Fabio Fognini skal betale 20.000 kroner i bøde for bombekommentar ved Wimbledon, og Åge Hareide leverer kritik af DBU.

Wimbledon: Serena Williams leverede overdådig tennis, da hun hjalp Andy Murray videre

Serena Williams fejrer et godt point med Andy Murray tirsdag aften, hvor amerikaneren, der netop havde spillet tre sæt i single, viste høj klasse.
   Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Serena Williams fejrer et godt point med Andy Murray tirsdag aften, hvor amerikaneren, der netop havde spillet tre sæt i single, viste høj klasse. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tennis. En helt suveræns spillende Serena Williams hjalp tirsdag aften sig selv og Andy Murray videre til 3. runde i Wimbledon, da parret besejrede franske Fabrice Martin og amerikanske Raquel Atawo 7-5, 6-3. Serena Williams var et niveau over Murray og gav tilskuerne på Centre Court en stor oplevelse med en stribe forrygende returneringer, stærke reaktioner og andre vinderslag. Godt gået af den 37-årige amerikaner, der inden mixdoublen havde spillet tre hårde sæt mod landsmanden Alison Riske.

Tennis. Stortalentet Clara Tauson tabte i 1. runde, da hun tirsdag aften spillede med i WTA-turneringen i Båstad. Den ældre og mere rutinerede Elena Rybakina fra Kasakhstan vandt 6-4, 7-6 (7/5) og møder i 2. runde japanske Misaki Doi. Clara Tauson havde valgt Båstad i stedet for Wimbledons juniorrække, da hun havde fået mulighed for at spille mod de voksne i den sydsvenske vestkystby.

Tennis. USA’s Serena Williams (37), der har vundet Wimbledon syv gange, sled sig tirsdag videre til dette års semifinaler, da hun besejrede landsmanden Alison Riske 6-4, 4-6, 6-3. Riske viste, som tidligere i turneringen, at hun slås godt i de lange kampe, og hun var oppe med et break i sidste sæt, men Serena Williams fandt ekstra ressourcer, da det virkelig gjaldt og kom stærkt tilbage. Det er 12. gang, Williams er i Wimbledon-semifinalen, hvor hun denne gang møder den 33-årige tjekke Barbora Strycova, der til publikums store skuffelse besejrede britiske Johanna Konta 7-5, 6-1.

Fodbold. Den tidligere Brøndby-angriber Nikolai Laursen fortsætter karrieren i FC Emmen i den hollandske Æresdivision. Det oplyser klubben på sin hjemmeside. 21-årige Laursen har indgået en treårig aftale med Emmen, der sluttede på 14.-pladsen i Hollands bedste række i sidste sæson. Her var den danske angriber på udlån fra PSV Eindhoven til Brøndby i Superligaen.

Tour de France. Magnus Cort har brækket en lillefinger i et styrt på tirsdagens 4. etape i Tour de France. Bruddet kommer dog ikke til at forhindre Astana-rytteren i at fortsætte i det franske etapeløb. »Jeg har et lille brud på min lillefinger, men det skulle jeg nok kunne køre med. Det er ikke så behageligt, men nu kørte jeg de sidste 100 kilometer med det. Fremover kan jeg forhåbentlig få det tapet bedre op, end jeg fik i lægebilen i dag (tirsdag red.). Og så håber jeg, at det bliver bedre dag for dag«, siger Magnus Cort i følge Ritzau efter at have været til røntgenundersøgelse.

Håndbold. København Håndbold skal også i den kommende sæson spille europæiske kampe. Tirsdag har hovedstadsklubben fået tildelt et wildcard til EHF Cuppen. Det skriver København Håndbold på sin hjemmeside. De tidligere danske mestre træder i den europæiske turnerings anden kvalifikationsrunde som et useedet hold.

Tennis. Den tidligere verdensetter Simona Halep er første spiller til at nå semifinalerne ved Wimbledon. Tirsdag eftermiddag bremsede hun CarolineWozniackis besejrer, kinesiske Zhang Shuai, 7-6, 6-1 i et opgør, hvor rumæneren var tæt på at komme bagud 1-5 i 1. sæt, men så fik rettet op og fundet de rigtige løsninger. I semifinalen skal Halep møde ukrainske Elina Svitolina, der besejrede den unge tjekke Karolina Muchova 7-5, 6-4.

