0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bale tager hjem til Tottenham, Brøndby henter en tidligere FCK'er og Holger Rune er i finalen

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fodbold. Efter 7 år der bød på store triumfer med Real Madrid og 105 mål i 251 kampe, men også mange personlige klø, er den 31-årige waliser Gareth Bale tilbage i Tottenham i den engelske Premier League, hvor karrieren for alvor tog fart. Bale har indgået en etårig lejeaftale med London-klubben, der samtidigt har købt backen Sergio Reguilon og udstyret den nu tidligere Real-spiller med en femårig kontrakt.

Gareth Bale skiftede fra Tottenham til Madrid i 2013 og blev på det tidspunkt verdens dyreste spiller, ca. 700 millioner kroner. Siden blev han matchvinder i en Champions League-finale, inden han tiltrak sig fokus for at tilbringe (for) meget tid på golfbaner og for ikke at gide lære det spanske sprog.

Fodbold. Serberen Andrija Pavlovic nåede i 55 kampe i Superligaen for FC København 15 scoringer fra sommeren 2016 til foråret 2018. Så skiftede han til Rapid Wien og blev senere udlejet til Apoel på Cypern. Og nu er han Brøndby-spiller. Den 26-årige har således indgået en fireårig kontrakt og tiltræder på mandag. Søndagens derby mod sin eksklub må Andrija Pavlovic altså nøjes med at følge på tv.

Brøndbys sportsdirektør Carsten V. Jensen ser intet problem i, at den nye angriber tidligere har spillet for FCK – og Brøndby har tillige lavet en god handel. »Vi har kigget på, hvad, vi mener, kan styrke og komplementere vores trup. Pavlovic er en dygtig angriber, som almindeligvis ville repræsentere en værdi, vi ville have svært ved at løfte i den nuværende situation, men som tingene har udviklet sig for ham og hans situation i Rapid Wien, så opstod der en mulighed«, siger Carsten V. Jensen.

Cykling. Cecilie Uttrup Ludwig (FDJ-Nouvelle Acquitaine-Futuroscope) kom på 9. og sidste etape af Giro Rosa i mål med favoritfeltet og danskeren konsoliderede dermed sin 4. plads i den italienske rundtur. Cecilie Uttrup Ludwigs franske holdkammerat Evita Muzic sejrede på den 109 km lange etape, mens danskeren kom på podiet som vinder af løbets bjergkonkurrence. Anna Van der Breggen (Boels - Dolmans) vandt løbet, men formentlig kun fordi hendes hollandske landsmand Annemiek van Vleuten styrtede og udgik torsdag.

Golf. Emily Kristine Pedersen sluttede efter en runde i 72 slag som nummer 15 i Ladies Open de France. Svenske Julia Engström vandt og var med 206 slag 8 slag bedre end danskeren, der scorede ca. 22.000 kroner i præmiepenge.

Tennis. 17-årige Holger Rune er for første gang i karrieren i en finale på ITF-niveau. Lørdag sejrede teenageren i schweiziske Klosters i en to timer lang semifinale i 25.000 dollar-turneringen med 6-2, 3-6, 6-1 mod den ti år ældre chilener Gonzalo Lama. I finalen søndag venter hollænderen Jesper De Jong, der som nummer 368 på verdensranglisten ligger 350 pladser foran danskeren.

Alex Livesey/Ritzau Scanpix
Foto: Alex Livesey/Ritzau Scanpix

Med 4 mål er Dominic Calvert-Lewin foreløbig topscorer i Premier League. 

Fodbold. Colombianeren James Rodriguez har fået en fremragende start på karrieren i Premier League hos Everton. Lørdag både scorede og assisterede VM-topscoreren fra 2014 i storsejren på 5-2 over West Bromwich, men helt stjæle rampelyset fra angriberen Dominic Calvert-Lewin, det kunne James Rodriguez trods alt ikke. Dominic Calvert-Lewin scorede til 1-1, 4-2 og 5-2 og lavede dermed seniorkarrierens første hattrick. Med 4 mål er Dominic Calvert-Lewin foreløbig topscorer i Premier League. Andetsteds i Premier League var oprykkerne fra Leeds på ny et festligt bekendtskab, da holdet på hjemmebane i endnu en syvmålskamp sejrede 4-3 over Fulham.

Fodbold. Efter den spektakulære erhvervelse af spanske Thiago Alcantara har Liverpool lørdag lavet endnu en stor handel. Klubben har indgået aftale med Wolverhampton om købet af den portugisiske offensivspiller Diogo Jota i en handel til en værdi af omkring 400 millioner kroner. En aftale, som Wolves-manager Nuno Santo bekræftede lørdag. »Det er helt normalt, at spillere vil have nye udfordringer, så et skifte til Liverpool er kun godt for ham«, siger Santo.

David Ramos/Ritzau Scanpix
Foto: David Ramos/Ritzau Scanpix

Thiago Alcantara er en verdensklassespiller, der kan fungere på samtlige centrale positioner som 6'er, 8'er og som decideret playmaker.

Den 23-årige portugisiske landsholdsspiller kom til Wolves fra Atlético Madrid i 2017 og har siden scoret 44 gange i 131 kampe. Thiago Alcantara, som manager Jürgen Klopp beskriver som en »absolut fantastisk« nyerhvervelse, kan få debut søndag i udekampen mod Chelsea.

Cykling. Den 22-årige Andreas Kron (Riwal Securitas) noteredes for karrierens hidtil flotteste resultat, da han sejrede på den 177 km lange 5. og sidste etape i Luxembourg Rundt. Den unge dansker, der næste sæson skifter til Lotto Soudal, slog i spurten i en syvmands gruppe italieneren Diego Ulissi (UAE Team Emirates). Denne sluttede som samlet vinder, mens Andreas Kron som nr. 5 blev slået med 38 sekunder. Det var samtidig sæsonens første sejr for det danske mandskab Riwal Securitas.

Fodbold. FC Midtjyllands anfører Erik Sviatchenko er kåret til Årets Profil i Superligaen for sæsonen 2019/2020. Det er kollegerne i Spillerforeningen, der har stået for afstemningen i forbindelse med kåringen. »Det er jo netop den største anerkendelse, man kan få«, siger Erik Sviatchenko og tilføjer: »Når mine kolleger siger: ’Vi synes, du har været god - du har faktisk været den allerbedste’ - så bliver man enormt stolt«. FCM-spillerne Frank Onyeka og Alexander Scholz blev nummer to og tre i afstemningen.

Fodbold. Den tidligere FC København-back Peter Ankersen får øget konkurrence i italienske Genoa. Klubben har nemlig lejet Chelseas italiener Davide Zappacosta for den kommende sæson. Zappacosta var i sidste sæson udlejet til AS Roma.

Cykling. Tour de France bliver endegyldigt afgjort i dag på løbets 20. og næstsidste etape. Spændingen bliver bogstaveligt talt trukket til det allersidste, for enkeltstarten på 36,2 km slutter med en 6 kilometer lang stigning, der kulminerer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 20. Primoz Roglic fører med 57 sekunder ned til Tadej Pogacar, der ved de slovenske mesterskaber for små to måneder siden var 9 sekunder hurtigere end Roglic på en 15,7 km lang strækning. Tadej Pogacar starter kl. 17.12, Primoz Roglic sætter sig på cyklen som sidste mand kl. 17.14.

Annonce

Fodbold. Premier League-klubben Aston Villa, der har danske Johan Lange som sportsdirektør, har skrevet kontrakt med offensivspilleren Bertrand Traoré fra franske Lyon. Den 25-årige burkiner er hentet for en pris, der ifølge engelske medier løber op i omkring 155 millioner kroner. Traoré har tidligere spillet for Chelsea, Vitesse og Ajax, inden han i 2017 kom til Lyon.

Cykling. Danmarks bedstehold, Riwal Securitas, har forlænget aftalen med hovedsponsoren Riwal i yderligere to år. Holdet er dog endnu ikke i mål med næste års budget, da coronapandemien sætter spor hos holdets partnere, siger holddirektør Steffen Kromann til Ritzau. Til gengæld er der mange dygtige ryttere ledige på markedet. »Man kan få bedre ryttere for færre penge. I min mailboks er der en masse henvendelser fra ryttere, som har tilbudt sig, og de kommer også fra World Tour-niveau, og det er til en anden pris, end vi har set tidligere. Så der er også nogen, som er desperate«, siger Steffen Kromann. Riwal-rytterne har frasagt sig løn året ud.

Håndbold. Kvinderne fra Herning-Ikast er udfordret på stregpositionen, hvor man først måtte vinke midlertidigt farvel til Sarah Iversen, som var blevet gravid. Rutinerede Camilla Fangel blev overtalt til at genoptage karrieren og hevet ind som erstatning, men nu er den 28-årige spiller selv blevet gravid og stopper omgående. Det meddeler Herning-Ikast på sin hjemmeside.

Golf. Nanna Koerstz Madsen fik fredag en udmærket indledning på LPGA-turneringen Cambia Portland Classic i USA. Hun klarede første runde i 2 slag under par, hvilket placerer danskeren på en delt 23.-plads med 15 andre spillere. Turneringen føres af australske Hannah Green og amerikanske Cydney Clanton. De klarede begge første runde i seks slag under par.

Golf. Rasmus Højgaard er færdig ved sin første majorturnering. Den 19-årige gik også anden runde i 7 slag over par og sluttede dermed hele 8 slag fra cutgrænsen ved US Open på Winged Foot Golf Club i Mamaroneck i delstaten New York. Amerikanske Patrick Reed fører i 4 slag under par. Hans landsmand Bryson DeChambeau er et slag efter.


Læs mere