Tennis. Talentet Holger Rune rykker op på andenpladsen på verdensranglisten for juniorer efter weekendens turneringssejr i French Open. Kun den et år ældre italiener Lorenzo Musetti er bedre end den 16-årige dansker, der er med til at sætte et imponerende nationalt aftryk på verdensranglisten, da Clara Tauson ligger nr. 1 blandt pigerne under 18 år.
Fodbold. Irland topper suverænt den EM-kvalifikationsgruppe, som Danmark er en del af. Mandag aften vandt Irland med 2-0 hjemme over Gibraltar. Dermed har irerne ti point efter fire kampe som nummer et i gruppen. Irernes præstation mod Gibraltar var ikke prangende. Der skulle tilmed et selvmål fra Gibraltars Joseph Chipolina til, før irerne fik scoret kampens første mål. Det var anden gang, at Irland mødte Gibraltar i gruppen, og det var anden gang, at irerne vandt. Første opgør endte med en smal 1-0-sejr til irerne. Det lykkedes Irland at cementere sejren tre minutter inde i overtiden. Målet blev sat ind af indskiftede Robbie Brady.
Håndbold. Den norske målvogter Emily Stang Sando forlader København efter blot en sæson og skifter til den montenegrinske storklub Buducnost. Sando, der har spillet tre landskampe for Norge kom til Team Esbjerg og dansk håndbold i 2013 inden hun skiftede til Odense i 2017. Herefter gik turen til København, som nu lader nordmanden skifte inden kontrakten udløber.
Fodbold. Argentinas fodboldkvinder skabte mandag en stor overraskelse ved VM, da det lykkedes de undertippede sydamerikanere at spille 0-0 mod Japan i gruppe D. Japan, som har været i VM-finalen de seneste to gange, dominerede det meste af opgøret på Parc des Princes i Paris, men magtede ikke at score. Argentina har med det uafgjorte resultat fortsat aldrig vundet en VM-kamp. Holdet var med til VM i 2003 og 2007. Argentina havde tabt alle seks kampe ved de to tidligere VM-slutrunder - og i fire af de seks kampe indkasserede argentinerne seks mål eller mere. (Ritzau)
Basketball. Efter 18. sæsoner i den nordamerikanske NBA-liga stopper Tony Parker karrieren. Den 37-årige franskmand spillede i perioden 2001-2018 for San Antonio Spurs, mens han i den seneste sæson har været tilknyttet Charlotte Hornets. På grund af skader er det dog ikke blevet til så mange kampe. Med Spurs blev Tony Parker NBA-mester fire gange, og i forbindelse med sejren i 2007 blev han udnævnt til finalens mest værdifulde spiller. Han har vundet EM-guld, -sølv og -bronze med Frankrig.
Atletik. Mellemdistanceløberen Caster Semenya er for øjeblikket involveret i en prekær sag, der involverer Det Internationale Atletikforbund, IAAF, Den Internationale Sportsdomstol, Cas, og en schweizisk forbundsdomstol. IAAF har med velsignelse fra Cas besluttet, at kvindelige løbere med et unaturligt højt niveau af det mandlige kønshormon skal indtage medicin for at sænke kroppens indhold af testosteron. Det vil gå ud over Semenya, der er dobbelt omlympisk mester og tre gange verdensmester. IAAF-afgørelsen er anket til en schweizisk forbundsdomstol, der har suspenderet den indtil sagen er blevet vurderet. Derfor er Caster Semenya blevet udtaget til VM i Doha 27. september-6. oktober. Om hun rent faktisk kommer til start, afhænger af forbundsdomstolens svar.
Dressur. Med over 85 procent i karakterer red Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack sig til sejren i DM for seniorer hos Dressage Academy i Vodskov. Sidste års mester, Cathrine Dufour, havde ladet sin OL-hest Atterupgårds Cassidy blive hjemme og red i stedet på 9-årige Bohemian. Med 82.450 procent i karakterer endte Dufour på 2. pladsen, mens bronzen gik til Agnete Kirk Thinggard og Jojo Az, som fik 77.850 procent.
