Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Corona spænder ben: Kvindeligaen sættes på pause efter nordjysk nedlukning

Coronapandemien får nu meget dramatiske konsekvenser for den bedste fodboldliga for kvinder i Danmark.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Coronapandemien får nu meget dramatiske konsekvenser for den bedste fodboldliga for kvinder i Danmark. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fodbold. Kvindeligaen i fodbold suspenderes efter coronanedlukningen af Nordjylland, som statsminister Mette Frederiksen (S) meddelte torsdag. Resten af turneringen rykkes til foråret, oplyser chefen for Kvindeligaen, Nicolai Kaas. »Vi har valgt at udsætte de sidste to runder af Kvindeligaen, fordi vi mener, at det er den mest sportslige korrekte måde at gøre det på«, forklarer Kaas. De to sidste runder af grundspillet samt det efterfølgende slutspil vil i stedet efter planen blive afviklet til foråret inden starten af sæsonen 2021/2022. Både Fortuna Hjørring og FC Thy fra Kvindeligaen holder til i de kommuner, hvor folk ikke længere må krydse kommunegrænser som følge af bestræbelserne på at inddæmme smitten med de muterede coronavirus. Det er endnu uvist, om også pokalturneringen udsættes.

Tennis. Rafael Nadal har aldrig haft det godt med den store indendørs turnering Paris Masters, men han vil stadig gerne vinde den. Fredag aften var han i store problemer mod landsmanden Pablo Carreño Busta i kvartfinalen, og alligevel lykkedes det manden fra Mallorca at hive en sejr hjem på sin store rutine og ukuelige fightervilje. Nadal vandt 4-6, 7-5, 6-1 og skal i lørdagens semifinale møde enten Stan Wawrinka eller Alexander Zverev.

Håndbold. Jyske Bank Boxen i Herning kommer til at lægge gulv til endnu flere kampe ved EM i kvindehåndbold i december. Dansk Håndbold Forbund (DHF) oplyser på sin hjemmeside, at de kampe, som skulle have været spillet i Frederikshavn, bliver flyttet til Herning. Det sker, efter at DHF tidligere fredag meddelte, at de nye, skærpede coronarestriktioner i Nordjylland umuliggjorde afviklingen af EM-kampe i Arena Nord i Frederikshavn. »Med hjælp fra vores gode samarbejdspartnere MCH og Herning Kommune har vi lavet en løsning, hvor kampene i både gruppe A og B nu spilles i Jyske Bank Boxen i Herning«, siger DHF-formand Per Bertelsen på hjemmesiden.

Cykling. Med en eksplosiv finish på de sidste 200 m tilintetgjorde Magnus Cort (EF) al modstand til den første danske triumf i årets Vuelta a España, da et felt på små 40 ryttere nåede samlet til mål på den 162 km lange 16. etape fra Salamanca til Ciudad Rodrigo. Cort holdt løbets førende rytter sloveneren Primoz Roglic (Jumbo-Visma) et par længder bag sig på andenpladsen, mens den portugisiske eksverdensmester Rui Costa (UAE Team Emirates) blev nr. 3. Det var den 27-årige danskers anden sejr i denne sæson, efter at han nøjagtigt ni måneder tidligere slog til på 2. etape i Etoile de Bessèges. Det var Corts tredje etapegevinst i Vueltaen efter to i 2016, ligesom han blandt sine i alt 16 sejre har en enkelt i Tour de France i 2018. I denne sæson blev han kort inden VM i Italien i slutningen af september ramt af corona, og inden starten på Vueltaen nåede han kun at træne i godt tre uger.

Fodbold. Italiens landstræner, Roberto Mancini, er blevet smittet med coronavirus, oplyser landets fodboldforbund på sin hjemmeside. Han er ifølge forbundet symptomfri, men smitten kommer meget ubelejligt. Italien står foran en testkamp mod Estland inden opgør i Nations League mod Polen og Bosnien henholdsvis 15. og 18. november.

Fodbold. To dage før en vigtig udebanekamp mod mestrene fra FC Midtjylland er FC Københavns spillertrup blevet ramt af coronavirus. Det er Peter Ankersen og Bryan Oviedo, der er smittede, skriver FCK på sin hjemmeside. De to backs er nu i isolation. Klubben formoder ikke, at de to smittetilfælde har forbindelse til hinanden.

Fodbold. Robert Skov og holdkammeraterne fra Hoffenheim leverede i torsdagens Europa League-runde ikke bare en sprudlende 5-0-sejr mod Slovan Liberec, de var også mændene bag en stor kollektiv manifestation. Da Munas Dabbur havde scoret til 1-0 på en af den fremragende spillende Robert Skovs to assist i kampen, stak samtlige de blåblusede spillere en knyttet næve i vejret i en solidaritetserklæring møntet på deres holdkammerat Ryan Sessegnon, der tidligere på ugen var blevet kaldt både »nigger« og »slave« på sociale medier. Ryan Sessegnon, der så kampen fra bænken, kvitterede for opbakningen på Twitter ved at skrive »mine drenge« og »solidaritet«.

