Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Coronavirus stopper al sport i Italien, ishockeyens slutspil og håndboldens Final4, men i Frankrig bliver der cyklet

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Coronavirus. Efter et møde mellem ledere fra de italienske sportsforbund anbefalede Italiens Olympiske Komité, Coni, at alle nationale sportsbegivenheder i Italien frem til 3. april aflyses for at bremse spredningen af coronavirus. Den opfordring fulgte den italienske premierminister Giuseppe Conte, der tirsdag vil underskrive et dekret om at sportsbegivenheder på alle niveauer er aflyst. Hidtil er der blevet afviklet fodboldkampe i Serie A uden tilskuere, men det er ikke længere tilstrækkeligt.

Cykling. Med italieneren Giacomo Nizzolo som den hurtigste i en frontgruppe på 11 ryttere brød jublen ud på Bjarne Riis’ NTT-mandskab efter den 166,5 km lange 2. etape i Paris-Nice fra Chevreuse til Chalette-sur-Loing. Atter fik vejret afgørende indflydelse på forløbet, og med verdensmesteren Mads Pedersen (Trek-Segafredo) som en tordnende motor i sidevinden helt fremme skabtes en markant splittelse i den afsluttende fase. Mads Pedersen faldt tilbage efter på fornem vis at have udført sit arbejde, da der manglede to km, men dansk cykelsport var blandt de forreste repræsenteret af Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation), der susede i mål på en sjetteplads. Den position indtager han også sammenlagt med et minus på 25 sekunder til den fortsat førende tysker Maximilian Schachmann (Bora-hansgrohe). Klassementsfavoritter som franskmanden Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step) og colombianeren Nairo Quintana (Arkea-Samsic) udsattes for henholdsvis punktering og styrt og mistede begge 1.25 minutter.

Håndbold. Når Nikolaj Markussen næste sæson skifter til ungarske Veszprem bliver han i Bjerringbro-Silkeborg afløst af den 22-årige svensker William Bogojevic, der kommer fra Sävehof.

Fodbold. Champions League-braget på onsdag i Frankrig mellem Paris SG og Borussia Dortmund kommer til at foregå bag lukkede døre på Parc des Princes. Det meddeler politiet i Paris, hvor man altså har valgt ikke at lukke tilskuere ind på grund af frygt for coronasmitte. I Frankrig, hvor der er over 1.100 smittede, er der midlertidigt forbud mod forsamlinger over 1.000 personer.

Det var i forvejen besluttet, at tirsdagskampen i Valencia mellem de lokale og Atalanta fra Italien skal spilles uden tilskuere på lægterne. Også i næste uge vil der være mindst en Champions League-kamp bag lukkede døre, når Juventus får besøg af Lyon. Fra Spanien forlyder det, at de lokale myndigheder i Catalonien anbefaler, at Barcelona afvikler deres kamp mod Napoli uden tilskuere. En beslutning er dog ikke truffet endnu. I Europa League skal Inter på torsdag spille uden tilskuere i hjemmekampen mod spanske Getafe.

Fodbold. Inter har »for at beskytte spillerme, staben og andre ansatte« valgt helt at trække sig fra ottendedelsfinalen i Youth League, hvor den italienske klub ellers skulle have mødt Rennes på fredag.

Fodbold. Augsburg har fyret cheftræner Martin Schmidt, der nåede 11 måneder i klubben, der er nummer 14 i Bundesligaen.

Ishockey. Morten Secher skifter fra håndbold til ishockey, når han fra 1. maj afløser Thomas Bjurring som administrerende direktør for Aalborg Pirates. Morten Secher har været håndboldtræner i Odder og HC Midtjylland og senest manager i EH Aalborg.

Ishockey. Slutspillet i den bedste danske række for mænd er blevet udsat på ubestemt tid på grund af frygt for spredning af coronavirus. Det oplyser Danmarks Ishockey Union (DIU) i en pressemeddelelse. »Slutspillet er en yderst essentiel del af ishockeysæsonen, og vi har klubber, der er på kanten til at lukke ned. Derfor har vi valgt en løsning, der er mest solidarisk for samtlige Metal Ligaens klubber«, lyder det i en pressemeddelelse. Slutspillet vil i stedet blive sat i gang i et ændret format, hvor de 8 klubber i slutspillet i stedet for knockoutkampe afvikler 14 regulære ekstra spillerunder. De fire øverst placerede efter grundspillet starter med henholdsvis fire, tre, to og et point. De øvrige hold indleder slutspillet uden point på kontoen.

