Brøndby meldte sig for ikke så længe siden ud af pokalturneringen. Men Niels Frederiksens tropper har med 5 sejre på stribe i Superligaen markeret sig som det bedste hold i subtoppen under FCM og FCK. 2-1 var en nervøs sejr over Esbjerg, der kom til Vestegnen med en fin statistik i bagagen, 5 sejre i træk over Brøndby. Og en angriber, Yuri Yakovenko, der nu har scoret i sine seneste 6 kampe for Esbjerg. Ukraineren bragte med reduceringen spænding ind i opgøret på Brøndby Stadion i det sidste kvarter, hvor hjemmeholdet lod sig presse tilbage og ikke havde overskud til at tæmme modstanderne.
Brøndby er kun 3 point efter FCK. Kan Brøndby så for alvor true FCK’erne i det lange løb? Næppe. FCK-truppen er stærkere, Ståle Solbakken vil ikke tillade det, FCK har råd til at købe forstærkninger, og forårsprogrammet bliver ikke lige så tæt for FCK som her i efteråret.




