Håndbold. Frederikshavn kommer alligevel ikke til at være medvært for det kommende EM for kvinder. Myndighedernes skærpede coronarestriktioner i Nordjylland gør, at det ikke er muligt at afvikle de kampe, som skulle have været spillet i Arena Nord, lyder det samstemmende fra Dansk Håndbold Forbund (DHF) og Det Europæiske Håndboldforbund (EHF). DHF-formand Per Bertelsen oplyser, at der endnu ikke er udpeget en afløser for Frederikshavn. EM starter 3. december, og Danmark er vært sammen med Norge, hvor der ligeledes er uvished om afviklingen af kampene.

Fodbold. Med myndighedernes opfordring til borgere i syv nordjyske kommuner om at holde sig indenfor egen kommunegrænse har Divisionsforeningen valgt at udsætte ti kommende turneringskampe for Vendsyssel FF i 1. division samt Thisted FC og Jammerbugt FC i 2. division. Restriktionerne gælder i de kommende fire uger. Vendsyssel FF overvejer at flytte holdets træning ud af kommunen. »Vi kan ikke ligge stille i fire uger, hvis vi skal spille kampe i december. Så er vi nødt til at træne og må finde en løsning«, siger træner Lasse Stensgaard til Ritzau. Fire spillere og to fra staben bor i de syv berørte kommuner.

Golf. Ugens turnering på European Tour, Cyprus Showdown, afvikles efter et alternativt format, hvor kun de 32 bedste får adgang til lørdagens tredje runde. Her nulstilles stillingen, hvorefter de 16 bedste kvalificerer til sig søndagens finalerunde, hvor der igen startes forfra. Afbrydelser på grund af tordenvejr betyder imidlertid, at Rasmus Højgaard og Thorbjørn Olesen først lørdag formiddag ved, om de fortsat er med i turneringen. Thorbjørn Olesen har spillet færdig, og med 4 slag under par ligger han lige akkurat uden for cutgrænsen på en delt 34.-plads, hvor også Rasmus Højgaard er placeret. 19-årige Højgaard mangler dog 3 huller, som han skal overstå i 1 slag under par for at være sikker på at avancere, men hvis to af de foranliggende falder tilbage til 4 under par, kan det hjælpe begge danskere videre. Jeff Winther er med sin score i par derimod færdig i turneringen.

Tennis. Russiske Daniil Medvedev er klar til lørdagens semifinaler ved Paris Masters. Fredag besejrede han uden det store drama argentinske Diego Schwartzman 6-3, 6-1 og skal i sin semifinale møde canadiske Milos Raonic, der efter tre tætte sæt nedkæmpede franske Ugo Humbert.

Fodbold. For anden gang på to et halvt år har Sevilla-spilleren Munir El Haddadi tabt en appelsag ved Den Internationale Sportsdomstol (CAS). Munir El Haddadi er spansk statsborger, men vil gerne spille landsholdsfodbold for sine forældres fødeland Marokko. Problemet er bare, at den Munir El Haddadi i 2014 som 19-årig spillede 13 minutter i sin eneste A-landskamp i EM-kvalifikationen for Spanien, hvilket i princippet vil ’låse’ ham. Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har lempet reglerne, så spillere under 21 år godt kan skifte nation, selv om de har spillet turneringskampe for et andet land, men da Munir El Haddadi efter sin 21 års fødselsdag også optrådte i en EM-kamp for det spanske U21-landshold, fik han igen afslag.

Kunstskøjteløb. Årets eneste grandprix i kunstskøjteløb på kinesisk grund finder denne weekend sted i Huaxi-sportscenteret i Chongqin-provinsen. 27 kinesere bliver på grund af coronapandemien de eneste deltagere, og der vil ikke være adgang for publikum. Konkurrencen afvikles af Det Internationale Skøjteunion, ISU.

Fodbold. På trods af at Tyskland i Bundesligaen har en af verdens stærkeste nationale ligaer og i Bayern München også har den klub, der sidder på Champions League-trofæet, så er Tyskland ved at blive en stor eksportør af deres bedste spillere. 10 af de 28 spillere landstræner Joachim Löw fredag har udtaget til de kommende kampe mod Ukraine og Spanien spiller således udenfor Tysklands grænser. Tre prominente legionærer er slet ikke med: Marc-André ter Stegen (Barcelona, skadet), Julian Draxler (PSG, vraget) og Kai Havertz (Chelsea, corona).

Cykling. Formanden for Danmarks Cykle Union (DCU), Henrik Jess Jensen, får kritik af den uafhængige etiske komité under Danmarks Idrætsforbund (DIF). Det sker efter en sag, hvor DCU-bossen ikke erklærede sig inhabil, da Aalborg blev tildelt motionist-VM i 2024. Henrik Jess Jensen arbejder også som afdelingsleder i afdelingen for infrastruktur og veje i Aalborg Kommune.

