Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson

Løbsdirektør Christian Prudhomme håber, at årets Tour kan finde sted. Hvis ikke, bliver 2021-udgaven med start i Danmark den næste udgave af det store cykelløb.

Tour de France udtrykker forsigtig optimisme

Følg med i hvordan man tackler coronavirussen i sportens verden.

Sport

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Cykling. Christian Prudhomme, der er direktør for ASO-organisationen, der ud over at stå bag Tour de France blandt andet også har klassikeren Paris-Roubaix i porteføljen, forventer, at det store endagsløb på de franske brosten 12. april bliver aflyst grundet coronapandemien. Også Flandern Rundt ugen forinden forventer han med aflyses. Han er forsigtig optimist i forhold til Tour de France. »Der er stadig over hundrede dage til Grand Départ. Der er stadig meget lang tid«, siger Prudhomme ifølge Ritzau til den franske radiostation RMC. Tour de France skal ifølge planen begynde 27. juni i Nice.

Fodbold. OB-backen Ryan Johnson Laursen er i 14 dages karantæne, fordi han har udvist symptomer på coronavirus. Ryan Johnson Laursen skrev søndag på Instagram, at han havde milde symptomer, men ikke er blevet testet.

Boksning. Et OL-kvalifikationsstævne i London, hvor flere danskere allerede har været i aktion i de seneste dage, er mandag aften blevet suspenderet. Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Cykling. Det schweiziske etapeløb Romandiet Rundt, som skulle begynde 28. april og vare frem til 3. maj, er aflyst som følge af frygten for spredning af coronavirus.

Håndbold. Landsholdsspilleren Mads Mensah Larsen er blevet smittet med coronavirus, oplyser Rhein-Neckar Löwen på Bundesligaklubbens hjemmeside. Den tyske klub skriver, at 28-årige Mensah døjede med influenzalignende symptomer, men at han efter eget udsagn har det godt og er sat i 14 dages karantæne med sin familie. Rhein-Neckar Löwen har stoppet alle træningsaktiviteter i klubben.

Ishockey. Aalborg Pirates-kaptajnen Julian Jakobsen, der har spillet de seneste ti VM-turneringer for Danmark, siger til Ritzau, at et VM i dette forår er utopi. »Nej, der er sommerferie nu. Der er god tid til at få lagt have, drikke en god flaske vin og så bygge formen op igen«, siger den 32-årige center. Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) træffer tirsdag beslutning om, hvorvidt dette års turnering i Schweiz skal aflyses grundet coronapandemien.

Fodbold. Pausen i tysk fodbold er som minimum forlænget frem til 2. april grundet coronapandemien. Det meddeler Den Tyske Ligaforening (DFL).

Fodbold. EM 2020 kan stå foran en aflysning eller udskydelse, men Rusland, der efter den oprindelige EM-plan skal huse 4 kampe i Sankt Petersborg, tilbyder nu at huse hele turneringen. Det skriver den tyske avis Die Welt med russiske medier som kilde. »Vi er parate til at vise solidaritet, men først må man diskutere, hvilket turneringsformat, det skal afvikles i«, siger Alexej Sorokin, der er chef for den russiske EM-organisationskomité og tidligere var chef for VM 2018. Meldingen er tilsyneladende ikke klappet af med topfolkene i Det Russiske Fodboldforbund. »Noget siger mig, at EM vil blive udskudt – og at det er en god idé«, siger ærespræsidenten Vyacheslav Koloskov til nyhedsbureauet Tass. Uefa holder tirsdag krisemøde om hele det coronakaosramte europæiske fodboldforår.

Tennis. Yderligere turneringsaflysninger på kvindernes WTA Tour. Aktiviteter i Stuttgart, Istanbul og Prag er aflyst og der spilles dermed ikke på højeste internationale niveau før tidligst i begyndelsen af maj, hvor de tre store grusturneringer i Madrid, Rom og Paris har termin. »Vi vil i den kommende uge tage en beslutning vedrørende de resterende europæiske grusturneringer på WTA-touren og fortsætte med at følge situationen meget tæt«, lyder det i en pressemeddelelse fra WTA. Hos mændene på ATP Tour er alle turneringer i de kommende seks uger aflyst.

Fodbold. Klubben Wuhan Zall fra coronavirussens kinesiske epicenter var i januar flygtet til Spanien, men nu vender klubben hjem, skriver Ritzau med AFP som kilde. I første omgang skal holdet angiveligt træne i den kinesiske by Shenzhen, fordi Wuhan stadig er lukket ned. »Vi er mere i fare her (i Spanien,red.). Nu ser det ud til, at det er bedre at forlade landet«, sagde Wuhans brasilianske spiller Leo Baptistao, inden holdet vendte snuden hjemad.

Ishockey. KHL er en multinational liga, men slutspillet bliver udelukkende et russisk anliggende, efter Barys fra Kasakhstan som den sidste ikke-russiske klub tog konsekvensen af coronaudbruddet og trak sig fra turneringen. I weekenden forlod finske Jokerit, der har tre danske spillere i truppen, turneringen, der nu kun består af SKA Sankt Petersborg, Sibir Novosibirsk, Dynamo Moskva, Ak Bars Kazan, Salavat Yulaev Ufa og CSKA Moskva.

Fodbold. Chelsea-spilleren Mason Mount er kommet i modvind, efter at han søndag brød sin hjemmekarantæne. Det skriver det britiske medie Daily Mail. Mount blev set spille fodbold i det nordlige London, mens han og kollegerne fra Chelsea var sat i hjemmekarantæne, fordi holdkammeraten Callum Hudson-Odoi er testet positiv for coronavirus. (Ritzau)

Fodbold. Den ordinære generalforsamling i AaB er udskudt til 28. april, der er to dage før den ifølge reglerne for børsnoterede selskaber senest skal afholdes.

Håndbold. I en alder af 21 år har Mathilde Hylleberg har besluttet sig for at stoppe som håndboldspiller. »Jeg er mere end håndbold-Mathilde. Jeg har andre menneskelige kvaliteter, som jeg har brug for at prøve af, og nu er tiden inde til, at det er det, jeg skal, siger fløjspilleren i en pressemeddelelse fra TTH Holstebro. Hyllebjerg var med til EM-slutrunden i december 2018 og har spillet 9 landskampe.

George Frey/Ritzau Scanpix
Foto: George Frey/Ritzau Scanpix

Rudy Gobert er en af de tre NBA-spillere, der er blevet smittet med coronavirus.

Basketball. Utah-stjernen Rudy Gobert er en af de tre NBA-spillere, der er testet positiv for coronavirus, og franskmanden ærgrer sig over, at han ikke havde taget truslen alvorligt nok. To dage inden, han blev ramt, havde han optrådt uheldigt ved et pressemøde, hvor han havde rørt med journalisternes mikrofoner og var kommet med morsomheder. »Jeg ville ønske, at jeg havde taget det mere seriøst. Og det vil jeg håbe, at alle andre gør, for så vi kan klare det sammen», siger Rudy Gobert i en video, som NBA har lagt op på Twitter.

Taekwondo. Herning skulle have været vært for VM i taekwondo poomsae fra 21. til 24. maj, men det stævnet er aflyst, oplyser Herning Kommune i en pressemeddelelse. VM i den tekniske variant af taekwondo ville have haft et forventet deltagerantal på 1.500, og det er ikke besluttet, som Herning skal huse stævnet på et senere tidspunkt.

Annonce

Ishockey. VM er på dagsordenen, når Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) afholder bestyrelsesmøde på tirsdag, oplyser præsidenten for Det Svenske Ishockeyforbund, Anders Larsson, til nyhedsbureauet TT. Kvindernes VM er aflyst, lige som VM-turneringerne på lavere niveau, men A-VM i Schweiz 8.-24. maj er der endnu ikke taget stilling til.

Olympisk. På onsdag vil Den Internationale Olympiske Komité, IOC, orientere de nationale idrætsforbund, specialforbundene og atleternes repræsentanter om den aktuelle situation i lyset af coronaudbruddet, oplyser flere kilder over for franske nyhedsbureau, AFP. IOC afholder et krisemøde tirsdag og dagen efter vil der blive orienteret om status for både legene i Tokyo og de mange kvalifikations-konkurrencer, der skal finde sted. I torsdags sagde IOC-præsident Thomas Bach, at man følger anbefalingerne fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

Olympisk. Ifølge chefen for Tysklands Olympiske Komité, Alfons Hörmann, bør 24. maj være skæringsdatoen for, om OL i Tokyo definitivt kan afvikles. »Det er ikke muligt at få klarhed i løbet af de næste par dage. Frem for alt er verdensbefolkningens helbred førsteprioritet. Det handler om menneskehedens overlevelse, ikke om guld, sølv og bronze«, sagde Hörmann i Sportschau i tysk tv.

Richard Ducker/Ritzau Scanpix
Foto: Richard Ducker/Ritzau Scanpix

Gremio-spillernes protest blev hørt i Det Brasilianske Fodboldforbund.

Fodbold. Søndag blev der spillet fodbold i Brasilien og Australien, men det bliver de nu også sat en stopper for. I Brasilien gik Gremios spillere på banen iført masker i protest mod at skulle at spille en kamp om det regionale delstatsmesterskab på et tilskuerløst stadion, og Det Brasilianske Fodboldforbund, CBF, har nu sat landets turneringer på pause på ubestemt tid. I Australien bliver der spillet videre, men resten af sæsonen i A-League, mændenes bedste liga, og finalen i kvindernes W-league i næste weekend bliver afviklet uden tilskuere. »Vi har 30 kampe tilbage og seks kamprunder. Det er vores hensigt at komprimere resten af denne sæson. Vi har talt med klubberne, og vi taler nu med spillestederne om muligheden for at gennemføre runderne på tre eller fire uger«, siger FFA’s ligachef Greg O’Rourke til The Guardian.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts