Premier Leagues rigdom er et skinnende spejl af et dysfunktionelt engelsk samfund, hvor meget få har sygt meget og rigtig mange sygt lidt. Dette er fjerde og sidste del af den professionelle fodboldspiller Anders Lindegaard og journalist Christian Mohr Boisens essay om England, fodbold og penge.

Kapitel 4: Ukritisk har jeg ladet mig berige. Men som årene er gået, har jeg set sprækkerne. Det polerede ydre med det mugne indre

Anders Lindegaard (t.v.) i selskab med en anden målmand, David de Gea, mens de ser en kamp på Old Trafford i 2015. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix
Anders Lindegaard (t.v.) i selskab med en anden målmand, David de Gea, mens de ser en kamp på Old Trafford i 2015. Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De ultrarige gør det, fordi de kan. Og andre, der ikke er helt så rige, men bare ret svinerige, kan også. De kan beholde deres privilegier, sende børnene i de bedste skoler, betale privathospitalet, og de kan være ligeglade med, at alle offentlige ydelser, fra socialhjælp og sundhed til skoler, er skåret ned til en halvtrist selvdød Ken Loach-film i regnvejr.

Er det deres skyld, at børnene, der vokser op i et socialt boligbyggeri, aldrig bryder den sociale arv, at spædbørnsdødeligheden blandt de fattige stiger, eller at underklassens gennemsnitlige levealder er otte år lavere? Er det deres problem, at færre og færre middelklassebriter nogensinde får mulighed for at købe egen bolig, men må betale leje med renter resten af livet til en af de få, der ejer mere og mere? Eller at mindrebemidlede må flytte fra et område på grund af stigende husleje, også kaldet gentrificering? We didn’t make the rules.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her