Direkte sport i tv
Onsdag 10. juni
TV3+
18.00 Fodbold: SønderjyskE-Horsens
20.45 Fodbold: AaB-AGF
TV3 Sport
20.45 Fodbold: Bayern M.-E. Frankfurt
01.00 Motorsport: Nascar
Eurosport 1
16.00 Billard: Snooker, Ch. League
Fodbold. Det bliver i uvante rammer både fysisk og strukturmæssigt, at den bedste amerikanske række genoptages efter coronapausen. MLS genoptager således sæsonen med en miniturnering, der er en slags delelement i den almindelige MLS-sæson. Fra 8. juli til 11. august skal turneringen med i alt 54 kampe afvikles i Disney World i Orlando. Alle hold skal være i Orlando senest syv dage før deres første kamp. Turneringen har et strejf af Georg Gearløs over sig. Den indledes med et gruppespil, og pointene optjent i gruppespillet vil blive taget med over i den ’normale’ MLS-sæson efter turneringen. I grupperne kæmper ligaens i alt 26 hold om at komme med i knockoutfasen. Den samlede vinder af turneringen i Disney World belønnes med en plads i den nordamerikanske Champions League næste år. Når turneringen er færdig, vil 2020-udgaven af MLS fortsætte med kampe på klubbernes egne hjemmebaner. Der blev kun spillet to runder af 2020-sæsonen, før den blev afbrudt på grund af coronavirus.
Fodbold. Det bliver Troels Bech, der bliver ny træner i Esbjerg. Det var den på de kanter sædvanligvis velunderrettede avis Jydske Vestkysten, der onsdag morgen kunne afsløre den 53-årige Bechs comeback til Superligaen. I Esbjerg, som onsdag formiddag bekræftede en ansættelse af Troels Bech for resten af denne sæson, afløser han forgængeren Lars Olsen som træner. Olsen valgte tirsdag efter pres fra spillergruppen at fratræde hos det nedrykningstruede mandskab. Troels Bech, der senest har været sportsdirektør i Brøndby IF, har været ude af fodboldverdenen i mere end et år. Han har blandt andet været på jordomrejse med familien og lavet en podcast. Bech er tidligere træner i Esbjerg og flere andre klubber i Superligaen. Med 431 superligakampe som træner er en han en af ligaens absolutte sværvægtere. Fire fyringer har Troels Bech også på cv’et i Superligaen. Esbjerg indleder nedrykningsspillets gruppe B på sidstepladsen med en margin på 5 point op til Hobro, der i øjeblikket ligger til at spille playoff mod nr. 3 i gruppe A om en plads i næste sæsons Superliga.
Olympisk. Præsidenten i World Athletics, Sebastian Coe, bliver i juli indlemmet i Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Det siger IOC-præsident Thomas Bach på en pressekonference. Coe har været atletikpræsident siden 2015, men den tidligere olympiske mester i 1.500-meterløb blev i december blokeret for en plads i komitéen på grund af interessekonflikter, men det har nu løst sig.
Håndbold. Den tidligere kvindelandsholdstræner Klavs Bruun Jørgensen skal i fremtiden arbejde som håndboldekspert på TV2. Det skriver tv-stationen på sin hjemmeside. Han skal beskæftige sig med både mændenes og kvindernes ligaer i Danmark. Klavs Bruun Jørgensen blev fyret som landstræner i januar efter mere end fire år på posten.
Fodbold. FC Fredericia må fortsat spejde langt efter Vejle Boldklub i toppen af 1. division. Onsdag aften måtte Fredericia nøjes med det ene point ude mod HB Køge, da holdene spillede 2-2. Dermed lukrerede gæsterne ikke for alvor på, at Vejle tirsdag overraskende tabte hjemme til Skive. Inden de sidste 10 spillerunder er der således 9 point mellem holdene. Viborg har spillet en kamp færre end de to konkurrenter og kan torsdag reducere afstanden til Vejle til 7 point.
Fodbold. Troels Bechs første opgave som ny cheftræner bliver at samle holdet i Esbjerg, oplyser han. »Vi skal hele tiden holde hinanden fast i, hvordan vi gør tingene«, siger Troels Bech ifølge Ritzau. »Og så skal Esbjerg have opbygget en vinderkultur, hvis holdet skal spille i den bedste danske række næste år. Vinderkultur er ikke at vinde. Det er at overvinde. Vinderkultur er, at man kan steppe op og holde sit fokus, når noget ser rigtig svært ud«. Når man ikke har holdet i en hel sæson, kan det være svært at gå ind og lave de store ændringer i spillestilen, mener han. »Der kommer ikke nogen spillemæssig revolution. Der er ikke nogen, der kommer i bedre form eller får bedre teknik de næste fem eller syv uger. Men der er en chance for, at vi kan gribe mere ud efter hinanden i det samarbejde, og det skal jeg formidle med klare anvisninger«, siger Troels Bech.
Golf. Emily Pedersen blev vinder af Bravo Tours Open på Rømø, der havde deltagelse af 76 mænd og 6 kvinder. Kvinderne spillede fra teesteder, der gjorde banen cirka 1.000 meter kortere, og det udnyttede Emily Pedersen til at sikre sig førstepræmien på 33.750 kr., 1 slag foran Oliver Sjur. Nicolai Højgaard satte sin føring efter 1. runde over styr med en dobbeltbogey på 6. hul og endte på en delt 18.-plads og blev således overhalet af sin tvillingebror, Rasmus Højgaard, der delte 3.-pladsen med Nanna Koerstz Madsen, Niklas Nørgaard Møller og svenskeren Christopher Sahlstrøm.
Fodbold. Senest i midten af juli får den engelske storklub Manchester City at vide, om klubben er udelukket fra europæisk fodbold i de kommende to sæsoner. Onsdag meddelte Den Internationale Sportsdomstol (CAS), at man efter at have foretaget høringer i sagen vil komme med en afgørelse i første halvdel af juli. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) udelukkede i februar Manchester City fra europæisk fodbold i de kommende to sæsoner for brud på reglerne for Financial Fair Play (FFP). Klubben blev i samme ombæring idømt en bøde på 225 millioner kroner. City menes at have indrapporteret kunstigt høje sponsorindtægter for at skjule ulovlige tilskud fra klubbens pengestærke ejere. Det skulle være sket i årene 2012-2016. City mener dog ikke at have gjort noget forkert og ankede straks dommen til CAS.
Fodbold. Den danske landsholdsangriber Pernille Harder scorede et enkelt mål for Wolfsburg, som onsdag gik videre til pokalfinalen. Wolfsburg vandt semifinalen ude mod Bielefeld med hele 5-0, og Pernille Harder scorede det første mål. Det er sjette gang i træk, at Wolfsburg er nået til pokalfinalen i Tyskland. Pernille Harder omsatte et straffespark til mål efter 16 minutters spil, og danskeren blev siden skiftet ud efter første halvleg. På det tidspunkt var Wolfsburg foran 2-0, da også Pia-Sophie Wolter havde nettet. I anden halvleg scorede Cláudia Neto to gange, inden Sara Gunnarsdóttir lukkede og slukkede målshowet. Pokalfinalen spilles 4. juli i Köln.
Fodbold. Det går bedre for Lyngby økonomisk, end da klubbens nye ejere overtog roret i 2018. Men pengene siver fortsat ud af klubben, og for regnskabsåret 2019 har Lyngby tabt 5,9 millioner kroner. Cirka samme underskud forventer Lyngby i 2020, men Lyngby-direktør Andreas Byder hæfter sig ved det positive. »Et underskud er aldrig tilfredsstillende, men lige her og nu må vi også se det som en positiv indikation på, at vores turnaround er i fuld gang og kan lykkes inden for de næste år«, siger Andreas Byder til klubbens hjemmeside.
