Fodbold. Brøndby er et skridt nærmere deltagelse i gruppespillet af Europa League. Torsdag vandt holdet med 4-1 over Inter Turku fra Finland i holdenes første opgør i første runde af kvalifikationen. Sejren gav en god debut til Niels Frederiksen, der for nylig har sat sig i cheftrænerstolen i Brøndby. Tidligere torsdag sagde den nye cheftræner til klubbens hjemmeside, at Kamil Wilczek skulle fortsætte som anfører for holdet under ham. Allerede efter fire minutter kvitterede polakken for tilliden og hamrede bolden i mål til 1-0 til hjemmeholdet. Han stod også for hjemmeholdets andet mål, mens Simon Tibbling og Kasper Fisker også kom på tavlen for Brøndby.
Tennis. Simona Halep er første spiller i årets Wimbledon-turnering, der har spillet sig frem til finalen. Det skete torsdag, da rumæneren med stor overbevisning besejrede ukrainske Elina Svitolina 6-1, 6-3. Der var aldrig for alvor spænding om udfaldet af opgøret, men Halep viste også, at hun er toptrimmet til sæsonens tredje grand slam-udfordring. I finalen skal Halep møde den syvdobbelte Wimbledon-vinder Serena Williams, der uden at ryste på hånden besejrede den tjekkiske overraskelse Barbora Strycova 6-1, 6-2. Selv om amerikaneren i september fylder 38 år, leverede hun både fysisk og mentalt en stor præstation, der lover godt for finalen.
Wimbledon: Federer tager sejr nr. 100 og møder sin store rival Nadal i semifinalenFodbold. FC København bekræfter, at klubben har solgt Jesse Joronen til Serie A-klubben Brescia. Målmanden har bestået det obligatoriske lægetjek og ser nu frem til udfordringen i Italien. »Jeg har virkelig haft det fantastisk i FC København, som har været den bedste tid i min karriere indtil nu«, siger Joronen til klubbens hjemmeside. »Jeg har følt mig velkommen og værdsat fra dag et, og jeg har trods kort tid i klubben knyttet mig til både den, fansene og byen. Finnen kom til FCK fra AC Horsens for et år siden og var fast målmand, da FCK i sidste sæson blev dansk mester. Brescia er oprykker i Serie A.
Bordtennis. Jonathan Groth fortsætter de gode takter, som i juni bragte ham til en sølvmedalje ved European Games. Torsdag åbnede han således Australian Open, der med sin status som World Tour Platinum-turnering er blandt sportens største, med en flot sejr over verdens nr. 13, Jun Mizutani fra Japan. Danskeren, der selv rangerer som nr. 26, sejrede med 4-2 i sæt efter cifrene 13-11, 11-8, 9-11, 3-11, 17-15, 13-11. I anden runde, der svarer til ottendedelsfinalen, skal Groth fredag møde kineseren Liang Jingkun, der ligger nr. 6 på verdensranglisten.
Fodbold. Atlético Madrid har købt Ivan Saponjic i Benfica. Den 21-årige angriber får en treårig kontrakt med den spanske storklub. Det skriver Atlético på sin hjemmeside. Saponjic har spillet 11 kampe for det serbiske U21-landshold og har været med til at vinde U20-VM med Serbien i 2015.
Håndbold. Ribe-Esbjerg skal have ny sportschef. Således har Sune Agerschou, der også er formand for eliteudvalget, valgt at stoppe efter ni år på posten. Det fortæller han til TV2 Sport. »Det har ikke været nogen nem beslutning, men jeg tror, at det er den rigtige. Det har været ni medrivende og spændende år på alle måder, siger Sune Agerschou.
Tennis. Det danske talent Holger Rune lever videre ved årets junior-Wimbledon. Onsdag tabte han i tredje runde i single, men torsdag lykkedes det at forlænge livet i doubleturneringen sammen med makkeren Shintaro Mochizuki fra Japan. Parret sejrede således i anden runde over spanske Nicolas Alvarez Varona og Juan Bautista Torres fra Argentina med 2-6, 7-5, 6-2. Fredag skal Rune med makkeren spille kvartfinale mod canadieren Liam Draxl og Govind Nanda fra USA, der er seedet som nr. 7.
Motorsport. Onsdag meddelte energidrikproducenten Rich Energy via egen Twitter-profil, at man havde stoppet sponsoratet af Haas med øjeblikkelig virkning. Det er på grund af for dårlige resultater, ifølge pressemeddelelsen. Men nu modsiger Haas i en pressemeddelelse den udmelding, som Rich Energy kom med i går. »Rich Energy er navnesponsor for Haas F1 Team. Jeg kan ikke kommentere yderligere på det konktraktmæssige forhold mellem os. Det er fortroligt«, skriver teamchef Günther Steiner.
Brøndby går på langsigtet jagt efter succes - indtil den impulsive klubejer siger noget andetFodbold. Sebastián Abreu, der går under øgenavnet El Loco i hjemlandet Uruguay, har slået sin egen verdensrekord. Efter en kort karriere som træner har 42-årige Abreu nemlig valgt at snøre støvlerne igen og skrive kontrakt med Boston River i Uruguay. Hans 29. klub i karrieren! Den tidligere rekordholder var den tyske målmand Lutz Pfannenstiel, der nåede at repræsentere 25 klubber i sin aktive karriere. Abreu scorede på det afgørende straffespark, da Uruguay slog Ghana ved VM i 2010.
Fodbold. AC Milan og Inter har offentliggjort planer om at rive San Siro ned og bygge et nyt stadion i samme område af Milano med plads til 60.000 tilskuere. Det nuværende stadion er ikke tidssvarende, forklarer de to klubber, der nu sammenlagt vil bruge omkring 9 mia. kr. på det nye byggeprojekt i San Siro-området for at skabe et stadion i verdensklasse.
Fodbold. Arsenals anfører, Laurent Koscielny, har nægtet at rejse med Arsenal på træningstur til USA som et led i forberedelserne til den kommende Premier League-sæson. Angiveligt, fordi han ønsker at skifte hjem til Frankrig og spille for Bordeaux. »Vi er meget skuffet over Laurents handling, som går direkte imod vores instruktioner«, udtaler Arsenal i en pressemeddelelse.
Fodbold. Liverpool har forlænget aftalen med angriberen Divock Origi, der scorede en række afgørende mål i sidste sæsons afsluttende fase. Det er tale om en aftale på flere år, men Liverpool har ikke oplyst, hvornår den udløber.
Cykling. Patrick Bevin blev den første rytter til at udgå i dette års Tour de France. Den 28-årige CCC-rytter styrtede på 4. etape og har nu fået så store smerter, at han ikke stillede til start på 6. etape.
Fodbold. Mike Jensen scorede det første mål, da Rosenborg onsdag aften vandt 2-0 på udebane over Linfield fra Nordirland i første kvalifikationsrunde til Champions League.
Fodbold. Senegal og Nigeria er videre til semifinalerne ved Africa Cup of Nations. Senegal vandt onsdag med 1-0 over Benin, mens Nigeria i den sene kamp besejrede Sydafrika med 2-1 på mål i næstsidste minut af William Troost-Ekong.
Fakta
Direkte sport i tv
TV 2
12.50/15.10 Cykling: Tour de France
TV 2 Sport
14.00/16.00Tennis: Wimbledon
TV3 Sport
20.30 Fodbold: Tranmere-Liverpool
6’eren
19.00 Fodbold: Brøndby-FC Inter Turku
Eurosport 1
13.05 Cykling: Tour de France
Eurosport 2
10.00/16.00 Atletik: U23-EM
19.55 Universiaden: Basketball
22.00 Golf: John Deere Classic
fortsæt med at læse




