Håndbold. Efter syv sæsoner som cheftræner siger Peter Bredsdorff-Larsen efter denne sæson farvel som træner i Bjerringbro-Silkeborg. Peter Bredsdorff-Larsen har i sin tid sikret klubben både guld (2016), sølv (2018) og bronze (2015) i landets bedste række.

Svømning. Pernille Blume og Emilie Beckmann var ude i noget så sjældent som en direkte duel, da deres respektive hold sluttede som nr. 1 og 2 i den første af fredagens to matcher ved ISL-stævneserien i Budapest. Med 51,81 sek. på tredjeturen var Pernille Blume med til at svømme Energy Standard til sejr i en 4x100 meter fri mix-holdkap, hvor butterflyspecialisten Emilie Beckmann samtidig svømmede på 53,78 sek. for Iron. Beckmanns personlige rekord (fast start) er 54,56 sek. På matchens førstedag havde Blume med 52,46 sek. på en førstetur i 4x100 meter fri svømmet sin hurtigste tid i år, der er trekvart sekund fra hendes hurtigste nogen sinde. Energy Standard, der vandt den pengestærke holdturnering sidste år, vandt også matchen, blandt andet takket være hviderusseren Ilya Shymanovich, der med 55,85 sek. i 100 meter brystsvømning slog sin egen fire dage gamle europarekord med én hundrededel.

Fodbold. Superligaklubben AaB fra Aalborg, der ikke er blandt de nedlukkede kommuner i Nordjylland, har ifølge Ritzau indlogeret to spillere med bopæl i det nedlukkede område på et hotel i byen.

Cykling. NTT-holdet med Bjarne Riis som team manager kan måske være på vej mod en redning. Holdets grundlægger, Douglas Ryder, siger ifølge Ritzau, at man »er meget tæt på at kunne køre på landevejen næste år«. Bjarne Riis havde tidligere på ugen sået tvivl om fremtiden ved at udtale »at det ikke ser for godt ud«. »I løbet af de næste par dage burde vi være i stand til at sige, at vi har en plan for at køre videre i 2021«, siger Douglas Ryder. NTT har rytterne Michael Valgren, Andreas Stokbro og Michael Carbel i folden samt Lars Michaelsen og Lars Bak som sportsdirektører.

Corona. Professionelle klubber med adresse i en af de syv nordjyske kommuner under nedlukning presses nu yderligere. Ritzau skriver, at ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks ikke har råd til at flytte spillere ind på hoteller uden for det nedlukkede område for at spille.

NFL. Efter et fjerde brud på coronareglerne er Las Vegas Raiders på ny blevet straffet med en bøde på ca. 3 millioner kroner til klubben og en bøde på ca. 1 million kroner til træneren Jon Gruden. Dertil kommer, at NFL ifølge Yahoo Sport har frataget Raiders et valg i sjette runde af næste års såkaldte draft, hvor holdene skiftes til at vælge spillere fra de amerikanske universiteter.

Motorsport. Saudi-Arabien skal i 2021 for første gang være vært for en formel 1-grandprix. Det bekræfter F1-organisationens chef Chase Carey. »Det er en meget vigtig region for os«, siger Carey, mens Amnesty International udtrykker forfærdelse. »Frem mod løbet må vi gøre formel 1-kørere, ejere og teams opmærksomme på den rædselsfulde situation omkring menneskerettigheder i landet«, siger Felix Jakens fra Amnesty Internationals britiske afdeling til BBC. Saudi-Arabien, der tidligere har været et lukket land, er i de senere år sprunget ud som vært i sportens verden. Kritikere kalder saudiernes engagement for sportswashing – et forsøg på at polere et blakket image.

Totalitære stater satser på fodbold og nu Tour de France for at renvaske plettet image

Fodbold. Efter ti måneder som midlertidig administrativ chef i de professionelle spilleres fagforening, Spillerforeningen, er Michael Sahl Hansen hyret som ny direktør i foreningen. »Vi har i bestyrelsen været meget tilfredse med den indsats, som Michael har leveret, siden han tog over i begyndelsen af året. Derfor har det også været helt naturligt for os at veksle den midlertidige stilling til en fast stilling som direktør i Spillerforeningen«, siger bestyrelsesformand Jeppe Curth.

Fodbold. Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) varsler, at der i fremtiden skal være større gennemsigtighed i den til tider kontroversielle agentbranche, der i 2019 tjente ca. 4 milliarder kroner på spillerhandler og rådgivning. AP skriver, at Fifa i fremtiden vil offentliggøre de enkelte agenters transaktioner. Agenters indtjening er ifølge Fifa steget til det firedobbelte på bare fire år.

Juridisk. I sagen om Ruslands udelukkelse fra store mesterskaber i fire år meddeler Den Internationale Sportsdomstol (CAS), at der vil foreligge en afgørelse inden årets udgang. Sagen var oprindeligt berammet til at blive behandlet i maj og senere juli, men blev udsat begge gange grundet pandemien.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her