De økonomisk pressede klubber vil nu undersøge muligheden for at søge kompensation for de aflyste kampe fra staten, der har udstukket retningslinjerne i forbindelse med coronafaren. »Noget af det, der skal tales om, er en eller anden form for kompensation. Vores klubber er ikke super velkonsolideret. Det her kan bringe ligaklubberne i fare«, siger DIU-direktør Ulrik Larsen til Ritzau. Han er gerne, at der kommer et reelt påbud fra regeringen.

Fodbold. Kampe uden tilskuere koster ifølge Divisionsforeningen et større millionbeløb. »Det koster i omegnen af 20 millioner kroner per runde som følge af tabte entréindtægter, nødvendige refusioner og manglende salg af mad, drikke og andet«, siger Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, til Ritzau. Claus Thomsen vurderer, at klubberne er berettiget til kompensation. Fredagens opfordring fra statsminister Mette Frederiksen (S) om at aflyse eller udsætte arrangementer i marts med 1.000 deltagere eller mere, ser han som et påbud. Og påbud giver ifølge loven mulighed for at søge om kompensation.

Fodbold. Verdens mest besøgte fodboldrække, den tyske Bundesliga, bliver i den kommende tid formentlig også uden tilskuere på tribunerne. »Vi vil naturligvis helst afvikle den kommende runde med tilskuere, men det ser ikke ud til at være realistisk«, siger direktøren i Den Tyske Fodboldliga (DFL), Christian Seifert, ifølge avisen Bild. Han tilføjer, »at det er op til myndighederne, at træffe en beslutning«. Den tyske sundshedsminister Jens Spahn siger, at han helst ser, at alle større begivenheder aflyses. DFL fastholder dog det synspunkt, at en afbrydelse af turneringerne ikke kan komme på tale. Også kommende kampe i den franske Ligue 1 afvikles på tomme arenaer. I første omgang fem til 15. april.

Fodbold. Over 50 kampe i den asiatiske del af kvalifikationen frem mod VM i Qatar i 2022 er blevet udsat som følge af coronasmittefare. Kampene var programsat til slutningen af marts og begyndelsen af juni.

Rugby. Også den prestigefyldte Six Nations-turnering bliver nu ramt af flere kampaflysninger som følge af coronavirus. Det er Irlands opgør mod Frankrig, der er det seneste, der er blevet udsat. Også Irland-Italien og Italien-England er blevet udsat.

Håndbold. Finalestævnet i den danske pokalturnering for mænd, Final4, er udskudt til 9. og 10. maj, oplyser Divisionsforeningen Håndbold. Final4 skulle være afviklet 14.-15. marts i Boxen i Herning. Klubdirektøreren hos et af de fire finalemandskaber, Kasper Jørgensen fra GOG, kaldte i fredags de danske myndigheders anbefaling om at afvikle begivenheder med mere end 1.000 deltagere uden tilskuere for »en voldsom overreaktion«. Billetter købt til weekenden 14.-15. marts vil fortsat være gyldige til weekenden 9.-10. maj. Billetter kan tillige refunderes.

Annonce


Håndbold. Ulrik Kirkely, der i øjeblikket er landstræner for Japans kvinder, bliver per 1. september ny cheftræner i Odense Håndbold. Klubben fyrede kort før nytår Jan Pytlick, hvorefter assistenterne Karen Brødsgaard og Kristian Danielsen overtog styringen. Ulrik Kirkelyhar fået en fireårig kontrakt.

Tennis. Kæmpeturneringen i Indian Wells i Californien, der også kaldes for den femte grandslam, er aflyst. Det er udbrud af coronavirus, der har fået arrangørerne til at trække i bremsen. Beslutningen kommer, efter at et lokalt tilfælde af coronavirus er blevet bekræftet. »Der er på nuværende tidspunkt for stor risiko for den offentlige sundhed i Riverside County og området deromkring ved at samle så mange mennesker«, siger David Agus, professor i medicin ved University of Southern California, ifølge Ritzau.