Fodbold. Ligesom København har den hollandske storby Amsterdam nu bekræftet, at den bliver en af 12 værtsbyer for næste års EM i fodbold. Det skriver Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) på sin hjemmeside. Det var også oprindeligt planen, at Amsterdam skulle være vært for turneringen, som efter planen skulle være begyndt på fredag. Men på grund af udbruddet af coronavirus i Europa og resten af verden blev slutrunden udsat med et år. Præsidenten i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Aleksander Ceferin, fortalte i sidste måned, at tre byer manglede den endelige godkendelse.
Håndbold. De ved skrivebordet tre nedrykkede klubber EH Aalborg, Nordsjælland Håndbold og Odder Håndbold har nu kun to skud tilbage i bøssen i deres forsøg på at undgå nedrykning. Onsdag meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF), at Håndboldens Appelinstans har afvist appellerne fra de tre klubber, da appelinstansen har vurderet, at den ikke har den fornødne hjemmel i DHF’s love til at behandle en beslutning om nedrykning fra DHF’s repræsentantskab. En beslutning, som nu kun kan omstødes ved Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Appelinstans. Her ligger sagen i form af DHF-repræsentantskabets afstemning allerede og ulmer. DIF skal dermed tage stilling til to appeller fra klubberne.
Appelinstans tildeler forbund sviende nederlag og giver nedrykkere nyt håbFodbold. Silkeborg prioriterer af økonomiske årsager sponsorer højere end fans, når de igen kan lukke tilskuere ind på stadion til det kommende møde med OB. »Vi ville rigtig gerne have budt velkommen tilbage til vores trofaste tilskuere, men det kan vi desværre ikke«, siger Silkeborgs administrerende direktør, Kent Madsen, til klubbens hjemmeside. »Lovgivningen vedrørende dækning af underskud for arrangører med mere end 1.000 publikummer medfører, at vi er forpligtiget til at begrænse vores tab mest muligt, hvis vi vil have del i regeringens hjælpepakker. Og her er sponsorerne med deres væsentlige bidrag til virksomhedens økonomi en vigtig faktor. Med muligheden for at åbne en lille smule kan vi nu levere en del af de ydelser, sponsorerne har betalt for«.
Fodbold. Madrids borgmester, Jose Luis Martinez-Almeida, vil have Champions League-finalen til Madrid. Det siger han til den spanske tv-kanal Trece ifølge nyhedsbureauet AFP. Finalen skulle være spillet i Istanbul, men den plan er for længst gået i vasken. Flere internationale medier, herunder tyske Bild, har berettet, at denne sæson Champions League-vinder skal findes i et slutspil i Lissabon i august. Det forventes, at Uefa træffer en afgørelse i næste uge.
Tennis. Roger Federer er blevet hasteopereret i sit højre knæ og vender først tilbage til tennisbanen næste år. Det skriver den schweiziske stjerne på Twitter. »Jeg har brug for tid til at blive 100 procent klar til at spille på højeste niveau. Jeg kommer til at savne mine fans og touren inderligt, men jeg ser frem til at se jer alle sammen på touren i begyndelsen af 2021-sæsonen«, skriver schweizeren.
Fodbold. Hertil og ikke længere. Regionalligaklubben Saarbrückens drøm en plads i den tyske pokalfinale blev tirsdag aften effektivt knust af Leverkusen. Mandskabet fra Bundesligaen sejrede 3-0 på udebanen mod pokalsensationen fra den fjerdebedste række.
Fodbold. Landsholdsangriberen Christian Gytkjær kom tirsdag på måltavlen for sin polske klub Lech Poznan. I hjemmekampen mod Pogon Szczecin scorede han til 2-0 i Lech Poznans 4-0-sejr. Gytkjær er ligaens topscorer med 17 mål i sæsonen, og hans kontrakt udløber i udgangen af juli.
Fodbold. Træningskampen mellem Manchester United og Stoke City forud for de engelske klubbers comeback i næste uge blev tirsdag aflyst. Årsagen var, at Stoke-manager Michael O’Neill er smittet med coronavirus, oplyser Stoke i en meddelelse.
fortsæt med at læse




























