Jeg har to drenge på fem og to år. På det seneste har jeg taget mig selv i på daglig basis at give dem et »let’s go boys« med på vejen. Når vi skal have tøj på, vaske hænder eller ud at cykle. »Les go bøis, kom så bøis«, er den toårige begyndt at svare som et ekko af sin far. Eller i virkeligheden som en gentagelse af David Nielsen, AGF’s træner, en fodboldmand fra Skagen med sort fuldskæg og en kælderdyb nordjysk røst. Og som åbenbart fylder uforholdsmæssigt meget i min underbevidsthed her frem mod sæsonstart.
»Let’s go boys«, brøler David Nielsen, inden han sender sine spillere på banen. Han fortæller dem, at de skal flå modstanderne midt over og nyde det. Jeres tid er nu, drenge, siger han til spillerne. Nogle vil mene, at det klinger hult, AGF’s årtier lange lidelseshistorie taget i betragtning. Men sidste halvdel af forårssæsonen med sejre på stribe beviste en sjælden klangbund i AGF-holdet. Godt nok var det Vejle, Horsens og Sønderjyske, holdet tromlede hen over i kampen for at undgå nedrykning – og ikke FCK, FC Midtjylland og Brøndby i mesterskabsslutspillet. Men tidligere tabte vi også til de dårlige hold. Og rykkede ned.
