Fodbold. Der bliver skrevet fodboldhistorie, når Liverpool og Chelsea 14. august skal kæmpe om Super Cup-trofæet i tyrkiske Istanbul. Franske Stephanie Frappart er udpeget som dommer til kampen, oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i en pressemeddelelse. Det er ifølge Uefa første gang, en kvinde skal dømme en fodboldkamp for mænd på det niveau. Kampen spilles en gang årligt som optakt til alle de store europæiske turneringer, og det er vinderen af Champions League, Liverpool, samt vinderen af Europa League, Chelsea, der mødes. I juli dømte 35-årige Stephanie Frappart VM-finalen for kvinder mellem USA og Holland i Lyon. Tidligere i dommerkarrieren har Stephanie Frappart styret fløjten til en ligakamp for mænd i Frankrig. Det var hun også den første kvindelige dommer til at gøre. Frappart skal i Super Cuppen lede et hold af kvindelige dommere.
Golf. En stabil anden runde sendte Nicole Broch Larsen opad leaderboardet i sæsonens sidste major for kvinderne, British Open på Woburn Golf Club. Efter to runder med fire birdies og to bogeys er Nicole Broch Larsen i 2 slag under par på 30.-pladsen. Nanna Koerstz Madsens runder i 72 og 79 var dog 6 slag fra at klare cuttet til weekendens finalerunder.
Golf. En bogey på sidste hul kostede Lucas Bjerregaard den videre deltagelse i PGA-turneringen Wyndham Championship (North Carolina). To runder i 69 slag og en score i 2 slag under par var ét slag for meget.
Svømning. Jeanette Ottesen er taget fra VM i Gwangju til World Cup i Tokyo, hvor hun på førstedagen blev nummer 4 i 50 meter fri. Efter 25,30 sek. i indledende svømmede Ottesen i finalen 24,97 sek., hvilket er blot 0,57 sek. fra hendes bedste og det hurtigste, hun har svømmet siden hun blev gradvid i 2016. Jeanette Ottesen deltager de to kommende dage 50 og 100 meter butterfly.
Håndbold. 35-årige Lasse Svan Hansen bliver ny anfører i Flensburg-Handewitt, efter svenskeren Tobias Karlsson har stoppet karrieren forud for denne sæson, der for Bundesligaens vedkommende indledes 22. august.
Mountainbike. Camilla Søgaard sørgede fredag for en dansk sølvmedalje i mountainbikeorientering ved VM, der bliver kørt ved Viborg. Det skriver Dansk Orienterings-Forbund i en pressemeddelelse. I disciplinen massestart for kvinder var hun endda bare seks sekunder fra sejren, men det endte altså med en andenplads efter briten Emily Benham Kvåle. Vinderen gennemførte de 15,6 kilometer og 36 poster på 1 time, 1 minut og 50 sekunder. Søgaard havde fire sekunder ned til russeren Anastasia Svir på tredjepladsen. Det var Søgaards anden medalje, efter hun vandt bronze på mellemdistancen i tirsdags.
Tennis. Nordmanden Casper Ruuds fine sejrsstime ved ATP-turneringen i Kitzbühel blev bremset fredag eftermiddag. I semifinalen måtte 20-årige Ruud bøje sig for rutinerede Albert Ramos-Vinolas fra Spanien, der vandt 7-5, 6-4. Spanieren skal møde enten den topseedede østriger Dominic Thiem eller den unge italiener Lorenzo Sonego i finalen.
Cykling. Europamester Matteo Trentin kunne fredag fejre sin 30-års fødselsdag med et skift til nyt cykelhold. Trentin, som vandt 17. etape i årets Tour de France med hjælp fra bl.a. holdkammeraten Christopher Juul-Jensen, skifter fra Mitchelton-Scott til CCC på en toårig kontrakt. Det skriver CCC på sin hjemmeside. Skiftet til CCC træder i kraft fra 2020.
Jagten på VM-billetter: Succesrig Tour-debutant kan vise sig at blive Danmarks redningsmandFodbold. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Emre Mor er efter vedvarende rygter officielt skiftet til den tyrkiske klub Galatasaray. Den teknisk dygtige kantspiller forlader dermed Celta Vigo, som i første omgang har udlejet Emre Mor til Galatasaray. Ifølge den spanske klub har tyrkerne sikret sig en købsoption på Mor.
Fodbold. Andreas Bjelland har pådraget sig en mindre skade og er ikke med i FC Københavns trup til lørdagens kamp ude mod Sønderjyske i Superligaen. FCK ved endnu ikke, hvor lang tid Bjelland skal holde pause. FCK har til gengæld de nytilkomne spillere Bryan Oviedo og Pep Biel med i truppen. Også Rasmus Falk er klar igen efter en skade og er med i Haderslev.
Motorsport. Et sekund hurtigere var Kevin Magnussen end Romain Grosjean i den første formel 1-træning på Hungaroring-banen i Ungarn. Dermed kom Magnussen med det bedste svar internt på Haas-holdet, efter at der har været stor rivalisering mellem kørerne på det seneste. Det er dog altid usikkert, hvor meget man skal lægge i tiderne, som bliver sat til træning, da forskellige kørere kan teste forskellige ting. Hurtigst af alle var Mercedes-køreren Lewis Hamilton, mens den anden Mercedes-bil med Valtteri Bottas bag rattet ikke nåede at få registreret en tid, og finnen bøvlede med problemer med motoren, som skal udskiftes.
Fodbold. Dani Alves har torsdag skrevet kontrakt med São Paulo FC. Det sker en måned, efter den brasilianske højreback forlod de franske mestre fra Paris Saint-Germain (PSG). Det bekræfter São Paulo FC. Den brasilianske storklub oplyser videre, at Alves har skrevet kontrakt frem til december 2022. Dani Alves’ kontrakt med PSG udløb 30. juni, og flere klubber, herunder Arsenal og Manchester City, skulle angiveligt have været interesseret i forsvarsspilleren. »Jeg havde engang en drøm om, at jeg ville spille for São Paulo og Barcelona. I dag opfylder jeg den manglende del af den drøm«, skriver den 36-årige brasilianer på Instagram. Alves spillede for FC Barcelona 2008-2016. I alt blev det til 188 kampe for den spanske storklub. Alves har også tidligere spillet for EC Bahia, Sevilla og Juventus og altså senest PSG, som han kom til i 2017. Her nåede han at vinde det franske mesterskab to gange og den franske pokalturnering en enkelt gang. Dani Alves var også anfører på det brasilianske landshold i juli, da holdet vandt sin første Copa América-titel i 12 år.
Esbjerg rammer overliggeren to gange, men er færdig i EuropaFodbold. FC København har købt den spanske midtbanespiller Pep Biel i Real Zaragoza, og han får en femårig kontrakt. 22-årige Pep Biel er født på Mallorca og har blandt andet spillet for Mallorca, inden han skiftede til Zaragoza. »Pep Biel er en meget interessant spiller med et stort potentiale«, siger FCK-træner Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside. Biel er udset til at være afløser for Robert Skov, der er blevet solgt til tyske Hoffenheim. »Han gjorde det rigtigt godt for Zaragoza i sidste sæson, hvor han ofte var afgørende for dem med mål og assister. Vi har kendt til ham gennem noget tid, fordi vi var bevidste om, at vi kunne få brug for en tilgang på den position efter salget af Robert Skov«, siger Solbakken.
Tennis. Den 28-årige Slovak Norbert Gombos (nr. 137), som mest har spillet på Challenger Tour, står nu pludselig i kvartfinalen i Washingtons ATP-turnering Citi Open. Det er sket, efter han har fyldt hullet oven på sydafrikanske Kevin Andersons afbud, og efter slovakken har besejret først franske Adrian Mannarino og derpå det unge serbiske talent Miomir Kecmanovic. I kvartfinalen tårner superserveren Nick Kyrgios sig op, efter australieren natten til fredag dansk tid besejrede japanske Yoshihito Nishioka 6-2, 7-5.
Fodbold. 65.000 tilskuere var sidste fredag på plads til en træningskamp mellem Juventus og et all star-hold fra K-League, den bedste sydkoreanske række. Men de mange tilskuere på stadion i Seoul måtte gå skuffede hjem, hvis de havde håbet på at se Cristiano Ronaldo spille for Juventus i 3-3-kampen. Ronaldo sad på bænken i hele kampen, og det har skabt vrede i Sydkoreas K-League, som beskylder Juventus for bedrag. Ligaen meddeler, at den føler sig skuffet og snydt og kræver en undskyldning fra Juventus.
Badminton. Det går ned ad bakke for de etablerede kinesiske stjerner i mændenes række. Chen Long tabte ved Thailand Open i 1. runde, og Lin Dan klarede sig ikke forbi 2. runde. Her mødte den sejrsvante veteran, som er nr. 13 på verdensranglisten, indonesiske Shesar Hiren Rhustavito, som gik uimponeret til opgaven og vandt 12-21, 21-15, 21-10. 25-årige Rhustavito (nr. 53) skal i kvartfinalen op mod malaysiske Zii Jia Lee.
Anførerens brag var højdepunktet, da FCK spillede sig videre til gysermødeFodbold. Haugesund har hentet midtstopperen Pascal Gregor på en lejeaftale. Det oplyser Haugesund på Twitter. Der er ikke detaljer om længden på lejeaftalen. Gregor forlader dermed 2. divisionsklubben FC Helsingør, der torsdag også sagde farvel til spillerne Mikkel Basse og Osama Akharraz, der havde kontraktudløb denne sommer.
Tennis. Det lykkedes heller ikke i denne uges forsøg Fabio Fognini at forsvare en titel for første gang, for tidligt fredag morgen dansk tid tabte han sin kvartfinale i mexicanske Los Cabos. Det var den formstærke amerikaner Taylor Fritz, som stod i vejen for italieneren, der blev besejret 6-1, 7-6. Fritz møder i semifinalen lidt overraskende Radu Albot fra Makedonien, mens den anden semifinale spilles mellem argentinerne Diego Schwartzman og Guido Pella.
Golf. De to danskere Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen fik en jævn start på majorturneringen British Open torsdag. Begge danskere gik første runde i 72 slag, hvilket også er banens par. Dermed indtager de en delt 46.-plads af turneringens 144 spillere. Danskerne deler placeringen med 18 andre spillere. Efter førstedagen føres British Open af sydafrikaneren Ashleigh Buhai. Hun gik første runde i syv slag under par på Woburn Golf Club i den engelske by Milton Keynes, der ligger nordvest for London.
Tennis. Holger Rune er blevet inviteret med på et wildcard til en Challenger-turnering i Italien i næste uge. Det skriver Tennisavisen. Den 16-årige dansker var egentlig rejst på en fire dages miniferie i Málaga, da invitationen dukkede op. Den ferie bliver nu lidt kortere. Turneringen, som Holger Rune skal deltage i, hedder Manerbio Challenger og har deltagelse af flere navne lige uden for top-100. Blandt andre er italienerne Paolo Lorenzi (114), Salvatore Caruso (125), Lorenzo Giustino (130) og belgieren Kimmer Copperjans (144) med i turneringen. Rune er lige nu nr. 555 på verdensranglisten, så der er et godt stykke op til de bedste i turneringen.
fortsæt med at læse




