Jakob Fuglsang holder sig trods chokstarten flot fremme blandt favoritterne

Fodbold. Åge Hareide kunne godt have gået stille med dørene med nyheden om Danmarks nye landstræner, hvis bare DBU havde sagt det til ham og ventet med offentliggørelsen til senere. Det fortæller Åge Hareide i et stort interview med det norske medie Dagbladet. Nordmanden er fortsat ærgerlig over, at DBU midt i den igangværende EM-kvalifikation i juni valgte at fortælle offentligheden, at Kasper Hjulmand næste sommer afløser ham som dansk landstræner – han havde gerne set, at DBU havde ventet. I interviewet fortæller Hareide også, at han sagde nej til »et attraktivt og godt tilbud« efter VM sidste år.

Politiet finder ni laboratorier i stor doping-aktion

Fodbold. Neymar er velkommen til at forlade Paris Saint-Germain (PSG), men der er endnu ikke nogen andre klubber, der er kommet med et bud på den brasilianske superstjerne. Det siger sportschef i PSG, brasilianeren Leonardo, til den franske avis Le Parisien ifølge nyhedsbureauet Reuters. »Neymar kan forlade PSG, hvis der er et bud, der passer alle. Men til dato ved vi ikke, om der er nogen, der vil købe ham og til hvilken pris. Man klarer ikke sådan noget som dette på én dag, det er helt sikkert«, siger Leonardo. »Det er tydeligt for alle, at han vil væk, men i fodbold siger man noget én dag og noget andet dagen efter. Det er utroligt, men sådan er det«.

Jesus, Jesus, JESUS! Brasilien slider sig til Copa America-triumf med ti mand

Tennis. 16-årige Holger Rune vandt sin kamp i 2. runde ved Wimbledons juniorturnering med 6-0, 6-2 over ukrainske Eric Vanshelboim, der optræder for den danske klub KB og om få dage fylder 18 år. Dermed lever den topseedede dansker indtil videre fornemt op til favoritstemplet ved juniorturneringen.

Tennis. Fabio Fognini får en bøde på omkring 20.000 kroner for sin ’bombekommentar’ ved Wimbledon. Under italienerens nederlag i tredje runde af turneringen mod amerikanske Tennys Sandgren sagde Fognini på italiensk, at han »håbede, at en bombe ville eksplodere på denne bane«. Han var angiveligt utilfreds med, at han spillede på en af de mindre baner. Fognini får bøden for »uprofessionel opførsel«. Italieneren undskyldte kommentaren efter kampen.

Fodbold. Det kommer til at koste for både Brøndby og FC Midtjylland, at klubbernes fans affyrede og kastede med pyroteknik under pokalfinalen i Telia Parken i maj. De to klubber er nemlig blevet idømt bøder for fyrværkeriet – Brøndby skal af med 250.000 kroner og FC Midtjylland 125.000. Ved kampen 17. maj blev der affyret pyroteknik fra begge lejre i løbet af kampen, og det kulminerede, da Brøndby-fans begyndte at kaste fyrværkeri over på FC Midtjylland-afsnittet, hvilket fansene gengældte i den anden retning. Begge klubber har mulighed for at anke kendelserne til Fodboldens Appelinstans inden for de næste to uger.

Fodbold. Nadia Nadim forlænger med Paris Saint-Germain. Hun er nu på kontrakt med den franske klub frem til sommeren 2020.

Fodbold. AC Horsens henter Jonas Thorsen hjem fra Tyskland. Thorsen vender tilbage til AC Horsens på en treårig kontrakt efter et ophold i tyske Eintracht Braunschweig.

Europæisk ungdoms-OL. 40 danske atleter er udtaget til det europæiske ungdoms-OL, der afvikles i Baku i Aserbajdsjan 21.-27. juli. Det danske hold stiller op i seks idrætsgrene – atletik, gymnastik, håndbold, judo, svømning og tennis. Ifølge chef de mission, Søren Skaastrup Frydendal, er der medaljepotentiale i flere af sportsgrenene. Omkring 3.600 atleter mellem 13 og 17 år fra 50 forskellige lande deltager i det europæiske ungdoms-OL.

Tennis. Den 15-årige Cori Gauff, der mandag var færdig ved Wimbledon, tredobler sin pengepræmie efter sin deltagelse i turneringen – hun er nu sikret en check på 1,5 millioner kroner. Inden Wimbledon var den unge spiller ukendt for de fleste, men rekorden som den yngste spiller nogensinde til at klare sig gennem kvalifikationen og tre sejre i turneringen fik medier og mennesker til at interessere sig for den amerikanske sensation.

Cecilie Markussen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her