Joachim Andersen bliver dyreste danske fodboldspiller, og Brøndby køber talentfuld nordmand i Stabæk.

15-årig sensation kæmper sig videre efter en gyser ved Wimbledon

Der var plads til mange store følelsesudladninger fra Cori Gauff under kampen mod slovenske Polona Hercog fredag aften. 
   Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
Der var plads til mange store følelsesudladninger fra Cori Gauff under kampen mod slovenske Polona Hercog fredag aften. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tennis. Den 15-årige amerikanske sensation ved Wimbledon Cori Gauff fortsætter sin sejrsrække. Fredag kom hun videre, selv om hun var nede med en matchbold, da hun kæmpede sig forbi slovenske Polona Hercog med cifrene 3-6, 7-6(9/7), 7-5. Hercog havde ellers undervejs gode chancer for at tage sejren, men hendes nerver stod slet ikke distancen. Opgøret bød ikke på ret meget god tennis, men spændingen var intens hele vejen. Gauff møder nu den rumænske stjerne Simona Halep i 4. runde.

Fodbold. 23-årige Joachim Andersen indtager nu tronen som Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde. Forsvarsspilleren skifter efter en flot sæson i Sampdoria til franske Lyon. Det bekræfter Sampdorias præsident, Massimo Ferrero, overfor det italienske TV-program SportItalia. »I dag har jeg solgt Andersen for 24 millioner euro plus seks millioner euro i bonusser«, siger Ferrero. Det svarer til 179 mio., der kan stige til i alt 224 mio. Jannik Vestergaard blev sidste år købt af Southampton for 186 mio. kr.

Fodbold. FC København har solgt den slovakiske forsvarsspiller Denis Vavro til SS Lazio i Serie A. Vavro kom til FCK i sommeren 2017 og lignede i sin første tid i klubben ikke et potentielt stort salg, som det nu er blevet tilfældet. I sidste sæson udviklede han sig dog til at blive en af de bedste spillere på det danske mesterhold. »Vi har nu fået et attraktivt økonomisk tilbud fra SS Lazio, og det er samtidig en stor mulighed for Denis. Kombineret med, at vi har fået en afløser på plads, har vi valgt at sige ja«, siger Ståle Solbakken i en pressemeddelelse.

Tennis. Topseedede Novak Djokovic sørgede fredag for at spille sig i 4. runde i Wimbledon for 12. gang i karrieren. Verdensetteren viste sin klasse til sidst, selv om han fik god modstand i første og andet sæt. Det endte med en sejr til Djokovic over den unge polak Hubert Hurkacz på 7-5, 6-7 (5/7), 6-1, 6-4. Dermed er serberen klar til at møde enten Ugo Humbert fra Frankrig eller canadiske Félix Auger-Aliassime om en plads i kvartfinalen.

Fodbold. Den tidligere Arsenal- og Manchester City-spiller Samir Nasri skifter til belgiske Anderlecht, hvor han bliver genforenet med spillende cheftræner Vincent Kompany, som Nasri spillede med i City fra 2011 til 2017. Det skriver den belgiske klub på Twitter. Den 32-årige franskmand tørnede senest ud for West Ham, men har siden tiden i Manchester også været forbi Sevilla på en lejeaftale og tyrkiske Antalyaspor.

Tennis. Tredje runde blev endestation for en af finalisterne i sidste års Wimbledon. Fredag skulle Kevin Anderson forsøge at spille sig videre til 4. runde, men det lykkedes slet ikke, da sydafrikaneren fik stryg i tre sæt mod Guido Pella. Argentineren, der er nr. 26 i verden, vandt kampen vandt 6-4, 6-3, 7-6 og er for første gang i karrieren nået så langt i græsklassikeren.

Olympisk. Kuwait er ikke længere i Den Internationale Olympiske Komités (IOC) sorte bog. Fredag meddeler IOC på sin hjemmeside, at udelukkelsen af Kuwait er blevet ophævet, fordi landet nu opfylder den aftale, der tidligere er blevet indgået mellem parterne. Dermed kan Kuwait igen stille op som nation i internationale konkurrencer.

Fodbold. Som erstatning for Denis Vavro har FC København hentet 20-årige Victor Nelsson i FC Nordsjælland. Handlen beskrives af FC Nordsjælland som værende den dyreste nogensinde mellem to dansker klubber. Samme formulering brugte AGF tidligere på ugen, da man solgte Jens Stage til FCK. Prisen for Jens Stage kan samlet set løbe op i 25 mio. kr. Nelsson var en vigtig del af det danske U21-landshold, der netop har været til EM. Han har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2024.

Tennis. Modsat Caroline Wozniacki vandt Frederik Løchte Nielsen sin kamp i double fredag, da han sammen med makkeren Robin Haase besejrede Ken Skupski og John-Patrick Smith. Nielsen og Haase var bedst i tiebreak over tre omgange og vandt dermed 7-6 (16/14), 7-6 (9/7) og 7-6 (7/2).

Fodbold. Brøndby henter den norske midtbanespiller Tobias Børkeeiet i Stabæk. 20-årige Børkeeiet er fast mand på det norske U21-landshold og har fået en 5-årig kontrakt i Brøndby.

Fodbold. FC Midtjylland har fundet erstatningen for Paul Onuachu, der forventes at blive solgt senere i dette transfervinduet. Sory Kaba skifter til FC Midtjylland fra Dijon FCO i den franske Ligue 1. Den 23-årige landsholdsspiller deltager i øjeblikket i Africa Cup of Nations, hvor han repræsenterer Guinea. Kaba har underskrevet en aftale på fem år med FC Midtjylland.

Fodbold. Lyngby sælger midtbanespilleren Maurits Kjærsgaard til Red Bull Salzburg. Kjærsgaard er anset som et af de største talenter i årgang 2003. »Dette afspejler sig også i transferbeløbet, der er det største salg vi har lavet i 20 år, og som med de fremtidige indtægtsmuligheder, der ligger, har potentiale til at blive det mest lukrative salg nogensinde«, siger sportschef i Lyngby, Birger Jørgensen.

Tennis. Andy Murray fik et godt comeback ved Wimbledon. Skotten måtte sidste år trække sig fra turneringen på grund af store smerter i hoften. Det førte sidenhen til en operation, der gjorde det usikkert, om han kunne fortsætte sin karriere. I år spiller Murray double med franskmanden Pierre-Hugues Herbert som et skridt på vejen til at komme tilbage til sit tidligere niveau. Makkerparret vandt torsdag aften 4-6, 6-1, 6-4 og 6-0 mod Marius Copil fra Rumænien og franske Ugo Humbert.

Badminton. 21-årige Frederik Søgaard skulle have deltaget ved sit første VM om halvanden måned, men må i stedet blive hjemme, da han er blevet opereret efter at have fået konstateret en revne i sin ene menisk.

Fodbold. Derby har ansat den tidligere PSV-manager, Philip Cocu, som erstatning for Frank Lampard, der torsdag skiftede til Chelsea.

Søren Lissner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her