Turneringsdirektør Tommy Haas siger i en pressemeddelelse, at man er meget skuffet over, at turneringen ikke vil finde sted. »Vi er klar til at afholde turneringen på et andet tidspunkt og undersøger aktuelt mulighederne«, siger den tidligere tyske topspiller.

Atletik. Den amerikanske længdespringer Jarrion Lawson kan igen deltage i konkurrencer. Den 25-årige tidligere VM-sølvvinder er ved en appelsag ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS) blevet frikendt i en dopingsag. Jarrion Lawson var oprindeligt idømt en fireårig karantæne, men CAS’ tre dommere – herunder den canadiske advokat Richard McLaren, der spillede en hovedrolle i optrævlingen af det store russiske dopingsvindelnummer - fandt det beviseligt, at de steroider, der blev fundet i amerikanerens dopingtest i juli 2018, stammede fra inficeret kød.

Fodbold. Den første professionelle klub i Tyskland har taget affære i forbindelse med coronaudbruddet. Det er Bochum fra den næstbedste række, der har lukket for billetsalget til de kommende kampe. De tyske myndigheder fraråder at man afvikler af arrangementer med mere end 1.000 deltagere, men der var i weekenden stuvende fuldt til langt de fleste kampe i den bedste række.

Vinterlege. De arktiske vinterlege for unge i lande og regioner omkring polarcirklen er blevet aflyst på grund af coronafare. Legene skulle have fundet sted i Whitehorse i Canada på den 60. breddegrad fra på søndag. For mindre end en uge siden forlød det ellers, at begivenheden skulle løbe af stablen som planlagt. Ved de arktiske vinterlege fejrer og konkurrerer man i arktisk sport og kultur. Legene har været afviklet hvert andet år siden 1970. Nuuk i Grønland har to gange været vært for legene.

Olympisk. En aflysning af de olympiske lege i Tokyo i juli og august kan få vidtrækkende konsekvenser for den japanske økonomi. Det hævder en rapport udarbejdet af SMBC Nikko Securities Inc. Ifølge rapporten står Japans bruttonationalprodukt til at falde med 490 milliarder kroner svarende til 1,4 procent. Den Internationale Olympiske Komité (IOC) forventer trods coronaudbrud verden over, at legene vil blive afviklet.

Fodbold. Real Madrid led søndag aften nederlag på udebane til Real Betis og mistede dermed fodfæste i titelkampen med FC Barcelona. I Sevilla sejrede Betis 2-1 på et vindermål af Cristian Tello i 82. minut. Det var ifølge Real-træner Zinedine Zidane den dårligste Madrid-præstation i hele sæsonen. »Vi manglede energi, kreativitet, boldbesiddelse og angrebsiver. Vi gjorde ikke noget rigtigt i anden halvleg. Vi lavede mange fejl, gav bolden væk, og når man ikke er på sit bedste, kan det hele blive meget svært«, siger Zidane. Med 11 spillerunder tilbage har Barcelona 58 point mod Real Madrids 56.

Fodboldresultater og stillinger fra ind og udland

Fodbold. Det bliver næppe i denne sæson, Christian Eriksen og Inter vinder den italienske Serie A. Søndag aften tabte Inter topopgøret i Torino til Juventus med 2-0. Resultatet betyder, at Juventus topper rækken med 63 point efterfulgt af Lazio med 62 point. Inter er på tredjepladsen, men Christian Eriksen og co. har for en kamp færre hele ni point op til Juventus. Eriksen startede på bænken i nederlaget, hvor Aaron Ramsey og Paulo Dybala scorede for Juventus.

Fodbold. Den tidligere brasilianske stjerne Ronaldinho undersøges for flere lovovertrædelser i Paraguay. Det oplyste den paraguayske anklagemyndighed søndag. Lørdag blev Ronaldinho og hans bror varetægtsfængslet af en dommer i Paraguay og mistænkte for at rejse ind i landet med falske pas, skriver Ritzau. »Vi kan ikke sige noget om efterforskningen, men der er indikationer på, at der også er begået andre lovovertrædelser«, siger anklager Osmar Legal fra den paraguayske anklagemyndighed. Legal, der leder sagen, uddyber ikke, hvilken type lovovertrædelse der ellers er tale om.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden