Hvis nu summen af Mathias Boe og Mads Conrad-Petersens alder skulle deles i to lige store dele, ville de være 35 år gamle hver. Så havde majoriteten nok tænkt, at man da godt kan være 35 og stadig være ret god til badminton. Faktisk er 35 også er minimumsalderen for at kunne spille VM i veteranbadminton. Faktum er bare, at aldersfordelingen ikke er skåret over i to lige store dele. Mads Conrad-Petersen er 31 år gammel, og Mathias Boe er 39 år gammel, og de ligger nummer 40 på verdensranglisten. Som det næstbedst placerede danske par i herredouble. Og det ældste makkerskab i top-100.
I starten af deres makkerskab i marts i år var der enighed om, at de ikke ville kaste sig ud i dette makkerskab, hvis det ikke var, fordi de troede på, at de kunne konkurrere på det højeste niveau, ligesom de gjorde i deres tidligere respektive makkerskab. Så hawaiiskjorterne, dåsebajerne, den sydspanske sol og tilværelsen som pensionist måtte vente, for der lå en masse badmintonkampe og ventede på dem, fortalte Mathias Boe dengang.




























