plads med Joachim B. Hansen. Kuang Yang var tvunget til at sænke sit putt fra 4 meter på 18. hul i første forsøg og klarede udfordringen. »Jeg var meget nervøs på 18. hul, da det var et meget langt putt, men den gik i og det er en fantastisk følelse«, siger kineseren til europeantour.com.
Fodbold: Valencia tabte ikke kun 1-3 til Arsenal i den første semifinale i Europa League, den spanske klubs tilhængere gjorde sig også særdeles uheldigt bemærket ved at lave nazi-hilsener og abelyde. »Vi kan kun fordømme den slags opførsel«, siger en Arsenal-talsmand ifølge BBC. Seks Valencia-fans blev anholdt for andre forhold under torsdagens kamp i London.
Fodbold: Det Franske Fodboldforbund (FFF) har åbnet en disciplinærsag mod Paris SG-stjernen Neymar, der angiveligt slog ud efter tilskuer efter den franske pokalfinale mod Rennes i sidste weekend. Episoden fandt sted i forbindelse med præmieoverrækkelsen, da PSG-spillerne var på vej til at modtage sølvmedaljer.
Tennis: Tjekkiet bliver ved med at understrege sin bredde i kvindetennis. Selv om erfarne Barbora Strycova lidt overraskende tabte sin semifinale ved Prag Open til schweiziske Jil Teichmann, har Tjekkerne alligevel en spiller i finalen. Kvalifikationsspilleren Karolina Muchova (nr. 106) vandt nemlig sin semifinale 6-2, 7-5 over amerikanske Bernarda Pera. Muchova har aldrig taget en WTA-titel.
Atletik: Efter at have tabt sin sag mod Det Internationale Atletikforbund (IAAF) ved sportsdomstolen CAS, har den sydafrikanske mellemdistanceløber Caster Semenya på Twitter antydet, at hun kunne trække sig fra sporten. Men det vil mange af hendes fans ikke høre tale om. »Giv aldrig op« og »kæmp videre hele vejen, lyder det fra flere sider på det sociale medie, selv om Semenya nu står over for at skulle lade sig medicinere mod sit høje testosteron-niveau i kroppen, hvis hun vil fortsætte med internationale konkurrencer. Fredag aften stiller hun dog til start uden medicin ved premieren på stævneserien Diamond League i Doha.
Cykling: Alex Pedersen, der var en af hovedinitiativtagerne til at få Tour de France-starten i 2021 til Danmark, er udnævnt som direktør for Grand Départ Copenhagen Denmark 2021. Det oplyser Københavns Kommune. »Når man er vild med Tour de France og cykelsport, så bliver det ikke større end det her. Derfor er jeg både stolt og ydmyg over den opgave, som jeg nu har fået. Jeg glæder mig utroligt meget til samarbejdet med danske og udenlandske interessenter om at planlægge og gennemføre den største sportsbegivenhed nogensinde i Danmark«, siger 52-årige Alex Pedersen, der er tidligere toprytter og sports direktør, og tillige har været administrerende direktør i Jysk Fynske Medier.
Idémændene: »Allerførst skulle vi bevise, at vi ikke bare var et par danske cykelidioter«Fodbold: Liverpools ellers så hårdføre midtbanemand Nany Keita er færdig for denne sæson. Manden fra Guinea skal ifølge Liverpool-manager Jürgen Klopp holde en pause på to måneder, hvilket også gør ham ukampdygtig til Africa Cup of Nations.
Fodbold: Tre store fejl de seneste fire kampe har sået tvivl som målmand David De Geas status i Manchester United. Manager Ole Gunnar Solskjær holder dog fast i den spanske keeper. »Han har været i overskrifterne af de forkerte årsager, og det er noget han skal stå igennem. Målmandsafdelingen har oplevet bedre øjeblikke, men David er klar til at spille på søndag«, siger Solskjær ifølge BBC. Årsagen til, at De Gea ikke bliver bænket mod Huddersfield, skal måske findes i, at reserven Sergio Romero blev skadet i torsdags.
Fodbold: 18-årige Gustav Isaksen indlemmes i den kommende sæson i FC Midtjyllands superligatrup. Gustav Isaksen, som FCM-sportschef Svend Graversen beskriver som »en unik spiller med store individuelle færdigheder«, har fået en femårig kontrakt.
Fodbold: Portugal må nøjes med det ene point, holdet fik i EM-kvalifikationen mod Ukraine efter en 0-0-kamp. Europamestrene havde håbet, at deres klage over ukrainernes brug af den brasilianskfødte angriber Junior Moraes i kampen kunne får Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) til at give dem en skrivebordssejr. Men Uefa meddeler, at der intet er at udsætte på Junior Moraes’ nyerhvervede ukrainske statsborgerskab. Luxembourg, der tabte 2-1 til Ukraine, havde også klaget.
Cykling: Den 39-årige verdensmester Alejandro Valverde (Movistar) kommer ikke til start i Giro d’Italia, der indledes næste lørdag. Spanieren plages fortsat af efterveerne fra et styrt tidligere i denne sæson.
Ishockey: En af NHL’s allerstørste legender er død som 91-årig. Leonard ’Red’ Kelly spillede 1.480 kampe for Detroit og Toronto og vandt i perioden 1947-67 hele otte Stanley Cup-titler.
Ishockey: Sønderjyskes DM-sølvvindere får tilgang af målmand Nicolaj Henriksen fra Esbjerg i den kommende sæson, mens målmand Kasper Krog tager den anden vej fra Sønderjyske til Esbjerg.
Ishockey: Oliver Bjorkstrand assisterede ved reduceringen til 1-2, men kunne ikke forhindre, at Boston sejrede 4-1 i NHL-slutspillet mod hans Columbus-mandskab. Stillingen er nu 2-2 i kampe. Colorado slog San José 3-0 og stillingen er ligeledes 2-2 i deres serie.
Fodbold: Trods en 3-1-sejr på hjemmebane på hjemmebane over Valencia i den første semifinale i Europa League frygter Arsenal-manager Unai Emery returmøde i næste uge. Ikke mindst på grund af spaniernes gode dødbolde. »Valencia er et godt hold. De spillede godt med stærke spillere i forsvaret og på midtbanen. De er gode til dødbolde, for de scorede på det i dag og gav os flere problemer«, siger Emery med henvisning til Valencias 1-0-mål, der faldt efter et hjørnespark i 11. minut.
Fodbold: Det kan blive en ren London-finale i Europa League. Chelsea fik nemlig 1-1 med hjem fra Frankfurt i deres første semifinale og kan klare sig med 0-0 i næste uge. »Vi er på hjemmebane, og det ser stadig godt ud. Vi ville gerne have haft en sejr, og vi havde chancerne. En sejr ville se lidt bedre ud, men vi er stadig komfortable«, siger Chelsea-danskeren Andreas Christensen til 6’eren.
Chelsea scorer og deler i første EL-semifinale 3. maj: For hurtig til at være kvinde?fortsæt med at læse




























