Fodbold. Sverige og Finland er klar til næste års EM-slutrunde. Sverige fulgte efter Finland ved at vinde 2-0 på udebane over Rumænien på mål af Markus Rosenberg og Robin Quaison. Finlands første slutrunde nogen sinde blev sikret med en sejr på 3-0 over Liechtenstein. Jasse Tuominen fra BATE Borisov scorede det første mål og i anden halvleg scorede Norwichangriberen Teemu Pukki øgede til 2-0 på straffespark og til 3-0, så den tidligere Brøndbyspiller nu er topscorer i EM-gruppen med 9 mål i 9 kampe. En nuværende og to tidligere Superligaspillere scorede, da Norge besejrede Færøerne 4-0 i Lars Olsens næstsidste kamp som færøsk læandstræner. Rosenborgs Tore Reginiussen med en fortid i OB scorede det første, AaB-spilleren Iver Fossum det andet og den tidligere FC Midtjylland-spiller Alexander Sørloth, der nu er udlejet fra Crystal Palace til Trabzonspor, de to sidste mål,
Alle resultater og stillinger i EM-kvalifikationen
Fodbold. Da Bolognaspilleren Andreas Skov Olsen havde scoret tre gange med sit exceptionelle venstreben var Danmarks U21-landshold foran 3-0 og på vej mod en sikker EM-sejr på udebane mod Ukraine, men sejren blev ’kun’ på 3-2. Efter Ukraine havde reduceret blev Danmark ramt af en udvisning, da Mads Bech Sørensen begik straffespark. OB-målmanden Oliver Christensen reddede straffesparket, men Heorhii Tsitaishvili scorede på returen og så var Danmark under pres i de resterende 20 minutter. 19-årige Andreas Skov Olsen scorede ved at løfte bolden op i det lange hjørne fra en spids vinkel, på et langskud fra kanten af feltet og endnu en yderlig afslutning fra distancen og er nu med 5 mål topscorer i EM-puljen, som Danmark med 4 sejre i 4 kampe fører foran Rumænien.
Tennis. Rafael Nadal holdt fast i chancen for at avancere til semifinalen ved ATP Finals i London, da spanieren besejrede Stefanos Tsitsipas 6-7 (4-7), 6-4, 7-5 i sin sidste puljekamp. Nadal avancerer sammen med Tsitsipas, hvis Daniil Medvedev i den sidste kamp besejrer Alexander Zverev, mens tyskeren tager pladsen med en sejr.
Boksning. Sarah Mahfoud skal 1. februar i Frederiksberg Hallerne møde argentineren Brenda Carabajal om den ledige IBF-titel i fjervægt. Vinderen af kampen er forpligtet til at møde Jennifer Han, der har afstået VM-titlen på grund af graviditet.
Amerikansk fodbold. Clevelands 21-7-sejr i NFL mod Pittsburgh fik en dramatisk og uværdig afslutning, da Myles Garrett i en forsvarssituation fik greb om Pittsburgh-quarterback Mason Rudolphs hjelm. Han fik flået hjelmen af rivalen, hvorefter han slog ovenpå quarterbackens ubeskyttede hoved med hjelmen. Det hele sluttede i et mindre masseslagsmål, som dommerne til sidst fik stoppet.
Here's the full play. Myles Garrett hit Rudolph with his own helmet. Maurkice Pouncey (#53) threw punches and a kick. pic.twitter.com/kzJDd4Hj53
— NFL Update (@MySportsUpdate) November 15, 2019
»Det er totalt fejt af ham. Men jeg tager det. Jeg er okay, og jeg vil ikke lade mig gå ned og være mobbeoffer«, siger Mason Rudolph ifølge Ritzau. Myles Garrett erklærer sig flov. »Jeg begik en fejl, og jeg tabte hovedet. Det her kommer til at skade vores hold. Jeg sætter pris på mine holdkammerater, der har min ryg og hjalp mig under slagsmålet, men det skulle aldrig være kommet så vidt«, siger Myles Garrett, der efterfølgende er blevet idømt »karatæne på ubestemt tid uden løn« af NFL.
Golf. Joachim B. Hansen er i sæsonens næstsidste turnering godt på vej mod endnu et godt resultat. Efter runder i 69 og 70 slag er han 5 slag under par på en delt 6.-plads i Nedbank Challenge i Sun City, der har to lokale i front, sydafrikanerne Zander Lombard og Louis Oosthuizen i 11 og 9 slag under par. I dag er finalen på tourskolen startet på Lumines to baner i Spanien, hvor fem danskere spiller med om blandt andet 25 adgangskort til European Tour, og Benjamin Poke har fået en fremragende start med en runde 67 slag, der placerer ham på en delt 2.-plads. Også 18-årige Nicolai Højgaard har med en runde i 69 slag og en delt 16.-plads har fået en god start, men turneringen løber over seks runder og har deltagelse af blandt andre 15 tidligere vindere på European Tour som eksempelvis australieren Brett Rumford (6 sejre), nordireren Michael Hoey (5), inderen S.S.P. Chawrasia (4 sejre), franskmændene Grégory Bourdy (4) og Gregory Havret (3) og tyskeren Marcel Siem (4).
Parasport. Daniel Wagner vandt guld i T63-klassen for benamputerede, da han med 12,32 sek. var hurtigste mand i 100-meter-løb ved para-VM i atletik i Dubai. Daniel Wagner har ved stævnet allerede vundet sølv i længdespring. Danmark fik desuden bronze ved Andrea Overgaard i 100 meter racerunning.
Badminton. Viktor Axelsen er færdig ved Hong Kong Open. Her tabte han fredag i kvartfinalen til Lee Cheuk Yiu 14-21, 19-21. Også Anders Antonsen måtte se sig slået i kvartfinalen. Han tabte med cifrene 15-21, 13-21 til indoneseren Jonatan Christie.
Fodbold. Der er nu fri bane for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) til at kulegrave den engelske mesterklub Manchester Citys økonomi. Dokumenter fra whistleblowerplatformen Football Leaks, som Politiken har adgang til, fik Uefa til at varsle en undersøgelse af klubben, men Manchester City gik til Den Internationale Sportsdomstol (Cas) og fik i dag altså ikke medhold. Cas har meddelt, at appellen ikke kan godtages. Manchester City er under mistanke for at have forbrudt sig mod Uefa’s regler om financial fairplay ved blandt andet at værdisætte sponsorater til langt større summer end de reelt har.