Fodbold. Niko Kovac er færdig som træner i den tyske storklub Bayern München. 5-1-blamagen lørdag mod Eintracht Frankfurt blev for meget for ledelsen i Bayern, der har fyret kroaten. »Vores holds præstationer og også resultaterne i de seneste uger har vist os, at der er behov for handling. Uli Hoeness (præsident, red.), Hasan Salihamidzic (sportschef, red.) og jeg er blevet enige med Niko om, at han ikke mere er træner for FC Bayern«, siger formand Karl-Heinz Rummenigge på klubbens hjemmeside. Kovac førte i sidste sæson Bayern til det tyske mesterskab, men han er blevet kritiseret for ikke at have givet holdet en egentlig spillestil, og det har mere været individuelle præstationer, som gav Bayern resultater i Kovac’ tid som træner.
Assistenttræner Hans Flick overtager i første omgang ansvaret for Bayern, der onsdag på hjemmebane tager imod græske Olympiakos i Champions League. Lørdag gælder det topopgøret mod Borussia Dortmund ligeledes på hjemmebane.




























