De ultrarige gør det, fordi de kan. Og andre, der ikke er helt så rige, men bare ret svinerige, kan også. De kan beholde deres privilegier, sende børnene i de bedste skoler, betale privathospitalet, og de kan være ligeglade med, at alle offentlige ydelser, fra socialhjælp og sundhed til skoler, er skåret ned til en halvtrist selvdød Ken Loach-film i regnvejr.
Er det deres skyld, at børnene, der vokser op i et socialt boligbyggeri, aldrig bryder den sociale arv, at spædbørnsdødeligheden blandt de fattige stiger, eller at underklassens gennemsnitlige levealder er otte år lavere? Er det deres problem, at færre og færre middelklassebriter nogensinde får mulighed for at købe egen bolig, men må betale leje med renter resten af livet til en af de få, der ejer mere og mere? Eller at mindrebemidlede må flytte fra et område på grund af stigende husleje, også kaldet gentrificering? We didn’t make the rules.
