Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningJeg hader udtrykket 12-talspiger, som har sådan en modbydelig underliggende tone af, at pigers små skrøbelige sind ikke kan tåle at arbejde rigtig hårdt, så derfor må de blive syge af at få gode karakterer.
Men jeg tror, at begrebet er det, der kommer tættest på, hvordan det føles at være FC København-fan. At alt andet end den perfekte sæson er en kæmpefiasko. Vi skal bare ikke have 12. Vi skal vinde Superligaen. Helst overlegent. Vi skal egentlig også vinde pokalen. Og så skal vi spille europæisk gruppespil og i år helst Champions League. Lidt pres?
Jo, bestemt en anelse.
Derfor er jeg det meste af sæsonen faktisk ikke nogen særlig glad fan.
Jeg elsker at være i Parken
Misforstå mig ikke. Jeg elsker klubben, jeg elsker at være i Parken, jeg elsker bruset, når kampene er i gang, og man forsvinder i det. Jeg elsker vores sange og at stå der i et kæmpestort mandskor og lade mig opsluge. Jeg elsker de gamle historier, helte, der kommer hjem på besøg og lader sig hylde.
Jeg elsker de nye ansigter, håbet om, at dem, der spiller i dag, bliver morgendagens helt store stjerner, og jeg håber, håber, håber sådan, at Wind bliver et af de navne, vi om 10 år ser tilbage på, mens vi siger »Kan du huske, hvordan det var, da han debuterede?«.
Jeg håber, at Robert Skov tager en sæson mere, så han for alvor kan stå distancen, når han kommer ud, og jeg håber, at Jens Stage, som vi lige har købt, er lige så god, som AGF-fans har lovet os.
Jeg bliver glad, når William Kvist byder ham velkommen i klubben, og når jeg ser Thomas Delaney, Andreas Cornelius og Mathias Zanka tage på sommerferie sammen og sidde i skyggen og løse krydsogtværs. De er en del af os, tænker jeg, det store brusende hvide hav, som jeg ikke ville være foruden, fordi det giver mig et rum til at elske byen og til at slippe hverdagen. Til at råbe og håbe og græde og grine og juble og græmmes.
Jeg ville ikke undvære at være fodboldfan, men i lange perioder hader jeg det også.
Jeg hader også at være fan
Mest af alt fordi jeg er så uendelig bekymret. Fordi det så nemt kan gå galt. Fordi fiaskoen kan ramme alle steder.
Jeg har alle mulige skøre jinx-ritualer. Jeg havde f.eks. engang et par meget fine sølvstøvler, jeg brugte alle steder. På nær i Parken. Fodboldguderne må ikke tro, at sølv er godt nok. Jeg har stadig ikke tilgivet den ven, der drak en tjekkisk pilsner før en kamp mod Viktoria Plzeň, som vi så tabte. Jeg siger aldrig ’når vi vinder’, men ’hvis’, også mod Hobro og Vendsyssel.
Jeg ved godt, at andre klubbers fans synes, vi er lamme. De er vant til frygten for nedrykning, for dem er top-6 en fest, for andre er det at klare skærene igen eller vinde pokalfinalen vidunderligt. Men i FC København er det aldrig nok. Det skal være perfekt.
Og det frygter jeg sådan, at det ikke bliver. I år. Man ved jo aldrig. Men jeg håber.
I forbindelse med Superligaens sæsonstart får fans uden tilknytning til sportsredaktionen ordet. Sarah Skarum er journalist på Politikens Forbrug & Liv-redaktion.
Skriv kommentar