Motorsport. Kevin Magnussen har givet folkene i Haas-teamets garage en undskyldning efter søndagens Formel 1-grandprix i Montreal. Under racerløbet brokkede danskeren sig over radioen i kontante vendinger over bilen. Den var blevet repareret, efter at Magnussen havde smadret den i lørdagens kvalifikation. Brokkeriet stoppede først, da teamchef Günther Steiner brød ind og slog fast, at nu var det nok. Til TV3 Sport fortæller Steiner ifølge Ritzau, at danskeren efterfølgende valgte at give folkene i Haas-holdets garage en undskyldning.
»Han undskyldte bagefter over for hele teamet, og han sagde, at han ikke mente det sådan. Men det gik så dårligt, og han havde brug for at sige det til nogen«, siger Günther Steiner til tv-stationen.
Tennis. Caroline Wozniacki rykker efter sit tidlige exit fra French Open en enkelt plads ned på verdensranglisten, så hun nu er nr. 14. Japanske Naomi Osaka er fortsat nr. 1, mens Ashleigh Barty fra Australien er rykket seks placeringer frem til 2. pladsen efter lørdagens triumf i French Open.
Motorsport. Ferrari og holdets stjernekører Sebastian Vettel føler sig bortdømt i søndagens canadiske formel 1-grandprix, hvor en tidsstraf kostede tyskeren sejren. som i stedet gik til Lewis Hamilton (Mercedes). Ferrari agter at protestere officielt mod tidsstraffen med det formål at få tilkendt sejren.
Kajak. Den tidligere russiske verdensmester Oleg Zhestkov har fået fire års karantæne for doping. Det oplyser Det Internationale Kajakforbund mandag. 32-årige Zhestkov er dømt for at benytte det præstationsfremmende stof epo. Han blev fanget af en kontrol, der blev udført af de russiske antidopingmyndigheder i marts i forbindelse med en træning. I 2013 var han med til at vinde VM-titlen med den russiske firerkajak i 1000 meter-klassen.
Tennis. Den russiske stjerne Maria Sharapova gør i næste uge comeback, fire måneder efter at hun gennemgik en skulderoperation. Den 32-årige russer har taget imod et wildcard til næste uges Mallorca Open. Turneringen spilles på græs og bruges af flere spillere som optakt til Wimbledon, der begynder 1. juli.
Fodbold. Bayern Münchens brasilianske højreback, Rafinha, skifter efter otte år i det sydtyske til Rio-klubben Flamengo i hjemlandet. Det oplyser den 33-årige forsvarsspiller mandag på Twitter. Rafinha har fået en kontrakt på to år i Flamengo. Ud over Rafinha tager Bayern München i sommerpausen afsked med Arjen Robben og Franck Ribery.
Golf. Rory McIlroy vandt på suveræn vis Canadian Open. Dermed kan den 30-årige nordirer rejse fra Hamilton i Ontario med godt ni millioner kroner for fire dages arbejde. Med en fjerde runde i 61 slag - ni under par - sluttede McIlroy hele syv slag foran de nærmeste konkurrenter Shane Lowry fra Irland og amerikaneren Webb Simpson.
Ishockey. NHL-finalen, Stanley Cup, skal afgøres i en altafgørende syvende kamp. Det står klart, efter at ishockeyholdet Boston Bruins vandt 5-1 på udebane mod St. Louis Blues i en vind eller forsvind-kamp for udeholdet. St. Louis førte finaleserien, der spilles bedst af syv kampe, med 3-2 inden søndag nats sjette kamp. Derfor var sejren vital for Boston-holdet.
Golf. Danske Nanna Koerstz Madsen endte på en delt 11.-plads efter en dårlig tredje og sidste runde i LPGA-turneringen i New Jersey, USA. Den 24-årige dansker havde ellers placeret sig på en sikker tredjeplads, men derfra gik det galt i tredje og sidste runde. En enkelt eagle og to birdies kunne så langt fra ikke gøre op for den ene dobbeltbogey og de seks bogeys, som Nanna Koerstz Madsen også blev noteret for. Amerikanske Lexi Thompson vandt med 12 slag under par. Nicole Broch Larsen blev delt nr. 26.
fortsæt med at læse




























