Det er ’kun’ et kortbane-EM, der rangerer nederst af alle de internationale mesterskaber, men for den snart 32-årige Jeanette Ottesen blev det igangværende stævne i Glasgow alligevel en skelsættende begivenhed.
To år efter at være blevet mor fuldendte alle tiders mest vindende danske svømmer sit comeback ved at supplere sine 50 internationale medaljer med nummer 51 og 52.
Nummer 51 blev vundet i en helt usædvanlig EM-finale i 50 meter butterfly, hvor det blev til to danske bronzemedaljer, idet Jeanette Ottesen og Emilie Beckmann delte tredjepladsen med samme tid, 25,15 sek., der er personlig rekord med én hundrededel sekund for Emilie Beckmann og det hurtigste Ottesen har svømmet, efter hun blev mor.
I semifinalen tidligere på aftenen havde Ottesen været én hundrededel sekund hurtigere end Beckmann med henholdsvis 25,23 og 25,24 sek.
I finalen blev danskerne overgået af to franskmænd, Melanie Henique med 24,56 sek. og Beryl Gastaldello med 24,78 sek.
For første gang nogen sinde delte to danske svømmere en medaljeplacering ved et international mesterskab, da Emilie Beckmann og Jeanette Ottesen begge vandt bronze i 50 meter butterfly. Foto Patrick Kraemer/Dansk Svømmeunion
»Gud, hvor er det bare sjovt, men jeg er bare så glad for mit eget løb, der er så tæt på mit bedste. Jeg havde en plan om ikke at trække vejret, men det gjorde jeg, og det kan godt ærgre mig lidt nu, men jeg er lykkelig over at være tilbage på mit niveau fra 2017 efter en hård tid«, sagde Emilie Beckmann, mens Jeanette Ottesen hastede videre for at være med i aftenens sidste finale, 4x50 meter medley for mixed hold sammen med Mathias Zander Rysgaard, Tobias Bjerg og Pernille Blume.
Dansk rekord gav endnu en bronzemedalje
Den finale sikrede endnu en dansk bronzemedalje, da Pernille Blume svømmede Danmark fra femte- til tredjepladsen med en eksplosiv afslutning, der bragte minder om OL-finalen i 2016, da Danmark også vandt bronze.
Tidligere på aftenen havde Pernille Blume ganske overbevisende svømmet sig videre til fredagens finale i 100 meter fri med næstbedste tid, 52,18 sek., der er det hurtigste Blume har svømmet i 2019.
Alligevel var der kræfter til en afslutning i mixedholdkappen, der sikrede de to 21-årige, Mathias Zander Rysgaard og Tobias Bjerg, deres første internationale mestreskabsmedaljer.
Mathias Zander Rysgaard afleverede Danmark på femtepladsen efter de første 50 meter rygcrawl, hvor han med 23,98 sek. var 14 hundrededele fra den danske rekord, Tobias Bjerg svømmede en anelse hurtigere end i det indledende heat i brystsvømningen, inden Ottesen og Blume sluttede af i et tempo, der sikrede stævnets anden danske rekord.
Med 1.38,02 min. var kvartetten én hundrededel hurtigere end ved EM i 2017, da Danmark blev nummer fem i Royal Arena.
Ottesen og Blume afløste i finalen Emilie Beckmann og Emily Gantriis, der således også modtager en EM-bronzemedalje for deres indsats i det indledende heat.
To danskere på medaljeskamlen for første gang siden 1999
Den delte medalje mellem to danskere er unik ved et internationalt mesterskab, og det er første gang siden 1999, at der står to danskere på medaljeskamlen.
Dengang skete det faktisk tre gange, da Mette Jacobsen både ved kortbane-VM i Hongkong og kortbane-EM i Lissabon vandt guld i 200 meter butterfly med Sophia Skou på tredjepladsen og de samme svømmere i 100 meter butterfly ved kortbane-EM vandt henholdsvis sølv og bronze.
Året inden i Sheffield var Sophia Skou blevet europamester i 200 meter butterfly ved at henvise Mette Jacobsen til sølvet.
Det er sket flere gange ved langbanemesterskaber, senest ved EM i Wien i 1995, da Mette Jacobsen vandt sølv i 200 meter butterfly foran Sophia Skou, og ved EM i 1991 vandt Mette Jacobsen guld i samme disciplin med Berit Puggaard som bronzevinder.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter