Direkte sport i tv
Fodbold. Ved tirsdagens lodtrækning til næste udgave af Nations League er Danmark landet i gruppe 2 på højeste niveau, pulje A, og i samme gruppe er også England, Belgien og Island havnet. Danskerne skal altså ligesom i EM-slutrunden op mod det stjernespækkede belgiske hold og dertil de engelske profiler fra Premier League. Turneringen starter til efteråret og bliver en stor udfordring for Danmark og den kommende landstræner Kasper Hjulmand.
Pulje A, de fire grupper:
- Gruppe 1: Holland, Italien, Bosnien-Hercegovina, Polen
- Gruppe 2: England, Belgien, Danmark, Island
- Gruppe 3: Portugal, Frankrig, Sverige, Kroatien
- Gruppe 4: Schweiz, Spanien, Ukraine, Tyskland
Cykling. En tragedie har ramt cykelholdet Team Ineos. Sportsdirektør Nicolas Portal er tirsdag død af et hjertestop. Det skriver L’Equipe og Gazzetta Dello Sport. Han blev 40 år. Franskmanden havde en fortid som professionel cykelrytter, men på grund af hjerteproblemer måtte han indstille sin aktive karriere for ti år siden. Han forblev dog i cykelsportens verden, da han sæsonen efter sit karrierestop tiltrådte som sportsdirektør hos Team Sky, der siden har skiftet navn til Team Ineos. Selv om Portal var den yngste sportsdirektør i Tour de France-feltet i 2013, var han med til at orkestrere Chris Froomes samlede sejr i løbet. Siden har han også været med til at føre Geraint Thomas og Egan Bernal helt tops på Tour-podiet.
Håndbold. Mændene fra Mors-Thy ligner et stærkt bud på et af de otte hold, der bliver en del af slutspillet i Primo Tours Ligaen. Det gør Århus Håndbold til gengæld ikke. Det er status efter en ensidig affære i Thisted tirsdag aften. Her vandt Mors-Thy med 38-26 over de aarhusianske gæster. Mors-Thy er dermed oppe på 24 point på ottendepladsen, der giver adgang til slutspillet. Det er fire point mere end henholdsvis Sønderjyske og Århus, der ligger uden for det sjove selskab. Mors-Thy og Sønderjyske har begge fire kampe tilbage i grundspillet, mens aarhusianerne kun har tre.
Fodbold. Mathias ’Zanka’ Jørgensen gik fra at være helt til at være skurk i den tyske pokalturnering tirsdag aften. Den danske forsvarsspiller var med en sen 1-1-udligning nøglen til at fremtvinge forlænget spilletid ude mod miniputterne Saarbrücken fra Regionalligaen, det fjerdehøjeste liganiveau. Men da kampen skulle afgøres fra straffesparkspletten, blev danskeren den sidste til at brænde for Düsseldorf. På holdets tiende spark trådte han frem, men forsøget blev pillet af Saarbrückens målmand. Dermed er det stærkt undertippede hold som det første klar til semifinalerne i den tyske pokalturnering. FC Bayern vandt 1-0 ude over Schalke 04.
Coronavirus. Kalenderen er presset, efter at flere fodboldligaer har udsat en række kampe på grund af frygt for coronavirus. Derfor har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) nedsat en arbejdsgruppe sammen med European Leagues, sammenslutningen af de europæiske fodboldligaer. Arbejdsgruppen skal blandt andet håndtere de udsatte kampe, som er forårsaget af frygt for coronavirus. Senere på måneden skal der spilles playoffkampe om at komme med til sommerens EM-slutrunde, og der er også knockoutkampe i Champions League og Europa League på programmet.
Hos Uefa erkender man, at det bliver svært at finde plads til de udsatte kampe. »Kalenderen er fyldt, og det er vanskeligt at finde plads. Vi skal arbejde sammen for at finde løsningerne«, siger Uefa-generalsekretær Theodore Theodoridis ifølge Reuters. Det er ifølge Uefa for tidligt at sige noget om sommerens EM-slutrunde, der begynder i juni og afvikles i 12 byer i Europa. Først vil Uefa have afviklet playoffkampene i marts, og det er det primære fokus lige nu.
Coronavirus. Frygten for coronavirus har fået Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) til at rejse tvivl om afviklingen af de kommende ugers venskabskampe. Fifa-præsident Gianni Infantino opfordrer myndighederne til ikke at gå i panik, men omvendt vil han ikke udelukke aflysninger af eventuelle venskabskampe. Det danske fodboldlandshold skal i slutningen af marts spille venskabskampe hjemme mod Færøerne og ude mod England. Men indtil videre skal de spilles som planlagt, og hos Dansk Boldspil-Union (DBU) følger landsholdslæge Morten Boesen situationen hver eneste dag. »Jeg følger det ligesom alle andre, men det er da bekymrende, at der uge for uge kommer noget nyt«, siger Morten Boesen til Ritzau. Danmark skal spille mod Færøerne 27. marts i Herning, mens England venter på Wembley i London fire dage senere. »Hvordan England vil reagere på landskampen i marts, og hvordan vi reagerer med landskampen herhjemme, er svært at sige lige nu. Men som det er lige nu, afvikler vi i hvert fald kampen i Danmark, og så må vi følge, hvad de engelske myndigheder melder ud til den tid«.
Fodbold. AaB havde et underskud i 2019 på 33,5 millioner kroner før skat. Det er næsten 10 millioner kroner mere i underskud end året før. Det viser årsregnskabet fra AaB tirsdag eftermiddag. Det bliver dog bedre i år, fortæller superligaklubben. I 2020 forventer klubben et underskud på 7-12 millioner kroner, men det kræver dog en placering i top-6 i denne sæson. Lige nu er AaB akkurat placeret på sjettepladsen i Superligaen med tre spillerunder tilbage af grundspillet. Men Randers FC ånder nordjyderne i nakken. Det er klubberne i top-6, der går videre til mesterskabsspillet.
»Vi er tilbage på sporet«: Trods AaB-stjernens magi er Parken stadig et uindtageligt fort for FCKMotorsport. To danske kvinder er blandt de startende, når 24 timersløbet Le Mans skydes i gang 13. juni. Det er Christina Nielsen og Michelle Gatting, der begge er til start i LMGTE Am-klassen, der tæller 20 deltagere. Michelle Gatting skal køre en Ferrari 488 GTE Evo for teamet Iron Lynx, og hendes medkørere bliver schweiziske Rahel Frey og Manuela Gostner fra Italien. Christina Nielsens medkørere hos danske Gear Racing er endnu ikke offentliggjort. Foreløbig er yderligere fem danske kørere på startlisten, men for første gang i over 20 år er Jan Magnussens navn ikke blandt dem.
Olympisk. Den Internationale Olympiske Komité, IOC, opfordrer atleter i hele verden til at fortsætte deres forberedelser frem mod sommerens OL i Tokyo. Dermed understreger komiteen endnu en gang dens tro på, at legene gennemføres som planlagt trods den øjeblikkelige situation med et udbrud af coronavirus.
Fodbold. Efter 11 kampe på stribe uden sejr har Serie A-klubben Cagliari fra Sicilien fyret træner Rolando Maran. Syv af kampene er endt med nederlag.
Ishockey. Heinz Ehlers bliver dansk landstræner på fuld tid. Danmarks Ishockey Union oplyser i en pressemeddelelse, at Ehlers er stoppet i den schweiziske klub SCL Tigers og dermed kan koncentrere sig 100 procent om jobbet som landstræner. Han har kontrakt til 2023.
Fodbold. RB Leipzig undskylder nu, at en gruppe på 20 japanske fans blev smidt ud fra stadion i forbindelse med lørdagens hjemmekamp mod Bayer Leverkusen. »Under den givne episode, som fandt sted under den forhøjede frygt for coronavirus, handlede vores sikkerhedspersonale forkert, hvilket vi åbent erkender«, skriver klubben ifølge Ritzau på sin hjemmeside. Klubben er nu i dialog med de japanske fans, der alle er inviteret til at overvære Leipzigs næste hjemmekamp.
Atletik. I sit første maratonløb nogensinde lykkedes det Molly Seidel at kvalificere sig til sommerens olympiske lege i Tokyo. Den 25-årige kvinde, der til dagligt arbejder på en kaffebar og som babysitter i Boston, blev nr. 2 ved de amerikanske udtagelsesmesterskaber i tiden 2.27,31 timer og sikrede sig en af de tre OL-billetter. Hun var inviteret til mesterskabet på grund af en tid på 1.10,27 timer hun løb i en halvmaraton i efteråret.
Skiskydning. 22. februar midt under VM i italienske Antholz ransagede det lokale politi russeren Alexander Loginov og hans træner Alexander Kasperovich’ hotelværelser. Ifølge Loginov, der vandt guld i sprint, fik han beslaglagt mobiltelefon og computer og trak sig efterfølgende fra VM. Ifølge russiske medier vil Loginov og Kasperovich anlægge sag mod den internationale skiskydningunions antidopingchef Sarah Fussek-Hakkarainen, da det ifølge duoen var hende, der tilkaldte politiet. Det skulle, stadig ifølge russiske medier, være sket, da Fussek-Hakkarainen påstod, at Kasperovich brugte en anden persons akkreditering under VM.
Basketball. Spillerne i den amerikanske NBA-liga er på grund af coronavirussen blevet rådet til at undgå de såkaldte highfives, hvor håndfladerne klaskes sammen. I stedet kan de med fordel lade de knyttede næver støde sammen, lyder rådet fra NBA-organisationen.
Håndbold. Stregspilleren Josefine Dragenberg skifter efter denne sæson fra Randers til TTH Holstebro. Hun har fået en etårig kontrakt.
Fodbold. Arsenal er med en sejr på 2-0 over Portsmouth klar til kvartfinalen i FA Cuppen. Dermed fik London-mandskabet rejst sig efter det overraskende exit fra Europa League i sidste uge. Den græske forsvarsspiller Sokratis Papastathopoulos gjorde det til 1-0 før pausen, mens Edward Nketiah slog sejren fast i starten af 2. halvleg.
Håndbold. I de seneste år har den tidligere landsholdsspiller og olympiske mester Trine Nielsen været ekspert på TV 2, når det danske landshold spillede ved blandt andet slutrunder. Men nu hvor hendes storebror Jesper Jensen er udpeget til landstræner, er det på grund af habilitetsproblemer slut med at kommentere de danske kampe, skriver Ekstra Bladet. Det samme gjorde sig eksempelvis også gældende for Peter Bruun Jørgensen, da hans lillebror Klavs var dansk landstræner.
Jesper Jensen skal skabe ny optimisme omkring landsholdet, og han er det indlysende valgMotorsport. I 2018 kørte tyske Sophia Flörsch galt i formel 3-grandprixet i Macau og brækkede ryggen, men hun har fuldstændig overvundet skader og skal i denne sæson køre med i det internationale formel 3-mesterskab. Dermed bliver hun den første kvinde med et fast sæde i serien.
Tennis. WTA-turneringen i kinesiske Kunming til april er blevet aflyst på grund af udbruddet af coronavirus. Det meddeler WTA. Det er den anden turnering i Kina, som må aflyses grundet det globalt hærgende virus, som brød ud i Kina sidste år. Også Xi’an Open, der ligeledes skulle være spillet i april, blev aflyst.
Golf. Selv om der er fire måneder til de olympiske lege i Tokyo, har amerikanske Dustin Johnson allerede nu meddelt, at han ikke agter at stille op i turneringen. 35-årige Johnson, der er nr. 5 på verdensranglisten, angiver et stramt program som årsagen til afbuddet.
fortsæt med at læse




























