Sommeren 1998. På grænsen mellem Belgien og Frankrig stoppede en gruppe toldbetjente en mand ved navn Willy Voet, der var på vej til verdens største etapeløb, Tour de France, for at passe sit arbejde som soigneur – fysioterapeut og praktisk hjælper – for cykelholdet med sponsornavnet Festina.
At den 53-årige belgier havde en ekstra forpligtelse som kurer, stod klart, da myndighederne gennemsøgte hans bil og fandt epo, væksthormoner og andre medikamenter, som cykelrytterne på hans hold skulle have brugt til at forbedre præstationerne i det strabadserende løb.
Ryttere, holdejere og internationale beslutningstagere bedyrede med det samme deres uskyld og manglende kendskab til uvæsenets omfang med Tavshedens Lov som våben.
Eftertidens serie af modvillige tilståelsessager har imidlertid vist, at den enkeltstående episode på grænsen mellem Belgien og Frankrig mere end noget andet forvandlede en intenst voksende mistanke til en langstrakt og modvillig erkendelse af, at systematisk doping var en integreret del af cykelsporten.
